Den gode skole

Konferencen konkluderede, at eleverne skal være tresprogede. Helst ser man, at eleverne også bliver engelsksprogede på et tidspunkt, hvor man på grund af lærermangel og dårlige undervisningsmaterialer knapt nok magter at lære dem ordentlig grønlandsk og dansk.

Fredag d. 17. september 1999
Sermitsiaq
Emnekreds: Sprog, Uddannelse.

"Vi kan ikke løse problemer ved at bruge samme tænkemåde, som da vi skabte problemerne". (Professor Albert Einstein.)
Landsstyremedlem Lise Lennert brugte citatet, da hun afsluttede den store skolekonferencen i Kangerlussuaq, der satte gang i processen mod "den gode skole".

En overordentlig vellykket konference, hvorfra alle er rejst hjem med begejstring for det arbejde, som nu skal igang, og en tro på at det skal lykkes. Deltageren var også en smule benovede og stolte over, at Grønland nu er kommet på det internationale verdenskort over uddannelser. Andre lande følger nu spændt udviklingen i Grønland. Det forpligter.

Men der rejser sig mange store spørgsmål, for det drejer sig jo ikke bare om, at man gerne vil.

Kan ledere, lærere og forældre, der har været med på konferencen, leve op til de store krav, som de har stiUet til sig selv og hinanden om at skabe den gode skole, når de kommer hjem på deres respektive skoler?

Kan ledere og lærere få resten af lærerstaben med i arbejder ?

Kan forældrene få resten af forældregruppen med i arbejdet?

Kan de sammen få lokalsamfundet med i arbejdet?

Og sidst men ikke mindst kan de få kommunalbestyrelse og landsstyre til at hoste om med de nødvendige midler til at gennemføre reformen?

Vi er ikke i tvivl om, at Inerisaavik nok skal følge op på konferencen og holde deltagerne orienteret om, hvad der sker i den videre proces på det overordnede plan. Men det der er vigtigt, for at det hele kan gennemføres er, hvad der sker i det enkelte klasseværelse mellem den enkelte elev og lærer. Det er her successen skal grundlægges.

For at det hele skal lykkes er der behov for en væsentlig opgradering af folkeskolen og tilførsel af ressourcer.

Der bliver behov for flere lærere. For de nuværende lærere kan ikke med en overarbejdspukkel på adskillige timer om ugen få tid til at udvikle nye samarbejdsformer og undervisningsmetoder. Desuden er der lærermangel mange steder. Det problem skal også løses, og der er ikke tid til at vente på, at Ilinniarfissuaq får uddannet de lærere, der er brug for.

Der bliver behov for dyre ændringer af skolerne til de nye undervisningsformer, der lægges op til. En anden fysisk struktur end den klasseopdelte skole og flere faglokaler.

De skoler, som i dag er for små, skal udbygges, så eleverne undervises under ordentlige forhold.

De skoler, som i dag trænger til istandsættelse og renovering, skal have det gennemført for at give eleverne det miljø, man lover i reformarbejdet.

Landsstyret havde i 1999 afsat 70 millioner til renovering og nyanlæg men i år 2000, står der kun 26,5 millioner på budgettet. Skolen i Qaanaaq, som lever under meget vanskelige forhold, fordi den er alt for lille, bliver først udvidet i år 2008. Til gengæld går man i gang med en udvidelse i Tasiilaq i år, men i projektet er de nye ideer, der lægges op til reformen, ikke indarbejdet.

I reformen ligger også, at forskolen skal være bedre og der tales om tidligere skolestart.

Endelig skal der udvikles nye undervisningsmaterialer til de nye tværfaglige undervisningsformer.

Det koster alt sammen mange penge.

Lise Skifte Lennert lover, at landsstyret allerede er opmærksom på, at det koster penge. Finansloven sikrer Inerisaavik flere penge til arbejdet, men i finansloven er der ikke indarbejdet penge til konsekvenserne af det arbejde, man sætter igang.

Lise Lennert peger på, at kommunerne skal bære de fleste udgifter ved reformen, men spørgsmålet er om kommunerne er opmærksomme på dette.

På den store konference fremgik det ikke, om der er foretaget økonomiske konsekvensberegninger af skolereformen. Derfor er konferenceresultatet kun et oplæg til en ønskeseddel, som man ikke ved kan blive realiseret.

Landstinget skal også være opmærksom på, at konferencen konkluderede, at eleverne skal være tresprogede. Helst ser man, at eleverne også bliver engelsksprogede på et tidspunkt, hvor man på grund af lærermangel og dårlige undervisningsmaterialer knapt nok magter at lære dem ordentlig grønlandsk og dansk.

Der stilles krav om bedre danskundervisning, og fornuftigt foreslås det, at der skal undervises i dansk som fremmedsprog. Men der er så vidt vides ingen lærere, som er uddannet til at undervise i dansk som fremmedsprog, og der er ingen materialer.

Det er disse børn og deres fremtid, det drejer sig om.
(Ittoqqortoormiit sept. 99)
På intet tidspunkt i konferencens forløb var der nogen, som lagde vægt på, at det i dag er nødvendigt at kunne dansk på et meget højt niveau for at komme videre i uddannelsessystemet efter folkeskolen. Det er meget vigtigt, at kvalitetsrådet er opmærksom på dette.

Når de unge mennesker, som forlader almen linie, får dårlige karakterer, er det blandt andet fordi de ikke kan dansk.

På konferencen talte man meget om skolen og de nødvendige undervisningsmetoder, som om det var et mål i sig selv. Man glemte at skelne mellem mål og midler.

Det er ikke et mål, at undervisningen skal tage udgangspunkt i den enkelte elev, elevens dagligdag, kultur og omgivelser. Det er et middel til at skabe bedre resultater.

Skolen skal leve op til den verden, eleverne skal ud til: Et dansk uddannelsessystem. Reformens succes må måles på, hvor mange der kommer igennem dette uddannelsessystem.

Med mindre landstinget altså beslutter at erstatte det danske med et engelsk uddannelsessystem, men det er der ikke afsat penge til.