Selvstyre: Gå-på-mod

Det er ikke sjovt at blive hånet og kaldt en »dårlig grønlænder«, når man kommer hjem efter en årrække i det fremmede, og man ellers er fuld af lyst til at slå sig ned her og gøre noget for sit land

Tirsdag d. 9. maj 2000
Finn Lynge
Emnekreds: Rigsfællesskab og selvstyre, Sprog, Uddannelse.

FÆRØERNE VÆKKER en del opmærksomhed disse tider. Det kan nok give anledning til et par betragtninger. På Færøerne er der procentvis flere studenter end i Danmark. Det betyder, at for færingerne er der stort set kun bloktilskudsproblematikken tilbage at slås med i deres bestræbelser for national suverænitet. De kan selv besætte alle nøgleposter i deres samfund, der som bekendt er af samme størrelse som vort. Det er ikke mange færøske studerende med relevante uddannelser, som bliver i Danmark efter vel beståede eksaminer. De vil hjem og bygge deres land op. ønsket om selv at overtage alle de væsentligste institutionsposter og offentlige tillidshverv i landet er helt forståeligt. Sådan må det være.

For vort eget vedkommende gælder det, at mange af vore unge bliver i Danmark efter endt uddannelse. Der tales om hele 40 procent. En del af problemet er, efter hvad man hører, at der er mange, som helt naturligt mister noget af deres grønlandske sprogfærdighed under uddannelse på fremmed jord, og som så bliver mobbet af snæversynede mennesker, når de kommer hjem. Det er ikke sjovt at blive hånet og kaldt en "dårlig grønlænder", når man kommer hjem efter en årrække i det fremmede, og man ellers er fuld af lyst til at slå sig ned her og gøre noget for sit land. Det jager mange dygtige, unge mennesker væk, som samfundet ellers har postet store penge i at få uddannet ordentligt.

Samtidig med denne meget uhensigtsmæssige adfærd gælder det, at der i disse år er flere og flere grønlandske uddannelsessøgende, som falder fra, inden de overhovedet bliver færdige.

Det er indlysende, at vi her står med en helt uholdbar situation.

I ET SELVHJULPENT og selvformående Grønland, er der brug for mange, mange højtuddannede og velkvalificerede grønlændere. Behovet for et fagligt højt niveau kræves på alle niveauer. Vi vil jo ikke have et discount-samfund. Og i øvrigt kan det moderne Grønland slet ikke fungere med nedsatte krav til uddannelse og kvalifikationer. Vores piloter og flymekanikere skal være lige dygtige som alle andre, for flysikkerheden vil vi ikke give afkald på, og i et selvhjulpent Grønland er der brug for rigtig mange grønlandske piloter og flymekanikere. Lad det i øvrigt været sagt, at her er et område, hvor det er tydeligt for enhver, at det går den rigtige vej. Vores elværksfolk skal være lige så gode til det hele som i vore nabolande, ellers er der jo slet ingenting, der fungerer. Vores skolelærere skal være mindst lige så gode som deres kolleger ude omkring, for der er flere og flere, der gerne vil se en to eller tresproget grønlandsk ungdom. Børneskolen er grundlaget for det alt sammen. Uden en rigtig god folkeskole vil børnene simpelthen ikke lære nok til at kunne klare de videregående uddannelser senere hen. Og vi skal jo have mange grønlandske ingeniører, arkitekter, læger, tandlæger, sygeplejersker, søofficerer, økonomer, entreprenører, speditører, købmænd, tele- og IT-folk og med flere. Selvstyre drejer sig om at gøre det unødvendigt at skulle tilkalde alle mulige eksperter udefra. Uagut nammineq!

DET KAN alt sammen lyde meget uoverkommeligt. Men lad os nu minde os selv om, at det faktisk er gået den rigtige vej i løbet af de 21 års hjemmestyre. Der er uddannelsessektorer, som fungerer godt. Vi må ikke glemme, at i 1979 var 18 procent af befolkningen i Grønland danskere. Nu ligger det på omkring 12-13 procent. Det er stadigvæk for meget, vil nogen sige sige. Sandt nok. Det er ikke godt for et folks selvfølelse at skulle blive ved med at importere arbejdskraft udefra til lige netop de højere stillinger i samfundet. Derfor drejer selvstyre sig først og fremmest om, at landets egne kvalificerer sig til de mange forskellige jobs, der er i et samfund.

Det betyder mange flere grønlændere ind i de videregående uddannelser. Det betyder gå-på-mod og udholdenhed i gymnasierne. Det drejer sig simpelthen om at være myreflittig. Og det aller vigtigste er, at det hele bygger på en virkelig god folkeskole. Uden en rigtig god folkeskole bliver der ikke rig(ig noget gå-på-mod i de mange uddannelser, der skal til. Sådan er det jo.

Det forlyder, at lærermanglen er stor, og at den grønlandske folkeskole for tiden må operere med en hel masse timelærere, folk, der slet ingen baggrund har, hverken fagligt eller pædagogisk. Personligt har jeg stor respekt for folkeskolens timelærere. Det er mennesker, der udmærket kender deres begrænsninger, men som alligevel gerne vil give en hånd med for at hjælpe skolen ud af nogle store problemer. Det skal de have tak for. Ikke desto mindre må nogen jo sige, at denne situation selvfølgelig er fuldstændig uacceptabel. Det kommer til at betyde det visse skibbrud for mange unge menneskers videregående uddannelser om en halv snes år, også selvom de er udmærket begavede og normalt sagtens ville have kunnet klare det. HØR DET! Når den tid kommer, bør den situation ikke komme som nogen overraskelse!

VI GÅR HÅRDE tider i møde, og visionerne om et selvstyre for Grønland vil kræve en helt ekstraordinær indsat, selvdisciplin og viljestyrke af de unge mennesker.

Dette at styre sig selv er ikke noget, man får forærende, fordi man gerne vil have det. Det er noget, man gør, når man har kvalificeret sig til det.

Der er nok mange, der ligesom jeg har fulgt vintersportsmesterskaberne i påsken, og som har glædet sig over i sit fjernsyn at kunne følge de unge menneskers kraftanstrengelser, præstationer og herlige humør. Kan vi ikke lede noget af al den festlige energi over i den uddannelse og selvkvalificering, som det grønlandske folk nu venter på?