Dansk er stadig adgang til uddannelse

Og netop fordi grønlandiseringspolitikken har som mål at skabe et grønlandsksproget Grønland, så kan man arbejde frem mod, at dansk forsvinder.

Fredag d. 22. marts 2002
Karen Langgård
Emnekreds: Kultur og samfund, Sprog, Uddannelse.

Som ansat på Institut for Grønlandsk på Ilisimatusarfik arbejder jeg med sprog og litteratur.

I begyndelsen af det 20. århundrede diskuterede grønlændere på grønlandsk, hvordan man skulle definere kalaaliussuseq, det at være grønlænder. I den forbindelse blev sproget sammen med fortælletraditionen og kærligheden til landet nævnt som de ting der kunne karakterisere en grønlænder. Men samtidigt ønskede folk som Jonathan Petersen og Mathias Storch øget kendskab til dansk som et middel til at få større viden og dermed skaffe sig bedre mulighed for at blive ansvarlige for Grønland.

Med nyordningen fulgte de barske erfaringer fra 1950’erne og videre frem. Den etniske og nationale bevidsthed skærpedes og politiseredes. Moses Olsen skabte symboler ud fra den gamle Inuit kulturs materielle side: kajak, umiak med videre. Man følte i de årtier, at det grønlandske sprog var truet. Sproget kom til at stå helt centralt som symbolbærende for kalaaliussuseq.

Hjemmestyret blev indført - og grønlandiseringsprocessen blev startet op. Nu et par årtier senere er det stadig svært at håndtere to-sprogs-situationen. Sprogkonferencen i Kangerlussuaq, planerne om Atuarfitsialak, den sprogpolitiske redegørelse fra december 2001, forskningen i tosprogethedssituationen her i Grønland, viser at politikere, forskere, borgere er opmærksomme på problemerne.

Men der, hvor det tit går galt i debatten, er i spørgsmålet om, hvordan man skal forholde sig til det danske sprog.

Det drejer sig selvfølgelig om politisk stillingtagen, men det ville måske afklare noget i den offentlige debat at søge at fastholde, at dansk optræder i to roller, og de to roller gælder det om at holde ude fra hinanden.

Den ene rolle spiller ind i den postkoloniale situation - der er folk af dansk etnicitet, men også folk af grønlandsk etnicitet og folk som er blandinger, der er dansksprogede. Nogle af dem er meget fastboende, andre kun på træk.

Hvordan forholder man sig til dette her og nu? Hvordan får man noget konstruktivt ud af situationen? Og ikke mindst, hvordan udnytter man de ressourcer, der ligger hos unge grønlændere eller blandinger, som har uddannet sig, men altså ikke er grønlandsksprogede? Det er et akut problem - og det er den ene rolle, dansk har. Og netop fordi grønlandiseringspolitikken har som mål at skabe et grønlandsksproget Grønland, så kan man arbejde frem mod, at dansk forsvinder.

Men her er det så, at den anden rolle, dansk har, tit glemmes. Den rolle Jonathan Petersen og Mathias Storch’s tid kendte til i et Grønland, hvor kun uhyre få grønlændere kunne andet end grønlandsk. Dansk er ikke kun noget som eventuelt bør udryddes som et levn fra kolonitiden. Det er ikke kun et spørgsmål om, at dansk kan hindre en mental afkolonisering. Dansk er også - sammen med engelsk - adgangen til viden og uddannelse. Den rolle skal holdes ude fra den mentale afkolonisering. Dansk skal ses som et redskab.

Behovet for danskkundskaber er ikke forbipasserende - det er ikke et spørgsmål om, at hvis blot der ikke er flere dansksprogede embedsmænd, skolelærere, læger og så videre, så kan dansk skrottes.

Når den sidste dansksprogede er erstattet, er der stadig viden, der skal søges, forhandlinger ud af landet, der skal klares, uddannelser der skal tages. Jamen kan det da ikke bare ske ved hjælp af engelsk? - Tja, dels er der diverse familiemæssige og kulturhistoriske bånd, dels er der også økonomiske overvejelser for eksempel adgangen til de danske uddannelsesinstitutioner. Derudover gjorde sprogkonferencen i Kangerlussuaq også opmærksom på, at presset mod et lille sprog som grønlandsk er mindre fra et lille sprog som dansk frem for fra verdenssproget engelsk.

Så længe man fastholder dansk som første fremmedsprog eller andetsprog, så mener jeg, det vil gavne, at man holder de to roller ude fra hinanden - dansk som kommunikationsmiddel i den postkoloniale situation versus dansk som nutidens og fremtidens ekstra kommunikationsmiddel ud over det grønlandske modersmål.

Det, at mange følte, at grønlandsk i 70erne var et truet sprog, gjorde, at man vænnede sig til at tale om, at grønlandsk skulle beskyttes og bevares. Megen fokus kom til at ligge på, at de unge ikke kunne de gamle ord fra kajakkulturen. Sproget behandledes som en museumsgenstand. Den grønlandske modersmålsundervisning forblev meget konservativ. I de sidste år har vi omsider set, at der arbejdes i planerne for Atuarfitsialak med, at grønlandsk som fag skal have et løft og omlægges. Det var også her den sprogpolitiske redegørelse fra december 2001 satte ind, ja, den anbefalede faktisk yderligere tiltag.

Så grønlandiseringen af det grønlandske samfund og herunder af den grønlandske skole skal nu følges op af et spændende, men også et meget krævende arbejde for at frisætte det grønlandske sprog.

Et sprog skal ikke konserveres, det skal bruges og hele tiden udvikles. Og i den proces vil Sprogsekretariatet være en central instans ved at det skal kunne opfange udviklinger og fremme sprogets udvikling. Videreuddannelse af grønlandske lærere vil blive meget vigtig. I alle samfund er modersmålundervisningen basal - og det gælder også i Grønland. Det er vigtigt, at der uddannes folk til at videreføre arbejdet og udvide det. Der er behov for veluddannede folk.

Det er en spændende tid. For de unge, der har lyst og evner til at arbejde med alle disse sproglige opgaver, ligger der mange udfordringer og venter. De faglige værktøjer kan de få på Institut for Grønlandsk på Ilisimatusarfik, - rustet med viden kan de så tage opgaverne op.

Grønlandsk er godt, men det er ikke nok at det er grønlandsk, - det skal udvikles i årene der kommer for at grønlandiseringen kan blive bæredygtig.

Grønlandsk er godt, men det er ikke nok i sig selv, - der er brug for kompetencer i fremmedsprog - dansk og engelsk. Dansk skal ikke bare ses som noget, der spiller ind ved den mentale afkolonisering, dansk skal også ses som et nyttigt middel til at skaffe sig viden.