Undervisning af børn, der ikke har grønlandsk som modersmål

Sådan som jeg forstår forældregruppens udmeldinger, er der jo ikke væsentlige forskelle mellem deres opfattelse og den førte politik. De synes tilsyneladende også, at eleverne så vidt muligt skal lære de tre sprog, der undervises i, i folkeskolen

Fredag d. 2. juni 2000
Lise Lennert
Emnekreds: Politik, Sprog, Uddannelse.

Indholdsfortegnelse:
Ret til undervisning i sprog
Indtil 1990 to-delt skole
Integrationsskolen fra 1994
Modtageklasser
"Særlige hold"
Andre flersprogede samfund
Skal kunne klare sig i uddannelse
Andre sprog
Danske lærere er fortsat nødvendige
Skolen er blevet bedre
Men der skal stadig ske en forbedring
Arbejdsgiverens forpligtelse
Uacceptabelt


I Nuuk ugeavis den 17. maj og igen i Sermitsiaq nr. 20 den19 maj giver en forældregruppe i Nuuk på forskellig vis udtryk for utilfredshed med folkeskolens undervisning - især sprogundervisningen. De pågældende beklager sig over ikke at have fået klar besked om undervisningen af deres børn, og deres synspunkter og påstande bærer da også præg af en manglende kendskab til lovgivningen og intentionerne hermed samt situationen i folkeskolen i almindelighed. Det er forståeligt nok, at usikkerhed omkring, hvad der foregår i ens børns skole, skaber bekymring blandt forældre, og jeg mener derfor, at det er på sin plads, at jeg her knytter nogle kommentarer til indlæggene. Det er jo vigtigt, at den løbende debat om folkeskolen baseres på de reelle kendsgerninger, og ikke på misforståelser og myter.

Først vil jeg gerne slå fast, hvad de uddannelsespolitiske intentioner med folkeskolens sprogundervisning er og give et rids af den udvikling, der har ført frem til den nuværende ordning.

Ret til undervisning i sprog
Det centrale begreb i sprogpolitikken har været - og er vedvarende - elevernes ret til undervisning i de sprog, de har behov for at beherske for at kunne fungere i uddannelsessystemet, i erhvervslivet og i samfundslivet i øvrigt.

Siden Hjemmestyrets indførelse har det været fastlagt i lovgivningen, at undervisningssproget i den grønlandske folkeskole er grønlandsk, men at dansk tillige kan være undervisningssproget i det omfang lærerkræfterne, undervisningsmidlerne eller hensynet til den enkelte elev gør det nødvendigt.

Der har altså hele tiden været en intention om i nødvendigt omfang at sikre de to sproggrupper undervisning på deres modersmål, og da begge sprog desuden er obligatoriske fag med et relativt højt timetal, har begge grupper også hele tiden været sikret undervisning i deres modersmål.

Indtil 1990 to-delt skole
De første 10 år af den hjemmestyrede skole, udmøntede sprogpolitikken sig i, at grønlandsksprogede elever blev undervist i klasser, hvor undervisningssproget i den udstrækning lærerkræfterne tillod det var grønlandsk, og hvor der blev givet en omfattende undervisning i dansk som 1. fremmedsprog.

Tilsvarende blev dansksprogede elever undervist samlet i klasser, hvor undervisningssproget var dansk, og hvor de fik omfattende undervisning i dansk. Desuden var det også hensigten, at de dansksprogede elever skulle undervises i grønlandsk som 1. fremmedsprog, men dette blev dog i praksis ikke gennemført i den ønskede udstrækning - især på grund af manglen på grønlandsksprogede undervisere.

Engelsk figurerede i folkeskoleforordningen fra 1979 som et tilvalgsfag.

Integrationsskolen fra 1994
Med forordningsændringen af 1990 afskaffedes begrebet dansksprogede klasser. Hensigten var, at dansksprogede elever skulle integreres i de grønlandsksprogede 1dasser. Ordningen blev først iværksat i 1994 gældende for 1. klasserne dette år. Grunden til, at man valgte en langsom og gradvis opstart, var, at skolerne skulle have tid til at forberede sig på den nye form, og i de fleste kommuner etableredes da også overgangsordninger af forskellig slags i tiden mellem 1991 og 1994.

Dette var ikke tilfældet i Nuuk, men til gengæld bestod forberedelserne her blandt andet i etableringen af forsøgsklasser på frivillig basis.

Integrationen indebar en styrkelse af det grønlandske sprog, idet man ville sikre de ikke-grønlandsksprogede elever muligheder for at lære landets sprog, og dermed mulighed for at kunne deltage på lige fod med andre i alle sider af samfundslivet.

