Polarisering er den største trussel

Samfundet har investeret i deres opvækst og uddannelse, men har på grund af sproglige forskelle ikke høstet det fulde udbytte af 5.000 menneskers evner på mange forskellige niveauer. De passer deres arbejde, ofte i betroede stillinger, men ellers holder de kæft. Vi hører dem aldrig i samfundsdebatten, som skal udstikke fremtidens kurs. Dertil er de blevet dunket for mange gange i hovedet

Fredag d. 1. november 2002
Sermitsiaq
Emnekreds: Kultur og samfund, Politik, Rigsfællesskab og selvstyre, Sprog.

Når de første 25 år med Grønlands Hjemmestyre skal til eksamen den 1. maj 2004, vil kampen mod tabuerne i det grønlandske samfund stå som en af hjemmestyrets absolutte succeshistorier.

I de små samfund i det gamle Grønland var fortielsen et effektivt middel mod splittelse og isolation, men i begyndelsen af 1980’erne begyndte vi pludselig at tale om vold mod kvinderne. Derefter blev det seksuelle misbrug af børnene sat på samfundets dagsorden og andre tabuer som homoseksualitet og HIV-smitte er efterhånden kommet til. Nu er den store gruppe af dansksprogede grønlændere - undskyld udtrykket - også sprunget ud af skabet.

Kampen mod vold og incest, mod uglesete grupper som bøsser og lesbiske og mod ulighederne og janteloven i det grønlandske samfund er ikke vundet endnu - så langt fra. Men en åben og fordomsfri diskussion for at aftabuisere fordommene er en sejr i sig selv.

Sprogets pendulsvingninger i Grønland har i årenes løb efterladt folk med enten grønlandsk eller dansk som deres eget sprog. Når pendulet svinger tilbage, står en gruppe enkeltsprogede som tabere. I 60’erne og langt op 70’erne var dansk sproget, men pendulet svingede tilbage til grønlandsk ved hjemmestyrets indførelse og langt op i 80’erne. 90’erne har så været eftertænksomhedens årti. Den grønlandske historie har til gengæld altid vist, at fremtiden tilhører de dobbeltsprogede.

Ingen kender omfanget af gruppen af dansksprogede grønlændere, men et gæt på 5.000 er næppe helt ved siden af. Det er mange mennesker i et land med 56.000 indbyggere. Især fordi denne gruppe generelt er bedre uddannet end gennemsnittet af deres landsmænd.

Derfor er det ekstra beklageligt, at denne gruppe har kørt med lav cigarføring. Men det er forståeligt. Efter hjemmestyrets indførelse er denne gruppe selv fra Landstingets talerstol ustandseligt blevet mindet om sine sproglige begrænsninger: - Du er ikke rigtig grønlænder.

Samfundet har investeret i deres opvækst og uddannelse, men har på grund af sproglige forskelle ikke høstet det fulde udbytte af 5.000 menneskers evner på mange forskellige niveauer. De passer deres arbejde, ofte i betroede stillinger, men ellers holder de kæft. Vi hører dem aldrig i samfundsdebatten, som skal udstikke fremtidens kurs. Dertil er de blevet dunket for mange gange i hovedet.

Men hvor er det dog torskedumt. De menneskelige ressourcer er et af Grønlands største aktiver i en tid med kvoter på hvad som helt andet end kreativitet og gå-på-mod.

Når de første 25 år med Grønlands Hjemmestyre skal til eksamen den 1. maj 2004, vil kampen mod polariseringen i det grønlandske samfund stå som et af hjemmestyrets største nederlag.

I fugleflugt er der i Nuuk vel 200 meter fra Brugsen til landstingssalen, men på mange måder er der lysår mellem "dem foran Brugsen" og den selvudnævnte elite i hjemmestyrets lange gange.

Polariseringen i det grønlandske samfund - næret af fødested, sprog og uddannelse, men også af dumhed, smålighed og indskrænkethed - er den største trussel mod et øget selvstyre. Ved at marginalisere store grupper forspilder Grønland sin chance for at tage et tigerspring ind i det 21. århundrede. Ved at isolere pensionister, dansksprogede, bygdefolk, østgrønlændere, politiske modstandere, arbejdsløse og hjemmegående husmødre, der ikke er præcis som alle de andre, bliver landet tappet for den kraft, som skal være brændstoffet for et selvstyrende Grønland.

Nu gør en gruppe dansksprogede grønlændere, samlet i sproggruppen GLDK, oprør. De vil ikke længere stå på sidelinien med deres mange menneskelige ressourcer, men de vil skabe et samfund, hvor alle uanset sprog og kulturelle forskelle har lige muligheder for at bidrage til Grønlands opbygning og fortsatte udvikling.

Gruppen af dansksprogede grønlændere er sprunget ud af skabet og vil være med til at skabe fremtidens Grønland gennem hårdt arbejde og sund debat.

Gid deres spring må lykkes.