Skolen i en verden i stadig forandring!

Undervisningen i en integreret klasse vil gå ud over fagligheden. Og dog. Kun hvis den bliver udført som enkeltsproget undervisning og uden hensyntagen til kulturel og sproglig forskellighed. Ægte integreret undervisning er enten dobbeltsproget, opdelt i forskellige sproggrupper afhængig af valg af emner og undervisningsmetoder eller som en vekslen mellem sprogene på en afstemt måde

Tirsdag d. 14. august 2001
Kaali Olsen
Emnekreds: Love og konventioner, Politik, Rigsfællesskab og selvstyre, Sprog, Uddannelse.

Én af samfundets fornemste opgave er at udvikle en skole, der i kvalitet, organisering og indhold lever op til de krav, som det moderne Grønland kræver. Om børnene bor i by eller bygd, er hvide, gule, sorte eller brune, har de krav på at få en undervisning, som vil gøre dem i stand til at klare de udfordringer, som de vil møde i deres hverdag og senere voksentilværelse.

Verden omkring os udvikler sig og forandrer sig. Én af tendenserne i denne udvikling er kulturel og økonomisk globalisering og internationalisering. Vi bliver mere og mere mobile, både i fysisk, åndeligt og vidensmæssig forstand. Med ét klik er vi i Afrika eller på Hawaii, læser om sjældne mider i Australien eller undersøger vores drømmebåd på Internettet. Vi forandrer verden, og verden forandrer mange af vores skikke, forestillingsverdener og trosforestillinger.

Skolen kommer til at spille en vigtig rolle i denne verden. En verden, hvor store sandheder og enkle entydige løsninger til stadighed vil blive udfordret af videnskabens nye tildragelser og landvindinger. Hele vores værdigrundlag vil formentlig hele tiden blive bombarderet udefra, og med ungdommens søgen efter nye veje og tankemåder, vil vore tankers eksistensberettigelse blive afprøvet, udfordret og forkastet som utidssvarende og nytteløse. Den viden vi lærer vore børn i dag, vil i mange tilfælde være ligeså uanvendelig som skrivemaskinen er for PC-brugeren.

Vore børn skal i langt højere grad end os lære at begå sig i multikulturelle og multietniske sammenhænge. Selvom Pia Kærsgaard og visse andre af hendes fundamentalistiske åndsfæller her og i Danmark gerne så et rent og monokulturelt utopisamfund, (afspejlet i en etsproget raceadskilt skole) vil hendes/deres bedste gave til børnene være at gøre dem i stand til at omstille sig til en verden, der til stadighed vil kræve mere og mere kontakt mellem forskellige kulturer og racer.

Skolen skal derfor udvikles til at blive et sted, hvor man skal lære at lære. Eleverne skal lære, at sandheder kun er sandheder, så længe de er uimodsagt, og at kommunikation er et middel, som man kan erhverve sig på lige fod med at lære at surfe på internettet eller lære et krævende computerspil.

Vi behøver nemlig ikke at skræmme vores børn med de samme fobier, som vi selv har. Hvorfor skal vi fylde børnene med vores angst for de(t) nye, de(t) fremmede eller de(t) ukendte, når vi selv har valgt at bringe dem til en verden/land, som er anderledes end den, vi er vant til?

De voksnes angst for det fremmede
Hvor tit siger vi ikke i vores børns nærvær: "Jeg kan ikke lære sprog, jeg er så dårlig til matematik, det der med grønlandsk/dansk kan jeg bare ikke lære, jeg forstår ikke computere osv. osv." Ja, - vi voksne er tit så bange og angste for vor egen utilstrækkelighed, at vi end ikke tør at åbne os for nye horisonter og udfordringer.

Når vi bliver angste, vælger vi mange gange at tro, at faren er et andet sted end hos os selv. Det er de andre, der truer mig og min families tilværelse, det er skolen, der er noget i vejen med, det er integrationen, der er for dårlig osv. osv. Mange gange vælger vi denne strategi, ikke fordi vi er arrogante eller selvhævdende, men simpelthen fordi det er lettere at få angsten væk ved at legemliggøre den hos andre mennesker eller systemer.

