- Jeg er grønlænder

Jeg er grønlænder, og hverken en mere eller mindre »rigtig« grønlænder end ham/hende, som kun taler grønlandsk!!

Fredag d. 26. november 1999
Lissi Rasmussen
Emnekreds: Etik, Politik, Sprog.

Må en af de såkaldte "rodløse og identitetsløse dansksprogede grønlændere" blande sig i debatten!?! Selv om at jeg hverken føler mig rodløs eller identitetsløs.

Jeg har haft disse følelser, men det var i slutningen af 70’erne og frem til sidst i 80’erne. Dengang hørte man ofte sætninger som "Rejs hjem til Danmark, din dumme dansker".

Forhåbentlig er vi ikke på vej tilbage til en tid, hvor sådanne udtalelser ikke er sjældne. Men uanset om vi er eller ej, så er virkeligheden, at jeg har ret til at føle mig hjemme her.

Jeg er grønlænder, og hverken en mere eller mindre "rigtig" grønlænder end ham/hende, som kun taler grønlandsk!!

Desværre har nogle af mine landsmænd åbenbart ikke samme opfattelse - ja, jeg tillader mig at kalde dem for landsmænd, selv om at jeg ikke taler grønlandsk.

Jeg kan forstå, at de mener, at såvel danskere som vi grønlændere, der ikke taler grønlandsk, ikke burde have lov til at tale dansk fra landets øverste og fornemste talerstol. Dette på trods af at vælgerne mener det modsatte, det kan man jo se ved, at de har valgt Anders Nilsson ind i Landstinget.

Hvad er det da for noget vrøvl???

Skal vi bare se bort fra demokratiet og vælgerne. Vi må da gå ud fra, at vælgerne, når de sætter deres kryds, har en fornemmelse af, hvad deres kandidat kan og ikke kan. Men sproget skal måske i sidste ende betyde, at vi skal udelukkes fra at stille op??