Grønlandsk fattigdom

Hvis Jens Lyberth og hans slæng får deres vilje, vil Grønland blive et lille sørgeligt land, der ikke kan finde ud af noget som helst. Men i vores fattigdom vil det måske varme nogle, at det trods alt er grønlandsk fattigdom!

Fredag d. 23. februar 2001
M. Nielsen
Emnekreds: Etik, Grønlands historie, Oprindelige folk, Politik, Rigsfællesskab og selvstyre, Sprog.

Det er efterhånden blevet ret trættende at høre på visse personers tåbelige udtalelser om Grønlands selvstændighed og Grønlands fremtid generelt. Så her er min mening om nogle af de ting der debatteres for tiden.

Grønlands selvstændighed
Jens Lyberth og Jess G. Berthelsen har i lang tid tudet vore ører fulde af deres smukke visioner om et stærkt og uafhængigt Grønland.

Men jeg har svært ved at se på hvilket grundlag, vi kan opnå økonomisk uafhængighed, jeg har på fornemmelsen af, at man tager det for givet, at vi kan leve af minedrift.

Men hvad nu hvis der ikke er nok guld eller olie til at vi kan leve af det? Hvad gør vi så?

Vi kan ikke stole på fiskeriet, der er simpelthen for mange problemer forbundet med det.

(Og mange af disse problemer har slet intet med bestanden af fisk at gøre, men udspringer direkte af elendig styring af området).

Hvis bloktilskuddet bortfalder har vi absolut intet at leve af.

Og hvorfor skulle Danmark blive ved med at smide en kvart million kroner i nakken på hver grønlandsk familie, hvis vi intet har med Danmark at gøre længere? Med mindre vi er heldige at finde enorme mængder af guld eller olie og får rettet op på den elendige økonomi; ja så kan vi slet ikke opnå selvstændighed. Og her forudsættes det, at vores uduelige politikere ikke går hen og formøbler hele olieformuen på et andet absurd projekt, som vi har set så mange af her i landet.

Grønlands identitet
Jeg er dybt rystet over den populistiske og smålige tankegang, der præger debatten i dag.

Der råbes ustandselig op om "grønlandisering", og at alting skal ske på såkaldte "grønlandske præmisser".

Hvad er disse ting? Hvad er det at være grønlænder?

Man tillægger det at være grønlænder en næsten guddommelig værdi, som om alting går i orden, bare det bliver gjort på en "grønlandsk" måde.

Men hvis man kigger på vore landsmænd, ja så får man det indtryk, at "grønlandske præmisser" er det, at ingen har ansvar for noget som helst.

"Sussa, jeg gider ikke arbejde, de andre klarer det for mig". Det er den holdning utroligt mange grønlændere har.

Så "grønlandisering" må da være at alting bliver syltet, at alle går hjem fra arbejde, når der er fodboldkamp i fjerneren, at ingen kommer på arbejde efter lønudbetaling.

Samtidig med at man vrøvler om grønlandisering, så skyder man skylden for alle vore problemer på de stygge kolonialister. I sin iver efter at finde syndebukken for alskens onde ting, så glemmer man at gøre noget ved problemerne selv.

Nu vil jeg ikke sige, at vi grønlændere er dumme, for det er vi egentlig ikke. Grønlændere er bare generelt meget umodne. Vi har altid været vant til, at tingene bliver klaret for os. Men det er sgu ingen undskyldning!

De fleste grønlændere kan ikke bære selv det mindste ansvar, og hvordan fanden skal dette land blive selvstændigt, når ingen kan finde ud af at tage et ansvar? Denne ansvarsløshed gennemsyrer alt i Grønland.

Lige fra lejere, der ikke kan finde ud af at betale deres husleje til landets høje herrer, der jonglerer med enorme beløb, som ofte forsvinder. Dog uden at nogen bliver stillet til ansvar.

Uddannelse
Det er pludselig gået op for vore kære politikere, at vore børn har brug for en uddannelse for at landet skal kunne fungere bare nogenlunde. Enhver der har gået i den grønlandske folkeskole er sikkert enig med mig i, at mindst tre år af skolegangen er fuldstændig spildte. Hvor mange timer har vi ikke siddet og gloet video, eller hvor mange gange har vi ikke fået fri fra skole fordi der ikke var nok lærere?

Her lægger jeg ikke skylden på lærerne, jeg kender en masse fremragende lærere, der laver et enormt stykke arbejde uden nogen sinde at få tak.

Det er hele strukturen, det er galt med. Det er simpelt hen så surt at være lærer i Grønland af mange forskellige grunde, at vi ikke kan holde på dem. Og når der ikke umiddelbart kan skaffes nok lærere, ja så indsætter man bare nogle ufaglærte til at holde maskineriet gående.

Og så når børnene bliver store og ska1 videre i systemet, har de ikke lært en hylende fis. Niveauet på GU er så lavt, at det nærmest er en vittighed. Og det er politisk bestemt, at det er sådan.

Jeg blev dybt forbavset, da jeg stiftede bekendtskab med uddannelsessystemerne i nogle af Commonwealth-landene. På et stadie der svarer til 9-10. klasse her, er man i f.eks. Australien i fuld gang med matematik der svarer til matematik på højniveau i 3 G i Grønland.

Og autralske børn drøner direkte over på universitetet efter endt skolegang! Vi burde kunne gøre det lige så godt her i Grønland, men jeg tvivler på at det sker.

Jeg tror aldrig, at der vil være nogen, der har nosser nok til at gennemføre de enorme forandringer. Det kommer til at koste millioner i tilkaldt arbejdskraft og efteruddannelse af vore egne lærere.

Man vil hellere skabe en såkaldt grønlandsk skole, på grønlandske præmisser, kun for grønlændere. Måske er det også i orden, for hvis Jens Lyberth og hans slæng får deres vilje, vil Grønland blive et lille sørgeligt land, der ikke kan finde ud af noget som helst. Men i vores fattigdom vil det måske varme nogle, at det trods alt er grønlandsk fattigdom!