Sprogkritik slog hovedet på sømmet

Landstinget har en inderlig ulyst til at diskutere de påtrængende problemer, som alle i Grønland kan konstatere ved blot at se ud af vinduet. I stedet ynder landstingsmedlemmerne at diskutere emner i timevis, som intet har med den grønlandske virkelighed at gøre

Fredag d. 23. august 2002
Anders Nilsson, Redaktør for Kamikposten.dk  
Kurt Kristensen
Emnekreds: Danskere i Grønland, Kultur og samfund, Politik, Rigsfællesskab og selvstyre, Sprog.

Den 1. april 2001 trådte Anders Nilsson fra Atassut efter seks års medlemsskab ud af Landstinget og rejste til Danmark.

Forud var gået en skarp kritik både i og udenfor Landstinget af personen Anders Nilsson, fordi han talte sit modersmål dansk fra Landstingets talerstol.

Hver gang endte debatten med, at han som fuldgyldigt medlem med høje personlige stemmetal ved valgene i 1995 og 1999 kunne fortsætte med at tale dansk i Landstinget.

- Der var flere grunde til min beslutning om at forlade Landstinget i utide, siger Anders Nilsson til Sermitsiaq fra det jyske sommerland. - Men havde vi ikke haft de pinefulde sprogdebatter, var jeg blevet i Landstinget valgperioden ud. Anders Nilsson blev angrebet over en bred kam for at tale dansk i Landstinget.

I hans eget parti var det især Otto Steenholdt, som havde et horn i siden på Anders Nilsson, men også fra Siumut og Inuit Ataqatigiit lød der heftig kritik.- Atassut smed Otto Steenholdt ud af partiet, men det ville også have klædt Siumut at smide et par højtråbende medlemmer som Jens Lyberth og Jess G. Berthelsen på porten, siger Anders Nilsson. Sprogkritikken berørte personligt Anders Nilsson dybt, men grundlæggende var det holdningen i Landstinget, som fik ham til at tage sit medlemsskab op til vurdering.- Landstinget har en inderlig ulyst til at diskutere de påtrængende problemer, som alle i Grønland kan konstatere ved blot at se ud af vinduet. I stedet ynder landstingsmedlemmerne at diskutere emner i timevis, som intet har med den grønlandske virkelighed at gøre.

- Der gik spæk i alt for mange af debatterne i Landstinget, husker Anders Nilsson.