Sådan isoleres en minoritetsgruppe

Jeg følte mig sat uden for, skubbet til side. isoleret. Det her var kun for det privilegerede publikum - de grønlandsk-sprogede. De dansk-sprogede grønlændere – og dem er der altså nogle tusinde af, inklusive de godt 6.000 danskere, der rent faktisk bor og arbejder i grønland - kunne blot slukke for udsendelsen, hvad jeg gjorde omgående.

Torsdag d. 22. april 2010
Jan Cortzen, AG’s kommentator om personlige iagttagelser i dagligdagen
Emnekreds: Internationale konventioner, Journalistik, Oprindelige folk, Sprog.

Kommentar i Atuagalliutit/Grønlandsposten 21. april 2010

Her for nylig spidsede jeg ører. Jeg så en dag på KNR-tv´s programoversigt, at der samme aften ville blive bragt en udsendelse, hvor den nu 93-årige Christian Berthelsen, der var skoledirektør i grønland fra 1960 til 1971, ville fortælle om forfatteren Jens Rosing og hans far, maleren og præsten Otto Rosing.

Det var lige en sag for mig, da jeg er i fuld sving med at skrive en bog om det grønlandske samfund med mange kulturhistoriske vinkler. det var i øvrigt Chr. Berthelsen, der for nylig i KNR, som ansvarlig for de omdiskuterede skoleophold i Danmark i 60´erne og 70´erne, forsvarede beslutningen med ordene: det var den eneste mulighed vi havde for at give børnene den skolegang, de havde krav på . Vi havde ikke de nødvendige lærerkræfter.

Jeg glædede mig derfor til at høre Chr. Berthelsen fortælle om »gamle dage« i grønland og hans samvær med familien Rosing. Stor var derfor min skuffelse og irritation over, at udsendelsen, der blev vist første gang for over 20 år siden, var uden danske tekster. Der havde dog ellers været god tid til at producere de få tekster.

Jeg følte mig sat uden for, skubbet til side. isoleret. Det her var kun for det privilegerede publikum - de grønlandsk-sprogede. De dansk-sprogede grønlændere – og dem er der altså nogle tusinde af, inklusive de godt 6.000 danskere, der rent faktisk bor og arbejder i grønland - kunne blot slukke for udsendelsen, hvad jeg gjorde omgående.

Det er bare hamrende ærgerligt og helt formålsløst, at man på den måde – gang efter gang – udelukkes fra at vide og forstå noget mere om det samfund man er gået hen og blevet en del af.

Jeg forstår ikke KNRs sprogpolitik. Den giver ingen mening. Den del af den grønlandske befolkning, der taler dansk har vel i et demokratisk samfund erhvervet nogle rettigheder om deres sprog. Disse rettigheder føler jeg bliver undertrykt. I KNRs nyhedsudsendelser »qanorooq « er der dog i et vist omfang – men heller ikke mere - danske tekster på skærmen. De egenproducerede programmer er udelukkende på grønlandsk. Det går ikke. tænk lige på, at vi har at gøre med landets eneste elektroniske medie med daglig fokus på samfundslivet, kultur og historie. det kan en stor homogen minoritetsgruppe, de dansksprogede grønlændere, ikke få nytte af. De bliver koblet fra. Hvor er de demokratiske rettigheder?

Det grønlandske sprog er landets officielle sprog. Det forstår jeg. Det er jeg en varm tilhænger af. Der skal værnes om det sprog. Det må ikke blive skyllet væk af globaliseringsbølgen. Jeg ville da selv blive stik tosset, hvis jeg en dag fik at vide, at nu var dansk ikke længere det officielle sprog i Danmark. Det var der ingen grund til at tale mere. Nu skulle det tyske sprog være landets officielle sprog – hvad det i øvrigt også var for et par hundrede år siden.

Sproget er hjerteblodet i ethvert folks identitet. det gælder også i grønland uanset, at sproget kun tales af ca. 45.000 mennesker. Men det nytter jo ikke noget, hvis flertallet i dette land KUN taler grønlandsk og ikke et andet sprog flydende. Om det er dansk, engelsk eller spansk er for mig underordnet. Men det grønlandske sprog kan ikke stå alene. Det er den sikre vej mod en åndelig form for isolation. En ting er at grønland geografisk ligger isoleret. Det kan vi ikke rigtig gøre noget ved, men vi kan da åbne os overfor omverdenen. Det gør man ikke ved hårdnakket at nedprioritere andre sprog, som der jo i realiteten er tale om. Det er en farlig kurs.

De to grønlandske aviser AG og Sermitsiaq udkommer tosproget, på grønlandsk og dansk. Al tekst, inklusive annoncer bringes på begge sprog. Det er både administrativt og redaktionelt en besværlig og kostbar sag. Men det gøres, fordi man selvfølgelig ved, at mange af læserne kun forstår et af sprogene. Så enkelt er det.

Når aviserne kan er det vel en tanke værd, om KNR – med den samfundsforpligtelse og ansvar der ligger i at være et monopol - ikke bør revidere sin sprogpolitik og begynde at bringe udsendelser som også de dansksprogede grønlændere kan forstå. Lyder det ikke rimeligt?

Her først på vinteren havde min kone og jeg sammen med en af hendes arbejdskolleger besluttet at gå til et foredrags-arrangement på museet i Maniitsoq. Programmet bød på historier fra det gamle Maniitsoq. Det ville vi gerne høre noget om. Der sad allerede nogle tilhørere, da vi trådte ind i det hyggelige lavloftede rum, et godt miljø til nogle historiske fortællinger. Foredragsholderen – en ældre mand - var kommet. Han var ved at forberede sine papirer. Der skulle også vises billeder på en tv-skærm. Det så alt sammen spændende ud. Så fik jeg en anelse. Jeg spurgte museumsmedarbejderen om foredraget ville blive oversat til dansk eller måske ligefrem holdt på dansk? Han beklagede, men sagde, at der kun blev talt grønlandsk. Så blev det lille glædeslys slukket.

Vi luskede slukørede hjem gennem vintermørket. Sådan forløb den foredragsaften i Maniitsoq.