Men integrationen indebar ikke, som det tit fejlagtigt er blevet påstået, en tilsvarende nedprioritering af det danske sprog. Dansk skulle fortsat være et vigtigt 1. fremmedsprog for de grønlandsksprogede elever, og de dansksprogede elever skulle have særligt tilrettelagt undervisning i dansk. Desuden fik de dansksprogede elever, der havde behov herfor, særligt tilrettelagt undervisning i grønlandsk.

De dansksprogede elevers særlige sproglige rettigheder og behov blev således sikret gennem denne særlige støtte.

Endelig blev engelsk med 1990-forordningen gjort obligatorisk på 7. - 9. klassetrin og på udvidet linie i 10. og 11. klasse. Dette skete ikke mindst i erkendelsen af det stigende behov for engelskkundskaber i uddannelserne.

Modtageklasser
I 1995 ændredes på administrativt plan bestemmelserne om ikke-grønlandsksprogede elevers særlige undervisning, idet der ved en revision af den pågældende bekendtgørelse blev skabt mulighed for at oprette såkaldte modtageklasser for disse elever. Modtageklasserne var ikke tænkt som noget principielt brud med den hidtidige sprogpolitik.

Det var stadig hensigten, at eleverne, så snart de var sprogligt parate hertil, skulle overføres til en normalklasse.

I praksis blev ordningen, der kun blev aktuel i Nuuk, dog administreret som en genindførsel af de danske klasser, blandt andet således at fuldt dobbeltsprogede elever - helt imod hensigten - også blev indskrevet i modtageklasser.

Som bekendt er der nu udarbejdet en ny bekendtgørelse om undervisningen af ikke-grønlandsksprogede elever. Baggrunden for udsendelsen af denne er ændringerne i styrelsesbestemmelserne for folkeskolen fra 1997. Den centrale detailstyring blev nu afløst af mål- og rammestyring, således at de enkelte kommuner og skoler med deres skolebestyrelser skal have meget videre beslutningsret om organiseringen af undervisningen.

Der er da heller ikke sket nogle principielle ændringer med hensyn til undervisningen af ikke-grønlandsksprogede elever. Derimod har Landsstyret gennem formuleringen af reglerne ønsket at præcisere, hvad målet med undervisningen er.

"Særlige hold"
Således er begrebet modtageklasser blevet afskaffet og erstattet med "særlige hold". Dette er for at tydeliggøre, hvad hensigten er med at undervise elever, der er helt uden forudsætninger i det grønlandske sprog, i særlige grupper. Den er, hvad den hele tiden har været, nemlig gradvis at integrere disse elever i normalklasser. Men muligheden for at danne hold med kun dansksprogede elever er fremdeles tilstede.

Sammenfattende kan det altså siges, at sprogpolitikken fortsat er den, at alle elever uanset deres sproglige baggrund, skal gives de nødvendige muligheder for at lære de tre sprog, grønlandsk, dansk og engelsk på et så højt niveau, så de kan leve op til de krav, som virkeligheden stiller til dem, og på lige fod med andre udnytte de muligheder, som tilværelsen byder dem.

Formålene med undervisningen i de tre sprog er i princippet det samme for alle elever, men det er naturligvis klart, at de fleste alt andet lige vil klare sig bedst på det, der er deres modersmål.

Andre flersprogede samfund
Dernæst vil jeg gerne kommentere nogle af udtalelserne fra forældregruppen.

Et sted spørges der om, hvad man gør i andre flersprogede samfund, og hertil kan svares, at normalt gør man i store træk det samme som her i landet - altså så vidt muligt at integrere sproglig minoritetselever i skolens almindelige undervisning, med forskellige former for støtte i landets hovedsprog og elevernes modersmål.

Til påstandene om, at integrationen er et udtryk for - som det hedder - at man er bange for, at børnene skal lære dansk, og drømmer om en verden, hvor der kun tales grønlandsk, er der egentlig blot at sige, at dette er - som det skulle være klart af det foregående - ikke sandt.

Som sagt repræsenterer integrationen en styrkelse af undervisningen i grønlandsk for de elever, som ikke behersker sproget fra skolestart, og udgør på ingen måde en nedprioritering af det danske eller andre sprog.

Skal kunne klare sig i uddannelse
Hvis der er noget, der i dag bekymrer ansvarlige politikere, skolefolk, forældre og eleverne selv, så er det, om eleverne lærer dansk og fremmedsprog på et niveau, der er så højt, at de kan klare sig i uddannelserne og som borgere i verdenssamfundet. At det er målet var også en entydig udmelding fra uddannelseskonferencen i september 1999.

