Smid danske redaktører ud

Jeg svarede hende forstående og fortalte hende, at vore »egne« aviser tit omtaler herboende som drukkenbolte, selvmordere, mordere med folkevalgte med trang til misbrug af offentlige midler og for fuldstændighedens skyld fortalte jeg hende at begge avisers redaktører ikke er grønlændere uden kendskab til det grønlandske sprog.

Torsdag d. 20. maj 1999
Thue Christiansen
Emnekreds: Aviser, radio og TV, Kultur og samfund, Sprog.

For to uger siden, mens jeg var på Island spurgte hotelejeren mig hvorfor overskrifterne i "vore" aviser indeholder så mange triste artikler om os grønlændere. Også danske aviser skulle indeholde lige så triste nyheder om grønlænderne.

Jeg svarede hende forstående og fortalte hende, at vore "egne" aviser tit omtaler herboende som drukkenbolte, selvmordere, mordere med folkevalgte med trang til misbrug af offentlige midler og for fuldstændighedens skyld fortalte jeg hende at begge avisers redaktører ikke er grønlændere uden kendskab til det grønlandske sprog.

Det var hun meget forbløffet over og spurgte videre om der ikke er uddannede grønlandske journalister. Jeg forklarede hende selvfølgelig at der findes grønlandske journalister og tilføjede, at vi ligesom andre folkeslag har mange positive sider, men at disse ret sjældent bliver fremhævet i vore landsdækkende aviser.

Vi er tit vidne til, at A/G’s holdning til folkevalgte her i Grønland er ret speciel. Avisen stiller sig tit frem som den endegyldige dommer også i tilfælde hvor et system eller den dømmende magt endnu ikke har afsagt sin eventuelle dom over formodede overtrædere.

Her skal vi erindre A/G’s dom over landsstyremedlemmerne som en flok personer, der ikke oplyser deres offentlige goder til skattefar. Vi erindrer også A/G’s beskyldning om at samtlige kommunalbestyrelsesmedlemmer i Qasigiannguit skylder det offentlige store beløb.

Det kan ikke være lige sjovt for disse politikere - især deres ægtefæller og børn. Men den skinhellige redaktør kan nok ikke forstå dette - de er jo som bekendt ikke hans landsmænd og heller ikke forstår deres sprog.

For ca. to år siden sendte jeg kopi af en skrivelse fra medarbejdere i en af arbejdspladserne i Grønland. På denne arbejdsplads havde chefen forlangt, at der kun skulle tales dansk på kaffestuen. Der blev sendt en klageskrivelse over episoden underskrevet både af grønlandske og danske medarbejdere. Jeg sendte klageskrivelsen videre til A/G.

A/G undlod at bringe klageskrivelsen til torvs.

Sermitsiaq bragte færre grønlandske artikler i sit nummer 17 med hele to. I nummer 18 er grønlandske artikler også færre med hele 5 i forhold til danske. Den skulle være grønlandsk avis!

Vi husker A/G’s og Sermitsiaq’s vægring ved at bringe tv-programmerne på grønlandsk. Først da undertegnede truede dem at orientere Amnesty International genindførtes programmerne på grønlandsk.

Denne ene avis har travlt med at mistænkeliggøre de folkevalgte ved at beskylde dem for formodede ulovligheder - vel at mærke samlet.

De er som regel kun grønlændere. Er resten af befolkningen rene engle?

Den anden avis er startet med udslettelsen af det grønlandske sprog - en langsom kvælning af den grønlandske befolknings kulturelle fundament.

Denne og foranstående er forbrydelser af værste art mod et lille folk.

Nogle folkeslag bliver udrenset ved at jage det væk fra deres land mens andres kultur bliver kvalt langsomt - men sikkert. Er dette sidste ved at ske her i dagens Grønland? Jeg er yderst bange for at dette er tilfældet.

Skift A/G om til Grønlandsposten og lad Sermitsiaq blive de tilkaldtes avis. Lad os selv arbejde for en avis hvis fundament er den grønlandske kultur og sprog og hvis behandling af de folkevalgte hviler på gensidig respekt.