Sproget - igen, igen!

Det kupagtige forslag om, at sproget i Landstinget skal være grønlandsk, er for mig at se et led i en beslutningsproces hen imod etnisk favorisering.

Fredag d. 10. december 1999
Peter Brix Adsersen
Emnekreds: Kultur og samfund, Sprog.

Den aktuelle sprogdebat er vigtig, og mange skarpe synspunkter er velgørende, men en del indlæg er efter min smag alt for følelsesladede. Derved bliver debatten useriøs, og i stedet for at fastholde emnet bliver vinklen afsporet. Der fremsættes grundløse beskyldninger, fremmanes fjendebilleder, og i værste fald såres og krænkes læseren.

I debatten foretrækker jeg betegnelserne etniske grønlændere og etniske danskere, idet tilkaldte og hjemmehørende i min bevidsthed er begreber fra G-60 politikken med umiskendelige mindelser om udtjente begreber som fødestedskriterium.

Næsten alle etniske grønlændere har grønlandsk som deres modersmål, og danskere dansk.

Den uvante landstingskoalition mellem Olga Poulsen og Otto Steenholdt gjorde fælles sag om udelukkende at tillade det grønlandske sprog i landets parlament, hvilket udløste at lederskribenten i denne avis tabte hovedet og fik afsporet debatten.

Mange etniske grønlændere har med rette følt sig såret af den udskældte leder.

Det var da mere perspektivrigt, at arbejde på at de tre officielle sprog i kongeriget kan benyttes i Folketinget, som jo i realiteten burde hedde Rigsdagen.

Det væsentlige spørgsmål er vel om Grønland skal være en etnisk ren eller blandet kultur - et rent grønlandsksproget eller blandet grønlandsk/dansk samfund.

Det kupagtige forslag om, at sproget i Landstinget skal være grønlandsk, er for mig at se et led i en beslutningsproces hen imod etnisk favorisering.

En troværdig beslutning herom skal tages ud fra en nøje afvejning af fordele og ulemper ved at ændre på de aktuelle forhold. En beslutning om favorisering af det grønlandske sprog bør være efterfulgt af en langsigtet handlingsplan for afviklingen af det danske sprog.

I min enfoldige bevidsthed er det imidlertid ikke et spørgsmål om enten/eller, som man ofte får indtryk af, men ville være mere nyttigt at tænke både/og.

At fastholde stereotype forestillinger om modsætninger nu 20 år efter hjemmestyrets indførelse er patetisk. Det er min påstand, at man ikke kan fastholde det moderne velfærdssamfund i Grønland udelukkende med etnisk grønlandsk arbejdskraft.

I så fald må hjemmestyret hjemkalde veluddannede etniske grønlændere fra Danmark og udlandet, hvis man ønsker at undgå fremmed arbejdskraft.

Det til stadighed udækkede behov for højt uddannet arbejdskraft i blandt andet hjemmestyret bevirker, at de færreste ansatte i centraladministrationen nøjes med en arbejdsuge på 40 timer. Mange af disse ansatte er fremmed arbejdskraft, som utvivlsomt gerne vil og kan lære det grønlandske sprog.

Men oveni 50-60 timers arbejdsuge er der imidlertid ikke mange, der har overskud til at tilbringe et par aftentimer ved et skolebord oversmurt med leverpostej for at tilegne sig sit 3. eller 4. fremmedsprog.

Der er dog en lille tapper skare, der uge efter uge kæmper en ulige kamp med den grønlandske grammatik.

Immigrantarbejdere fra Sydeuropa, som har taget fast ophold i landet, og flygtningefamilier fra mellemøstlige lande, har kastet mange danskere ud i svære kvaler om, hvordan den danske kultur og det danske sprog skal overleve den muslimske invasion.

Mogens Glistrup har netop forsøgt et hjertegribende comeback, hvor hans paranoia løb af med ham, og han overspillede sin demagogiske rolle. Hans politiske rivalinde, Pia Kjærsgaard, har forstået at anlægge en mere folkelig og stueren stil, hvilket har tvunget hele den politiske scene ud i en politisk øvelse, som reelt handler om at redefinere Danmark fra et monokulturelt, etnisk rent og lurmærket smørhul til en - heutzutage - etnisk, sprogligt og kulturelt blandet stat i Den europæiske Union.

Mange danskere vil gerne have alle de åbenlyse fordele ved de åbne grænser og et frit marked, men frygter for fremmed indflydelse og tab af egne værdier.

Hvordan forholder det sig her i Grønland?

Tør etniske grønlændere fortsat pleje daglig omgang sprogligt og kulturelt med etniske danskere eller andre skandinaviske og nordamerikanske folkeslag?

Hvis man har vished om sit eget kulturelle, etniske og sproglige ståsted, så har man vel ikke så meget at frygte, skulle jeg mene.