Forældregruppen foreslår, at sprogundervisningen tilpasses elevernes niveau, således at grønlandsksprogede elever gives grønlandskundervisning på modersmålsniveau og danskundervisning på fremmedsprogsniveau, dobbeltsprogede elever gives modersmålsundervisning i begge sprog og fastboende dansksprogede elever undervises i dansk på modersmålsniveau og i grønlandsk som fremmedsprog. Målet skal så være, at disse grupper kan undervises sammen efter 5. klasse.

Så vidt jeg kan se, er dette lige præcis, hvad der reelt lægges op til i sprogundervisningen i folkeskolen, og de eksisterende meget brede bestemmelser for undervisningen giver kommunerne og den enkelte skole de bedste muligheder for at tilrettelægge en undervisning, der dækker de lokale behov i opfyldelsen af målene.

I samme forbindelse anføres det, at elever, der kun opholder sig kort tid i Grønland, skal have mulighed for at slippe for undervisning i grønlandsk. Det er naturligvis et synspunkt, men for det første er det jo ikke altid klart for de tilkaldte selv, hvor lang tid de egentlig vil blive, og for det andet tror jeg da, at det ikke vil være til skade, men snarere til glæde for denne gruppe eksempelvis at blive undervist på et særligt hold og deltage i den grønlandskundervisning, som kammeraterne her modtager. Integrationen har jo ikke kun et sprogligt sigte, men indeholder også en social dimension.

Andre sprog
Det fremhæves desuden, at skolerne skal tænke på andre sprog end grønlandsk og dansk. Som nævnt har engelsk været obligatorisk siden 1990-forordningen, og i øvrigt er der i det igangværende reformarbejde overvejelser om en yderligere styrkelse af dette sprog, For så vidt angår de øvrige nævnte sprog - fransk, tysk og spansk - har det også været overvejet, om folkeskolens sprogfagkreds burde udvides, men her må man jo også tænke på, at der er grænser for, hvor meget sprog eleverne i folkeskolen kan nå at lære. Der skulle jo også gerne være plads til andre fag.

Danske lærere er fortsat nødvendige
I forbindelse med integrationen bemærker forældregruppen sig, at undervisningen så vidt muligt skal foregå på grønlandsk, og mener, at dette betyder, at man ikke længere kan bruge danske lærere. Nu kan det vist ikke være nogen hemmelighed, at ønsket længe har været, at Grønland bliver selvforsynende med uddannede grønlandsksprogede lærere, hvilket vel er meget naturligt, når man ved, at over 80% af børnene ved skolestart er udelukkende grønlandsksprogede.

Men det har været særdeles vanskeligt at opfylde dette mål, som bliver mere og mere aktuelt, efterhånden som det faktisk bliver stadig vanskeligere at rekruttere det ønskede antal lærere fra Danmark. Under alle omstændigheder vil der i en årrække endnu være behov for at ansætte danske lærere - ikke mindst til varetagelsen af danskundervisningen, og når den dag kommer, hvor der er nok grønlandske lærere, er der vel ikke noget forkert i at begrænse ansættelsen af danske lærere til særlige opgaver som fx undervisningen af dansksprogede elever og undervisning i dansk som fremmedsprog.

Forældregruppens kritik er i vidt omfang direkte rettet mod Nuuks skolevæsen, og det tilkommer ikke mig at svare på denne, selvom jeg da nok synes, at det er meget hårde domme, der bliver afsagt.


Landsstyrets Politisk-Økonomiske Beretning 2000 - Strukturpolitiske initiativer
Antallet af studerende på ungdomsuddannelserne i Grønland er faldet.
I 1991 tog 67 pct. en ungdomsuddannelse, mens denne andel var faldet til 62 pct. i 1997.

Frafaldet blandt de studerende på ungdoms- og kompetencegivende uddannelser er et stort problem ...

På GU ligger den samlede frafaldsprocent omkring 10 til 15 pct. På de faglige grunduddannelser er tallet mellem 40 og 50 pct. Den samlede frafaldsprocent for de studerende på mellemuddannelserne er 40 pct., mens frafaldet på de videregående uddannelser er meget varierende.

Samtidig er antallet af fuldførte kompetencegivende erhvervsuddannelser faldet fra 654 personer i 1994 til 452 personer i 1997 ...

Det er kun på GU, at der er en stigende tendens til at gennemføre en studie forberedende eksamen, mens tendensen på de faglige- og mellemuddannelserne er faldende.

Det største fald i gennemførelsen af uddannelser er sket inden for faglige grunduddannelser. Især Jern & Metal, Bygge & Anlæg og Handel & kontor har haft en stor tilbagegang. I 1988 gennemførte 274 elever en uddannelse inden for de tre områder, medens i 1997 var tallet faldet til 114, hvilket er en tilbagegang på 59 pct.

Konsekvensen er, at antallet af personer der årligt afbryder en kompetencegivende erhvervsuddannelse i 1997 for første gang var højere end antallet af personer, der fuldførte en kompetencegivende erhvervsuddannelse i samme periode.

