Boganmeldelse: "Kulturelle verdener"

"Kulturelle Verdener" er sådan et fund. En lille beskeden, velskrevet bog, der behændigt kaster dine tanker op i luften og ryster dem lidt. Når de daler ned igen, så lægger de sig i nye mønstre - der bliver ting du for eftertiden tænker over på en ny måde.

Søndag d. 21. marts 1999
Anders Nilsson, Redaktør for Kamikposten.dk  
Emnekreds: Anmeldelser af bøger, film mv, Bøger, Kultur og samfund, Sprog.

160 sider. Udgivet af forlaget Columbus og
forfatterne, Anne knudsen og Lisanne Wilken
ISBN 87 89159 22 5
Pris i Atuagkat 171,00 kr.

Det er en god, men sjældent en særlig givtig vane at gå en tur omkring boghandleren når lejlighed byder sig. Oftest går du forgæves, køber for ulejlighedens skyld et eller andet - for så en sjælden gang i mellem at gøre et fund.

" Kulturelle Verdener " er sådan et fund fra den anden dag. En lille beskeden, velskrevet bog, der behændigt kaster dine tanker op i luften og ryster dem lidt. Når de daler ned igen, så lægger de sig i nye mønstre - der bliver ting du for eftertiden tænker over på en ny måde.

Bogen handler om Kultur og kulturkonflikter i Europa, men har også interesse for os her i Grønland med vores lidt mere overskuelige og bestemt meget mere fredsommelige kulturkonflikter.

Her er en appetitvækker om sprog i Europa:

Side 43: "Det fælles sprog indtog en central plads i 1800-tallets definition på en nationalstat. Og mange steder forsøgte man også at skabe sproglig enhed inden for nationens rammer. I Danmark, Sverige, Storbritanien, Norge, Holland, Spanien, Portugal, Frankrig, Italien, Østrig, Tyskland, Ungarn, Rumænien og Grækenland indførte man et officielt sprog til trods for, at der taltes mange afvigende sprog og dialekter i disse områder. I Italien regner man f.eks. med, at under 20 % af befolkningen faktisk talte italiensk ved Italiens samling i 1861. Og kun en tredjedel af de franske soldater talte ved Første Verdenskrigs udbrud fransk.

Men nogle steder var ideen om et fælles sprog som fundament for en politisk stat på forhånd dømt til at mislykkes. Da Belgien blev selvstændigt i 1830 indførte man fransk som officielt sprog. Men i 1898 indførtes tillige flamsk. I Schweiz var fransk, tysk og italiensk alle officielle sprog, og i 1938 tilføjede man rætoromansk. I Finland er både finsk og svensk officielle sprog. I Tjekkoslovakiet var tjekkisk og slovakisk og i Jugoslavien serbokroatisk, makedonsk og slovensk. På trods af den manglende sproglige enhed har man også i disse områder forsøgt at iscenesætte sig som nationer. Men netop de officielle sprogforskelle har givet nogle mere iøjnefaldende problemer, end dem, man har haft andre steder. Da Slovakiet f.eks. "løsrev" sig i 1939, var det netop med henvisning til den tjekkiske undertrykkelse af de slovakiske særpræg. Det samme argument blev fremført af de slovakiske nationalister efter genindførelsen af demokratiet og var en medvirkende årsag til delingen af Tjekkoslovakiet. Den voksende adskillelse af det franske og det flamske Belgien begrundes også i de forskellige sprogområders uforenelige kulturer. Og da Tito i 1970'erne indskrænkede forbundsregeringens magt i Jugoslavien, var det bl.a. for at imødegå en sproglig-kulturel splittelse af landet.

Men også mange af de steder, hvor man har satset på en sprogligt forenet nationalstat, er det tvivlsomt, hvor succesrigt et projekt, det faktisk har været. Østrig og Tyskland fungerer først og fremmest som nationalstater udadtil. Indadtil er de organiseret som forbunds-republikker, d.v.s. forbund mellem forskellige landsdele, der har en rimelig grad af selvstyre. På trods af, at netop de fælles rødder og den fælles historie spillede en stor rolle i genforeningen af Tyskland, identificerer folk både her og i Østrig sig i meget høj grad med deres landsdel og understreger (kultur) forskellene imellem dem. I Italien, Frankrig, Spanien og Storbritanien er tilhørsforholdet til en landsdel eller en region ofte også langt mere betydningsfuldt end det nationale tilhørsforhold. Italien er måske den af de officielt ensprogede nationalstater i Europa, hvor nationaliseringsbestræbelserne er lykkedes allerdårligst. På trods af en national sprogpolitik er der fortsat 24 % af befolkningen, der ikke taler italiensk. Visse regioner har fået udstrakt selvstyre, og er officielt anerkendt som tosprogede. Det er heller aldrig lykkedes at indgive italienerne en fælleshistorisk bevidsthed eller at få italienerne til at føle sig som et "folk". I øjeblikket arbejder forskellige norditalienske politiske bevægelser på en deling af Italien med en grænse et eller andet sted nord for Rom. En stor del af argumentationen for delingen er netop kulturel. Et mafiaorganiseret Syditalien sættes over for et historisk og nutidigt driftigt Norditalien, der er præget af helt andre værdier. Herved forsøger man at skabe et billede af to kulturelle verdener, som det til en start var en misforståelse at forene.

Men også de andre nationalstater i Europa har problemer med den indre sammenhæng."