Var det nu også klogt sagt

Disse mennesker kan bare pakke kufferten og forsvinde! Her i landet må man affinde sig med forholdene, som de er! Hvis folk er utilfredse, må de tage andre steder hen, hvor deres behov bliver tilfredsstillet!

Fredag d. 1. juni 2001
Sermitsiaq
Emnekreds: Politik, Sprog, Uddannelse.

Forleden dag havde Radioavisen en historie om den internationale friskole i Nuuk. Skolen får nu et lovgrundlag at virke på, forsikrede landsstyremedlem Lise Lennert. Men der følger ikke penge med fra det offentlige, fremgik det af det fortræffelige indslag i den æterbårne avis.

Fortræffeligt, fordi det afslørede hulheden i landsstyremedlemmets argumentation og retorik.

Der er ikke råd; samfundets aktuelle økonomiske situation og videre i den dur lød forklaringen fra landsstyremedlemmet.

Hvor ynkeligt. Enhver ved, at landsstyret politisk er mod friskoletanken, og den holdning er naturligvis ganske legitim. Men det er politisk plat at skabe et lovgrundlag for noget, man ved er urealistisk at gennemføre, når der ikke følger penge med til projektet. Sig dog tingene, som de er, i stedet for dette lumre spil for galleriet.

Og det var lige, hvad IAs landstingsmedlem Olga Poulsen gjorde, da Radioavisen senere samme dag spurgte hende om samme sag. IA vil ikke have en friskole i Nuuk; vi kan simpelthen ikke lide ideen, fastslog Olga Poulsen, som for tiden har orlov fra tjansen som formand for Landstingets kultur- og undervisningsudvalg.

Det er ordentlig snak, der kan forstås. Spørgsmålet er, om det også er et klogt synspunkt, selv om det er et både forståeligt og rimeligt standpunkt, at folkeskoleprojektet Den Gode Skole, Atuarfitsialak, har brug for alle de midler, der kan skaffes.

Denne argumentation hægter Olga Poulsen nemlig behændigt sammen med den bekymring, mange danske - og grønlandske - forældre nærer for undervisningskvaliteten i folkeskolen - velsagtens den samme kreds, som står bag friskoleprojektet.

Disse mennesker kan bare pakke kufferten og forsvinde! Her i landet må man affinde sig med forholdene, som de er! Hvis folk er utilfredse, må de tage andre steder hen, hvor deres behov bliver tilfredsstillet!

Sådan lyder det så hjerteligt fra Olga Poulsen, og der er næppe tvivl om, at det er lige, hvad der sker. Veluddannet arbejdskraft fra Danmark og/eller andre lande forsvinder. Disse mennesker føler sig ikke velkomne. Alene af hensyn til deres børns skolegang søger de bort fra Grønland. Her er det ikke god tone at ytre sig om selv de mest åbenlyse problemer. Hold kæft eller forsvind!

Paradokset er, at jo længere tid, vi svigter børnene - danske børn og grønlandske børn, elitebørn eller ej jo længere tid er der brug for den tilkaldte arbejdskraft, som Olga Poulsen og andre forbander så indædt.

Så hvorfor ikke gi’ grønt lys for friskolen, der som bekendt er åben for alle børn. Måske det kunne være en banebryder for et mere harmonisk Grønland.