Ondt i sproget? Så koster det at gå til lægen

Nu vil du måske indvende, at reglerne blev vedtaget helt tilbage i 2004, og at der ikke i den forbindelse blev rejst indvendinger fra Grønlands side. Det er måske rigtigt, og selvfølgelig er det ærgerligt, at Grønlands medlemmer af Folketinget ikke allerede dengang var opmærksomme på lovforslaget, og dets betydning for grønlændere, bosat i Danmark

Tirsdag d. 22. februar 2011
Niels Thomsen, Formand for Demokraterne
Emnekreds: Grønlændere i Danmark, Norden, Rigsfællesskab og selvstyre, Sprog.

Åbent brev til sundhedsminister Bertel Haarder

Jeg skriver til dig, fordi en ændring af sundhedsloven træder i kraft den 1. juni 2011. Fra den dato skal man i Danmark selv betale for tolkebistand, ved læge- og hospitalsbesøg. Det gælder, hvis man har boet i Danmark i mere end 7 år.

De nye regler vil blandt andet ramme grønlændere, som er bosat i Danmark, og som har behov for tolkning, når de er i kontakt med sundhedsvæsenet. Det har givet anledning til debat og bekymret opmærksomhed her i Grønland.

Nu vil du måske indvende, at reglerne blev vedtaget helt tilbage i 2004, og at der ikke i den forbindelse blev rejst indvendinger fra Grønlands side. Det er måske rigtigt, og selvfølgelig er det ærgerligt, at Grønlands medlemmer af Folketinget ikke allerede dengang var opmærksomme på lovforslaget, og dets betydning for grønlændere, bosat i Danmark. Men det udelukker vel ikke en diskussion om reglerne forud for deres ikrafttræden – og da slet ikke når dit ministerium netop nu arbejder på en bekendtgørelse, som skal fastsætte nogle undtagelser til betalingskravet.

Du vil måske også indvende, at vi grønlandske politikere selv bærer skylden, hvis grønlændere, som har bosat sig i Danmark, ikke formår at klare sig på dansk. Er danskundervisningen måske ikke gennem en årrække blevet nedprioriteret i den grønlandske folkeskole?! Til det kan jeg kun sige, at jeg selv gerne havde set, at ambitionsniveauet i danskundervisningen igennem årene havde været højere. Men ville selv den bedste danskundervisning have sat grønlændere i Danmark i stand til at begå sig i det danske sundhedsvæsen uden tolkeassistance? Lad mig svare med et spørgsmål: Hvad hedder ”røde hunde” på engelsk?

I Danmark er fremmedsprogsundervisningen uden tvivl fremragende, og de fleste danskere taler ubesværet engelsk. Men hånden på hjertet: Hvor mange danskere kender den engelske betegnelse for f.eks. mellemørebetændelse, tinitus, neglesvamp, udflåd eller hjerteflimmer? Eller kan forklare om en smerte er stikkende eller murrende? Der er forskel på at have lært sig et fremmedsprog og at beherske det i enhver tænkelig sammenhæng. Og netop når det gælder læge- og sygehusbesøg kan det være altafgørende, at en patient fuldt ud er i stand til at beskrive sine symptomer, og at forstå lægens anvisninger. I yderste konsekvens kan det betyde forskellen mellem liv og død.

Af samme grund skriver jeg ikke kun til dig på vegne af mine landsmænd i Danmark. Deres interesser ligger mig naturligvis i særlig grad på sinde, men jeg er heller ikke blind for de problemer, lovændringen vil skabe for nydanskere i almindelighed. Eller blind for, hvordan lovinitiativer af denne art vil påvirke Danmarks (og dermed også rigsfællesskabets) anseelse udadtil.

Begrundelsen for at indføre krav om betaling for tolkning var – ifølge lovbemærkningerne – et ønske om, at betalingskravet skal skabe incitament til at tilegne sig danskkundskaber for herboende udlændinge og styrke integrationen. ”Som borger her må man kunne tale og forstå dansk og således være i stand til at begå sig i alle livets forhold, herunder når man får behov for ydelser i sundhedsvæsenet”, som det udtrykkes i lovbemærkningerne.

Javel så. Et incitament! Lær dansk eller betal selv for en tolk, når du får brug for lægehjælp – hvis du da har råd. Lovændringen blev vedtaget i 2004, men skulle først træde i kraft 7 år senere, for – som det hedder i lovbemærkningerne – at give de berørte mulighed for at indstille sig på kravet. Nu, hvor der næsten er gået 7 år, skulle der vel så være mulighed for at se, om lovændringen har virket efter hensigten. Om ”incitamentet” har styrket nydanskernes danskkundskaber og fremmet integrationen. Det er der vel ikke for alvor nogen, der tror?

Til gengæld er der næppe tvivl om, at kravet vil afholde mange, ikke mindst mange økonomisk svagtstillede fra at søge læge i tide, eller fra at bede om tolkebistand. Det kan vise sig at blive dyrt for samfundet. De penge, som spares på tolkebistand, kan meget vel komme til at ”koste kassen”, når misforståelser fører til fejlbehandling. Men nu var formålet med lovændringen selvfølgelig heller ikke at spare penge, men at ”motivere” til integration!

I en leder i Ugeskrift for Læger har man direkte advaret mod lovændringen. Diskriminerende og farlig, kalder man den. Det burde give anledning til eftertanke.

Også for en grønlandsk politiker må lovændringen give anledning til forundring. I Grønland har vi stadig den grundopfattelse, at enhver skal have lige adgang til sundhedsvæsenet, uanset hudfarve eller sprog. Uanset om man er født her i landet eller er kommet hertil udefra. Bevares, også i Grønland har vi fra tid til anden været plaget af populistiske partiers nationalistiske udfald mod mennesker, som ikke fra fødslen har været en del af vores samfund. Men selv ikke de værste politikere af slagsen er dog gået så langt som til at afkræve f.eks. danskere, bosat i Grønland, betaling for tolkning. Hverken inden for sundhedsvæsenet eller i andre dele af den offentlige forvaltning.

”Giv os Danmark tilbage” opfordrede Dansk Folkeparti på et tidspunkt i en kampagne. En af mine danske venner betroede mig for nyligt, at han fristes til at sige det samme. Men at det Danmark han savner, er det Danmark, som behandlede enhver menneskeligt og ordentligt. Uanset hudfarve og oprindelse. Det anstændige Danmark, som han sagde. Jeg forstod hvad han mente, men måtte alligevel protestere. Det anstændige Danmark findes stadig, og vil altid eksistere, så længe der findes danskere, som ham selv. Og dem er der heldigvis stadig mange af. Rigtig mange, faktisk. Men når jeg ser en lovændring, som den vi her taler om, dukker tanken jo alligevel op. Ikke som et kampråb, for den kamp må danskerne selv tage. Men som en stille, dybtfølt bøn: Giv os Danmark tilbage!

P.S. Har dit ministerium ikke overset, at den nordiske sprogkonvention forpligter Danmark til at arbejde for, at nordiske statsborgere, uanset om de er bosat i Danmark eller i andre nordiske lande, kan anvende deres eget sprog ved henvendelse til f.eks. sundhedsmyndighederne? Og at omkostningerne til tolkning og oversættelse skal afholdes af det offentlige? Det gælder ganske vist kun for sprogene norsk, svensk, finsk og islandsk, og altså ikke grønlandsk. Men de enkelte dele af rigsfællesskabet skal vel ikke stilles ringere end den øvrige del af det nordiske samarbejde – eller skal vi?

Forslag til Landstingslov om Sprogpolitik