Den ødelæggende sprogdebat

Det minder i allerhøjeste grad om nazisternes syn på jøderne i Tyskland før anden verdenskrig. Vi har tværtimod brug for at bruge alle gode ressourcer i samfundet for landets udvikling.

Fredag d. 22. oktober 1999
Sermitsiaq
Emnekreds: Etik, Kultur og samfund, Politik, Sprog.

Grønland er et tosproget samfund, så længe dette er reglen, bør man også kunne tale begge sprog i landstinget. Hvis Landstinget ønsker dette skal ændres, kan et flertal beslutte det. Men det er i så fald et flertal, der så tilsidesætter et mindretals rettigheder.

Virkeligheden er jo, at vi har et samfund med dansk-talende grønlændere, grønlandsk-talende grønlændere samt to- og flersprogede grønlændere, og så er der nogle danskere, som har været her i mange år, nogle taler grønlandsk andre ikke, og endelig er der badegæsterne, som er her i en kort periode, fordi vi har brug for dem.

Men en ting er væsentlig. Alle er her af fri vilje og udfører et stort arbejde for at være med til at bære Grønland frem mod større selvstændighed og uafhængighed.

Det er også vigtigt her at konstatere, at de der kan dansk, i reglen også har en højere uddannelse. De grønlændere, som i dag er nået længst i uddannelse og status, taler, læser og skriver et perfekt dansk.

Sproget er selvfølgelig et problem og Grønland må finde ud af med sig selv, om man på sigt vil være enkeltsproget og tvinge en grønlandisering igennem med de omkostninger, det vil indebære, eller om man vil udnytte alle de gode ressourcer, der er i landet og acceptere, at vi er et to-sproget samfund.

Hidtil har politikken været, at vi er et to-sproget samfund, og så kan man ikke lige pludselig sige, at nu må man ikke tale dansk. Men det vil være ærlig snak at sige, at målet er, at vi kun må tale grønlandsk om for eksempel "ti år". Det er umoralsk og racistisk med et hug at kræve, at vi alle kun må tale flertallets sprog.

Debatten er utrolig følsom, og den er ødelæggende for de forskellige befolkningsgrupper. Dansk- sprogede grønlændere siger, hvis det skal være sådan, så vil vi hellere flytte til Danmark. Der er en fare for, at man med denne debat jager de bedst uddannede og potentielle grønlandske eksperter ud af landet.

Netop i dagens Grønland har vi brug for alle gode kræfter til at videreudvikle landet. Vi er bagud på så at sige alle områder, så vi har ikke råd til denne følelsesmæssige splittelse, der bunder i en misundelse på, at de dansk-sprogede generelt har de bedre stillinger, fordi de generelt har en bedre uddannelse. Det minder i allerhøjeste grad om nazisternes syn på jøderne i Tyskland før anden verdenskrig. Vi har tværtimod brug for at bruge alle gode ressourcer i samfundet for landets udvikling.

I debatten glemmer man, at det allervigtigste for det her samfund de kommende år ikke er at tale grønlandsk i landstinget, men at få uddannet så mange grønlændere som muligt på alle niveauer, og det kræver, at de kan dansk.

I stedet for at bekæmpe det danske sprog, bør man fremme det danske sprog så meget som muligt, for at gennemføre dette uddannelsesmæssige tigerspring fremad.

Det paradoksale er jo, at det er alfa og omega, at grønlændere lærer dansk for at få en uddannelse eller videreuddannelse, så danskerne kan erstattes. Det er lykkedes på Færøerne og det er lykkedes på Island. Hvorfor kan vi så ikke her?

Når dette uddannelsesmæssige tigerspring er gennemført, og de fleste pladser er besat med grønlandsksprogede, kan man gennemføre det sproglige krav.

I den grønlandske debat om det politiske og samfundsmæssige system tager man afstand fra Danmark og siger, man skal gå sine egne veje. Hvorfor sammenligner man så med det danske folketing? - Er det fordi, der her er noget, som kan bruges mod dansk-sprogede?

Men vi kan ikke sammenligne med Danmark på dette område og konkludere, at fordi man kun taler dansk i Folketinget, skal vi også kun tale grønlandsk i Landstinget. Vi står i to forskellige historiske og demografiske situationer.

Det er ikke klogt at udelukke den uddannede befolkningsgruppe, fordi man ikke har uddannet nok grønlandsk-sprogede. Det er selvfølgelig politisk populært og giver stemmer, samtidig fjerner man fokus fra de virkelige problemer. Men man prøver at springe over hvor gærdet er lavest og snyder sig selv på længere sigt.

Uddannelse er afgørende for dette lands fremtid. Når målet er øget selvstændighed og uafhængighed af Danmark er uddannelse vigtigere, end om der er en enkelt dansktalende i landstinget.

Nu må landets politikere koncentrere sig om de væsentlige ting, i stedet for at sende Grønland ud på en rutchetur på tredje klasse, som stopper udviklingen.

Stop den ødelæggende sprogdebat.