Det må vurderes, at en af årsagerne til det store frafald på de kompetencegivende uddannelser er manglende faglige forudsætninger ved uddannelsesforløbets start. Det er derfor Landsstyrets målsætning, at styrke det generelle uddannelsesniveau i folkeskolen og ungdomsuddannelserne, hvilket forventes at løfte de unges faglige kundskaber til et niveau, der i højere grad sætter dem i stand til at gennemføre en kompetencegivende erhvervsuddannelse.


Skolen er blevet bedre
Men gruppens udtalelser indeholder også en mere generel kritik.

Generelt kritiseres blandt andet niveauet i danskundervisningen, manglende kursus for lærerne, lærernes manglende fremmøde, mangelfulde undervisningsmaterialer til sprogfagene, og det hævdes, at folkeskolen i de sidste syv år er blevet dårligere og dårligere.

Som den øverste ansvarlige for folkeskolen, skal jeg være den sidste til at hævde, at der ikke er behov for kvalitetsudvikling i folkeskolen.

Det er derfor, at der nu er igangsat et stort og tilbundsgående revisionsarbejde af indholdet i folkeskolens undervisning, lærer- og lederuddannelse mv., og som en del af optakten til dette arbejde er der udarbejdet en statusrapport, hvori der åbent gøres rede for de mange områder, hvor der er behov for forbedringer.

Men påstanden om, at folkeskolen ligefrem skulle være blevet dårligere igennem de sidste syv år, er ganske enkelt ikke sand. Eksempelvis har der siden 1993 med indførelsen af de obligatoriske prøver været en kraftig stigning i antallet af elever, der aflægger prøve på udvidet niveau og det efter 11. klasse, hvor det før 1998 var ganske få efter 12. - 13. klasse. Hertil kommer en øget tilgang af grønlandsksprogede elever til bl.a. GU.

Men der skal stadig ske en forbedring
Generelt er resultaterne på udvidet niveau tilfredsstillende, mens det ganske rigtigt kniber noget på alment niveau. Det er man meget opmærksom på, og der er nu fokus på dette i Atuarfitsialaq. At der samlet set skulle være tale om en direkte forværring - er der altså intet, der tyder på. Vi ved da også, at man i ungdomsuddannelserne - eksempelvis GU - taler om forbedringer i indgangsniveauet. Det vil nok være det mest rimelige at sige, at det står ikke dårligere til i skolen end før - men at der stadig skal ske en udvikling med henblik på en bedre skole.

For så vidt angår problemet med at tiltrække tilkaldt arbejdskraft, ved jeg jo ikke, hvad det er for konkrete problemer virksomhedslederne har været ude for i denne sammenhæng.

Arbejdsgiverens forpligtelse
Men jeg undrer mig, når det hævdes, at nye medarbejdere fra Danmark først bliver informeret om skoleforholdene, når de kommer til landet. For det må vel være arbejdsgivernes forpligtelse at sætte sig grundigt ind i forholdene og informere ansøgerne, ligesom man må forvente, at forældrene, forinden de beslutter sig til at tage til Grønland, har søgt oplysninger om skoleforhold i den kommune, hvor de skal bo.

Uacceptabelt
Som en sidste kommentar til avisartiklernes indhold skal jeg udtrykke min bestyrtelse over de hændelser i integrerede klasser, som refereres, hvor elever har måttet tisse i bukserne, fordi de ikke kunne udtrykke sig på grønlandsk, eller er blevet skældt ud for ikke at kunne sproget.

Sådanne hændelser er naturligvis helt uacceptable, og har selv sagt intet med integrationen at gøre - tværtimod. Det forventes naturligvis, at underviserne i de integrerede klasser benytter sig af dansk i fornødent omfang over for de dansksprogede elever.

Direktoratet er på intet tidspunkt blevet gjort bekendt med disse forhold, og agter at undersøge sagen, men forventer naturligvis, at skolens leder og eventuelt den kommunale skoleforvaltning har sørget for den nødvendige påtale over for de ansvarlige.

Afslutningsvis vil jeg gerne udtrykke ønsket om, at denne debat fortsætter på et sagligt grundlag. Sådan som jeg forstår forældregruppens udmeldinger, er der jo ikke væsentlige forskelle mellem deres opfattelse og den førte politik. De synes tilsyneladende også, at eleverne så vidt muligt skal lære de tre sprog, der undervises i, i folkeskolen. Det er altså måske ikke så meget, hvad vi skal gøre, som hvordan vi gør det, vi skal diskutere, og det der nu er vigtigt, er at alle parter medvirker til at udvikle en skole, der virkelig kan indfri de forventninger, der er til den.