Lad os alle lære hovedsproget og blive helte!

Nu vi er ved at tale om sprog, må vi vel erkende, at selvom grønlandsk bliver det officielle sprog er der også er brug for såvel det danske sprog som det engelske sprog – dels for at vi kan kommunikere med omverdenen dels for, at vi kan sikre, at vore unge får en uddannelse.

Fredag d. 26. februar 2010
Jørgen-Ole Nyboe Nielsen Dino
Emnekreds: Samfundsforhold, Sprog, Uddannelse.

Har vi rent faktisk den situation, at det skal afgøres, hvilket grønlandsk sprog, der skal være det officielle hovedsprog?

Arne Herman blev i Sermitsiaq nr. 2 udråbt som helt. Men hvad er egentlig en helt? Online leksikonet Wikipedia forklarer, at en helt er en person, der har gjort noget fantastisk. Betegnelsen bruges om folk, der har sat livet på spil for at redde andre. Men det er nok ikke denne forklaring, der er baggrunden for Arne Hermans heltestatus. Måske skal heltegerning også defineres som det at opnå noget vanskeligt - trods enorme besværligheder. I Arne Hermens situation består heltegerningen så af, at han, trods uanede besværligheder, fik lært det grønlandske sprog. Han bliver altså klassificeret som en helt, fordi han lærte grønlandsk. Men er det da så svært at lære grønlandsk som andet sprog, at man ligefrem skal erklæres for en helt, hvis det endelig lykkes for en. Ja! det tyder det jo på og efter min opfattelse er der flere årsager dertil. For det første er selve sproget svært. Jeg har tidligere henvist til et indlæg på Atagu’s hjemmeside, hvor det blev fastslået, at det vil tage 1000 timers professionel undervisning og målrettet forberedelse før et voksent menneske kan beherske det grønlandske sprog så godt, at det kan benyttes arbejdsmæssigt. For det andet mangler der tilstrækkeligt med relevante undervisningsmaterialer såvel til selvstudie som undervisningsbrug samt tilstrækkelige undervisningsmuligheder. For det tredje har der ikke fra myndighedernes side været udvist et reelt ønske om, at landets borgere lærte grønlandsk som andet sprog. Landsstyret har ikke sikret udarbejdelse af undervisningsmaterialer, ikke sikret uddannelse af undervisere, ikke sikret at KNR blev benyttet til at indlære sprog.

Jeg har tidligere efterlyst svar på om der i Grønland er mangel på folk, der taler grønlandsk. Man skulle egentligt ikke tro det – i hvert fald er der ikke et eksisterede ønske om, at så mange som muligt, af de borgere, der ikke var vokset op med grønlandsk som modersmål får lært det grønlandske sprog og dette ligegyldigt om disse personer er født i Grønland eller er tilflyttere.

Men nu får piben muligvis en anden lyd. Efter Selvstyrets indførelse er det grønlandske sprog nemlig blevet hovedsproget og så kan det være vanskelligt at komme udenom såvel krav fra de grønlandsktalende borgere om, at grønlandsk skal benyttes som hovedsproget, som krav fra de ikke grønlandsktalende borgere om at få muligheden for at lære sproget.

Det bliver i hvert fald interessant. Det tidligere Landsstyre var inde på, at det skulle være arbejdsgiversiden, der fik ansvaret for at lære voksne borgere i Grønland det grønlandske sprog. Det skulle således være et krav, at arbejdsgivere, der beskæftigede 10 personer eller mere, skulle have ansvaret for, at deres medarbejdere lærte det grønlandske sprog. Jeg mener, at det er helt forkert. Det må og skal være en samfundsopgave at sikre indlæringen af de nødvendige færdigheder i det grønlandske sprog, så alle kan tale, læse og skrive grønlandsk – alt andet vil da lyde hult dersom hovedsproget skal være grønlandsk.

Men hvor stor en opgave vil det egentlig være at sikre, at alle i Grønland kan tale og læse samt skrive grønlandsk tilstrækkeligt til, at de fuldt ud kan kommunikere med hinanden i skrift og tale.

I diverse debatfora her i landet er der slynget rundt med tal for, hvor mange personer, der kan grønlandsk – 90 procent er det højeste tal, jeg har set nævnt. Jeg har ikke kendskab til, at der har været lavet en egentlig undersøgelse af befolkningens evner med hensyn til at skrive, tale eller læse grønlandsk.

Men det er selvfølgelig meget sandsynligt, at de fleste borgere i Grønland kan grønlandsk. Spørgsmålet er, om de alle sammen reelt set kan tale med hinanden? skrive med hinanden? Eller er virkeligheden den, at der er flere grønlandske sprog, og at disse er så forskellige, at alle ikke kan kommunikere med hinanden. Kan en borger fra Nordgrønland tale med en fra Sydgrønland? kan en borger fra Østgrønland tale med en fra Vestgrønland? Eller har vi rent faktisk den situation, at det skal afgøres, hvilket grønlandsk sprog, der skal være det officielle hovedsprog?

Nu vi er ved at tale om sprog, må vi vel erkende, at selvom grønlandsk bliver det officielle sprog er der også er brug for såvel det danske sprog som det engelske sprog – dels for at vi kan kommunikere med omverdenen dels for, at vi kan sikre, at vore unge får en uddannelse.

Derfor foreslår jeg, at der laves en landsdækkende undersøgelse, så vi kan få fastslået i hvilken grad befolkningen magter de grønlandske sprog, det engelske sprog og det danske sprog. Hvor mange procent, der henholdsvis kan læse, tale og skrive de forskellige sprog og på hvilket niveau de behersker de forskellige sprog.

Derefter kan man beslutte i hvilken grad alle borgere i Grønland skal kunne de forskellige sprog, eksempelvis beslutte om alle borgere i Grønland skal lære grønlandsk således, at alle kan tale med myndighederne på grønlandsk, at alle kan læse, hvad myndighederne skriver på grønlandsk og at alle kan skrive til myndighederne på grønlandsk.

Derefter kan man så tilrettelægge og iværksætte de nødvendige tiltag, for at det besluttede kan blive gennemført.