På den igen ...

Når forældre åbent fremlægger de problemer, der opleves omkring deres børns skolegang, så kan det kun undre mig dybt, at indlæggene ikke tages alvorligt. Det var ubehageligt at læse de efterfølgende indlæg fra Lise Lennert

Fredag d. 29. juni 2001
Bodil Hartwig-Hansen
Emnekreds: Politik, Sprog, Uddannelse.

Ind imellem dukker artikler op i avisen med personligt indhold præget af dybt interesse for emnet. Jeg vænner mig aldrig til tavsheden efter mange af disse artikler eller de ofte arrogante svar som følger. Svar, der viser en modvilje til med åbent sind at gå ind i problematikken og måske selv at indgå i en forandring.

Således føltes diskussionen omkring integration af dansksprogede elever, som kørte hen over vinteren. Når forældre åbent fremlægger de problemer, der opleves omkring deres børns skolegang, så kan det kun undre mig dybt, at indlæggene ikke tages alvorligt. Det var ubehageligt at læse de efterfølgende indlæg fra Lise Lennert. Men måske opnår hun lige det hun vil: At stoppe debatten og få troværdige mennesker til at fremstå som brokhoveder.

Det stopper i hvert tilfælde mange andre, og jeg, ja, jeg bruger mere end et halvt år på at komme igang. Og det på trods af, at jeg både har problematikken tæt inde på livet og derudover rent faktisk godt ved, at jeg har noget fagligt relevant at tilføje diskussionen.

Lise Lennert har igennem artiklerne vist, at hun ikke har observeret problemet i førsteklasserne. Hun viser, at hun som den øverst ansvarlige ikke mener, at det er nødvendigt at tage en almindelig forældre alvorligt, og at hun ikke mener, at hun selv bør tilse sine politiske tiltag.

Problematikken er speciel for Nuuk, og faktisk er den meget speciel også i større verdenssammenhæng. Men derfor kan erfaringer opbygget i andre lande godt bruges, og hvis vi derudover åbent og ærligt bruger vores samlede erfaring, så vil vi hurtigt kunne nå langt.

Men vil vi ærligt stå ved, hvad det er der driver vores beslutninger, og ved vi, hvor vi vil hen med den valgte form for integration?

Der er så mange uafklarede følelser, og det blænder for indsigt.

Hvilke nøglepersoner har i det forløbne år sat sig og fulgt undervisningen?

Hvorfor tror alle, at blot fordi man har en personlig erfaring med at få undervisning i Grønland af en dansksproget lærer, så har man dermed også en faglig viden om undervisningsmetode?

Der er så meget god viden om sprogstimulation og indlæring af fremmedsprog. I andre lande har man i mange år haft stor viden om ny sprogindlæring til brug for et sprog på arbejdsniveau til noget der ligner modermålsniveau.

I Danmark har man de senere år opbygget en stor viden og praksis på dette område. Hvorfor er vi ikke engang gået igang med sokkerne endnu?

Her hvor konflikten mellem dansk og grønlandsk altid har været. Og her, hvor vi et eller andet sted godt ved, at sprog er magt og muligheder.

Myrna Lynge udtaler til danske aviser, at vi jo lige er begyndt, så ...

Ja hvad så? Hvornår holder vi op med at bruge børnene til forsøg?

Indimellem føles det som om, der er noget fra fortiden, der skal hævnes. Kommunalbestyrelsen er ude af trit med de danskere, der i disse år siger ja til arbejde i Grønland. Kommunalbestyrelsen er nødt til at gøre op med den myte, at danskere ikke vil integreres, og at protesterne på skoleområdet hænger sammen med, at danskere ikke vil have deres børn sammen med grønlandsksprogede børn. De danskere, der i disse år tager til Grønland er meget motiverede for at arbejde, lære og lade deres børn lære. For alle danskere i arbejde her har ingen arbejdsproblemer i Danmark.

Men det betyder samtidig, at kravene til oplevelsen er store. Og i aviserne er både annoncer og ordene store. Men varen skal også leveres. Især over for børnene. For disse forældre ved, at deres børn ikke har råd til at falde bagud, og de ved hvad børnene har krav på og brug for.

Der har været flere forsøg på sammenkøring af sproggrupper. Så mange, at det jo faktisk sagtens kan fylde en artikel for sig selv. Men har der nogensinde været lavet en reel evaluering af tiltagene?

Og hvor er de grupper, der følger den nuværende ordning? Rent praktisk er der da vist ikke nogen, der har mærket noget.

Det kunne ikke komme som en overraskelse for kommunalbestyrelsen, at den nuværende skoleordning skulle træde i kraft. Og de faggrupper der skulle udføre arbejdet er blevet ladt i stikken.

Men vi kan ikke tillade os at lade børnene i stikken. De har ingen valgmuligheder. Min yngste troede, at han var grønlænder, lige indtil han startede i skole. Han har følt sig sat langt udenfor, og han er ikke ligefrem sprunget til skole. Han har siddet langt flere timer, end jeg kan bære at tænke på, hvor han har følt, at alt det sjove og væsentlige er gået hen over hovedet på ham. Og hvor han har følt, at han ikke rigtig havde nogen ret til at være med.

Når jeg skriver dette, må man lige tage med i betragtning, at mine børn er født her, har fuldt daginstitutionsmiljøet fra små af og har en stor grønlandsksproget omgangskreds. De har blot været så uheldige at have en dansksproget mor, der tager dem med på videreuddannelse i Danmark. Men min yngste søns forudsætninger er trods alt væsentlig bedre end de fleste dansksprogede børn, og desværre skriver jeg også denne artikel på baggrund af personlige erfaringer.

Og desværre er min egen personlige oplevelse meget lig den jeg har observeret på andre skoler, i andre klasser. Der har været meget langt til den sproglige glæde, og jeg har set dansksprogede børn dukke sig for hårde kommentarer.

Bemærkninger som: Vi kan ikke oversætte alt. Eller for eksempel: Du må vente og se, hvad der sker. Dertil kommer et bredt udvalg af bemærkninger, der kører direkte på race og sprog.

Og så lille en støtte, som jeg har set, at børnene får både på det sprogligt faglige og sprogligt sociale, ja, så er det helt fair, at man stiller spørgsmålet om børnene ikke lider psykisk og socialt.

Vi skal altså have ryddet op med os selv, inden vi kører løs på børnene. Og det er vigtigt at få styr på de sproglige metoder i 1.klasse. Det er her, at det er meget let at få lagt et solidt fundament af grønlandsk. Men for at den faglige udvikling af praksis kan finde sted, er det nødvendigt, at fagfolkene har lysten til at gøre indsatsen og har hjertet med.