I forbindelse med debatten om integration i folkeskolen er denne angst synlig på flere forskellige planer:
  • Undervisningen i en integreret klasse vil gå ud over fagligheden. Og dog. Kun hvis den bliver udført som enkeltsproget undervisning og uden hensyntagen til kulturel og sproglig forskellighed. Ægte integreret undervisning er enten dobbeltsproget, opdelt i forskellige sproggrupper afhængig af valg af emner og undervisningsmetoder eller som en vekslen mellem sprogene på en afstemt måde.
  • Mit barn vil komme bagud med stoffet. Måske på nogle områder ja, men får rigeligt tilbage på andre områder (som; at lære at udtale svære ord, få en forståelse for børn med en anden kulturbaggrund, komme helskindet hjem fra skolen under kraftig snestorm osv. osv.)
  • Mit barn vil ikke lære sit modersmål. Vrøvl. Når barnet starter i skole, har det som regel allerede erhvervet sig et meget veludviklet sprog. Meget af undervisningen vil alene i kraft af sprogfordelingen blandt lærerne være på dansk/grønlandsk. Danske børn vil få modersmålsundervisning.
  • Mit barn vil miste sin identitet som dansker/grønlænder. Vrøvl. Hvis du tror på dig selv og dit barns værd, vil det være en smal sag at bevare eller udvikle dets identitet.
  • Folkeskolen er bedre i Danmark. Det er en myte. I Danmark slås de også med integrationsproblemer, nedslidte skolebygninger, for mange elever i klassen, adfærdsproblemer blandt et stigende antal børn, problemer med kvalitet og utidssvarende indhold og undervisningsmetoder, lærermangel osv. osv.
  • Jeg har ingen indflydelse på undervisnings kvalitet. Nåå. Er du også én af dem, der overlader hele ansvaret til skolen. Vi har ret og pligt til, blandt andet gennem skolebestyrelserne i vores barns skole, at få indflydelse på indhold og organisering af undervisningen. Ellers har de fleste lærere, jeg har mødt, været utroligt åbne for gode råd og kritik - også når jeg møder dem i KNI.
  • Men er der ikke store problemer i folkeskolen? Jo masser - men de løses næppe ved at indføre så drastiske tiltag som i det "tidligere" Sydafrika. Alle befolkningsgrupper skal gerne leve sammen i harmoni og forståelse og helst uden, at det går ud over de enkelte elever. Men man kan selvfølgelig være uheldig og få en lærer, som ikke altid forbereder sig, som ikke er go´e til børn osv. osv. - også her i Grønland. Men fordelen er, at vort samfund er så lille. Vi kender de ansvarlige. Hvis ikke, skal vi nok komme til det. Vi har ret og pligt til at kræve, at de voksne, der skal undervise vores børn, selv skal undervises på de faglige- og personlige områder, hvor de selv er svage.
Når min ældste datter atter starter i skole på mandag, vil hun konstatere, at alle hendes dansktalende kammerater igen sider i et andet klasseværelse. Hvad skal jeg sige til hende, når hun spørger: hvorfor er der kun grønlandske børn i min klasse? Og hvorfor er der kun dansktalende børn i naboklassen? Og hvorfor er det kun lillesøster, der får mulighed for at lære dansk i den integrerede klasse?

Skal jeg svare hende ærligt og sige, at nogle (danske) forældre ikke ønsker, at deres børn skal undervises i hendes klasse? Skal jeg sige, at grønlænderne ikke ønsker hendes venner velkommen i hendes klasse? Skal jeg svare, at det er, fordi hun er grønlænder og de er danskere? Skal jeg sige at hendes venners forældre er angste? Skal jeg fortælle hende, at hun skal fortsætte i den enkeltsprogede klasse, fordi de voksne er bange for konsekvenserne af danske og grønlandske børns samvær?

Det bliver svært for mig at fortælle hende, at hendes klasse i sin tid blev ramt af en raceadskillelsespolitik, fordi nogle mennesker i Nuuk engang mente, at mennesker af forskellig herkomst nødvendigvis skulle skilles ad for, at andre i Nuuk kunne få en "bedre" undervisning.

Hvad skal jeg sige til hende, når hun begynder at savne muligheden for at lære det danske sprog gennem leg og meningsfuld samvær med de danske børn?

I vores hjem er alle nationaliteter velkomne og det ved vore børn! I vores hjem skal ingen udelukkes, fordi de har en anden farve eller kulturbaggrund. I vores hjem SKAL man forsøge, at lære mere end et sprog. Men hvorfor ikke også i min datters klasse?

Jeg vil ønske, at det ville være muligt, at vi kan byde danske og andre udenlandske børn velkommen i vores børns skoler og klasser, så de sammen kan udforske hinandens verdener, deres ligheder og forskelle og opdage at læring sker, når forskellige mennesker arbejder sammen om at nå et fælles mål. Jeg ville ønske, at vi voksne kunne enes om at give vores børn mulighed for at lære, at der er flere ligheder end forskelle blandt folk - og at forskelle er spændende og udviklende.