Ris og ros til Grønland fra FN’s Børnekomite

Som et særligt punkt peger komiteen på, at landsstyret må sikre lige rettigheder og lige muligheder for alle sproglige og kulturelle grupperinger i Grønland

Mandag d. 14. februar 2011
Departementet for Sociale Anliggender
Emnekreds: Børns vilkår, Internationale konventioner, Sprog.

Den 24. januar 2011 var Grønland til eksamination ved FN’s Børnekomite i Genève for at berette om, hvordan vi lever op til FN’s Børnekonvention.

I forlængelse af eksaminationen er komiteen fremkommet med sine konklusioner og anbefalinger til Grønland, Færøerne og Danmark.

I sine ’concluding observations’ roser komiteen landsstyret for at have styrket videns- og dataoverblikket på børne- og ungeområdet og dermed forbedret forudsætningerne for at monitorere udviklingen omkring børns velfærd og rettigheder. Komiteen opfordrer landsstyret til at videreføre dette arbejde og glæder sig over reformarbejdet på børne- og ungeområdet og samarbejdet med UNICEF. Endvidere roser komiteen landsstyrets forslag om at etablere et nationalt børneråd.

Imidlertid er komiteen ikke overbevist om, at grønlandsk lovgivning og administration fuldt ud lever op til principperne i konventionen. Komiteen sætter bl.a. spørgsmålstegn ved om den psykosociale støtte til børn og unge er fyldestgørende, ligesom komiteen er bekymret for, om alle børn og unge modtager en tilstrækkelig undervisning. Yderligere udtaler komiteen bekymring over antallet af uønskede graviditeter blandt unge piger.

Som et særligt punkt peger komiteen på, at landsstyret må sikre lige rettigheder og lige muligheder for alle sproglige og kulturelle grupperinger i Grønland. Som eksempel peger komiteen på Inughuit-børns ret til en tryg opvækst i et miljø, hvor de kan bevare og udvikle deres identitet og sprog uden at opleve mindreværd eller diskrimination.


Skolebørn i Qaanaaq, juni 2000 (an)

Komiteen anbefaler, at det nationale reformarbejde for børn og unge bliver benyttet i lokale politikker og strategier, og at samarbejdet med UNICEF bliver brugt til at sikre, at børne- og ungelovgivningen medtager alle konventionens principper og børns synspunkter. Desuden anbefaler komiteen, at landsstyret samarbejder med medierne og fødevareindustrien om at fremme sund livsstil og forbrugsmønstre blandt børn og unge.

Landsstyremedlem for Sociale Anliggender, Maliina Abelsen, byder komiteens observationer og anbefalinger velkomne:

- Jeg er glad for, at komiteen bakker op om de initiativer, landsstyret har sat i gang siden 2009. Komiteens anbefalinger ligger på mange områder i tråd med det igangværende reformarbejde på børne- og ungeområdet og den regionale udviklingsstrategi, der netop tager udgangspunkt i den lokale situation. Jeg er helt enig med komiteen i, at vi stadig har en række udfordringer, vi må overvinde, før vi kan nå op på de standarder, vi har forpligtet os til at efterstræbe ved tiltrædelsen af konventionen.

Læs mere her:
Concluding Observations of the Committee on the Rights of the Child
Introductory remarks