Charlotte Christensen, Else Olesen

Nivi Strunz

Torsdag d. 15. november 2001
Tina Olsvig Olsen
Emnekreds: Kultur og samfund, Politik, Sociale spørgsmål, Sprog.

Vi er fire piger, som har grønlandsk på B-niveau på gymnasiet i Aasiaat. Vi har alle dansk far, og vi vil fortælle om vores opfattelse af det grønlandske sprog og den grønlandske kultur. Da vi ikke kommer fra den samme by alle sammen, vil vores opfattelse variere en lille smule.

I vores barndom snakkede vi allesammen grønlandsk, logisk nok fordi vi gik i grønlandsk børnehave med andre grønlandske børn. På det tidspunkt var sproget ingen hindring for venskab, man kunne jo sagtens lege sammen alligevel. Ingen dårlige minder der.

Derefter gik vi i folkeskolen. Her skulle man deles op i danske og grønlandske klasser. Det var vores første møde med sprogforskellene. Og der gled man lige så stille fra sine grønlandske bekendtskaber. Man kunne stadig lege sammen de første par år, men så kom problemerne, da man ikke længere kunne kommunikere, samtidig med at kommunikation blev en væsentlig del af venskabet. Fordi man kom i dansk klasse, fik nye venner, troede ens gamle venner, at man havde glemt dem, dette var bare ikke tilfældet. Så der opstod misforståelser, og man blev uvenner.

Skellet mellem "grønlænder" og "dansker" blev bare større og større, jo længere man kom op i klasserne. Så man kan sige, at vi levede i to forskellige verdener på samme sted. Det har haft sine fordele og ulemper. Der var mere sammenhold i grupperne, fordi man blev stødt fra den anden gruppe, og det resulterede i, at man gradvist glemte grønlandsk, men også blev bedre til dansk. Vores forbedrede danskkundskaber gjorde, at vi havde lettere ved at forstå de tilkaldte lærere. Samtidig blev grønlandsk ikke særligt højt prioriteret i de danske klasser, fordi de fleste alligevel skulle rejse efter et par år. Vi fik de halvkasserede grønlandsklærere, som i de fleste tilfælde ikke holdt i mere end et år, p.gr.a. druk eller andre planer. Og det gik ud over os, som blev i Grønland.

Alt i alt er vi blevet stemplet hele vejen som nogle "qallunaajaqqat".

GU har været en positiv fornyelse. Lærerne holder debat om det grønlandsk/danske samfund, som vi lever i. Man er heller ikke så optaget af, om man er grønlænder, grønlandsk/dansk eller dansk. Her gælder det om hvilken by man kommer fra.

Vores niveau på grønlansk forhindrer os i at få visse, hvis ikke mange, uddannelser i Grønland. F. eks. hvis vi vil på journalistuddannelse, skal vi have grønlandsk på A-niveau, og hvis vi virkelig brænder for det, og vil alligevel, skal vi tage den i Danmark uden grønlandsk støtte, selvom vi har boet her hele livet. Vi spiser og lever grønlandsk, men kan ikke tage en videreuddannelse her. Vi bliver indirekte smidt til Danmark. Vi vil savne grønlandsk mad (specielt mattak) og vore familie, ligesom alle andre grønlændere, der studerer i Danmark.

Andre folk vil nok tænke: "Hvorfor lærer de ikke bare grønlandsk?". Men i et land hvor man har travlt med at grønlandisere, glemmer man tit dem, der kommer i klemme. Vi kan for eksempel ikke få ordentlige bøger, som passer til vores niveau, uden at det handler om: "Aviaaja flytter. Fra Qaqortoq til Uummannaq. Hun er ked af det". Men vi har, for at komme videre i den sproglige retning, brug for bøger med nuanceret sprog, som kan udfordre os, men ikke er for svært.

Vi skal snart afsted, vi glemmer måske vores grønlandsk, mens vi er på videreuddannelse, men det er sikkert, at vi vender tilbage. Vi kan ikke undvære Grønland. Kan det være rigtigt, at I heller ikke vil have tilkaldte fra Danmark end os?