Sproglige rettigheder i Grønland, Rigsfælleskabet og Norden

Den nordiske sprogkonvention af 17. juni 1981 giver de nordiske statsborgere ret til at anvende deres eget sprog i et andet land. Overenskomst af 18. juni 2003 om ændring af den nordiske sprogkonvention udvider sprogene med grønlandsk, færøsk og samisk

Tirsdag d. 22. februar 2011
Landstinget
Emnekreds: Norden, Rigsfællesskab og selvstyre, Sprog.

Uddrag af Bemærkninger til landstingslov om sprogpolitik EM 2009/88.

Afsnit 2.1 Internationale retskilder
En række internationale retskilder, som Grønland har tiltrådt, indeholder rettigheder og bestemmelser om sprog. Nedenfor er de væsentligste nævnt i relation til lovforslagets anvendelsesområde. Fælles for konventionerne og de øvrige internationale retskilder er anerkendelsen af retten til at tilegne sig samfundsbærende sprog med henblik på at deltage i samfundslivet samt retten til at tilegne sig sit oprindelige sprog eller det sprog, der mest almindeligt anvendes af den gruppe, som vedkommende tilhører med henblik på personlig og kulturel udvikling.

Den nordiske sprogkonvention af 17. juni 1981 giver de nordiske statsborgere ret til at anvende deres eget sprog i et andet land. Overenskomst af 18. juni 2003 om ændring af den nordiske sprogkonvention udvider sprogene med grønlandsk, færøsk og samisk.

I 2006 vedtog Nordisk Ministerråd en deklaration om nordisk sprogpolitik som et supplement til den nordiske sprogkonvention. Deklarationen fastslår, at alle personer, som bor permanent i et af de nordiske lande, har ret til at tilegne sig et samfundsbærende sprog i tale og skrift, således at de kan deltage i samfundslivet. Ved samfundsbærende sprog skal forstås et sprog, der i et givet sprogsamfund anvendes til officielle formål, for eksempel undervisning og lovgivning.

Den europæiske pagt om regionale sprog eller mindretalssprog (1992) udspringer af Europarådet og har til formål at beskytte og fremme de historiske og regionale sprog samt minoritetssprogene i Europa. Sprogene kan således deles op i sprog, der har tilknytning til et bestemt område og sprog der tales af mindretal i det pågældende land. I 2001 ratificerede Danmark pagten for sproget tysk i Sønderjylland. En mundtlig note fastslår imidlertid, at selv om pagten ikke blev ratificeret med hensyn til færøsk og grønlandsk, så er begge sprog officielle sprog i deres respektive områder.

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (1950) blev inkorporeret i dansk ret i 1992 og trådte i kraft ved Anordning om ikrafttræden for Grønland af lov om Den Europæiske Menneskerettighedskonvention den 1. oktober 2001. Ifølge konventionens artikel 14 må staten ikke forskelsbehandle sine borgere på grund af deres sprog. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder kun de områder, der er omfattet af konventionen og dens tillægsprotokoller.

Forskelsbehandling efter artikel 1 i UNESCO Konvention mod forskelsbehandling inden for undervisning (1960) omfatter enhver adskillelse, udelukkelse, begrænsning eller begunstigelse, som er baseret på blandt andet sprog, og som således har til formål eller bevirker en annullering eller modvirkning af ensartet behandling ved undervisning. Endvidere anerkendes ”nationale minoritetsmedlemmers ret til at udøve deres egen undervisningsvirksomhed, inkluderet vedligeholdelse af egne skoler og afhængigt af hver stats undervisningspolitik, benyttelse af eller undervisning i deres eget sprog,” under nogle nærmere fastsatte betingelser i artikel 5.

FN's konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, tiltrådt af Grønland den 14. januar 1976 (Nalunaarutit A, p. 1, 1966) fastslår i artikel 1: Alle folk har selvbestemmelsesret. Som følge heraf kan de efter samme artikel frit varetage blandt andet deres egen kulturelle udvikling. Stater forpligtes til at anerkende individets ret til at deltage i kulturlivet efter artikel 15.

ILO Konvention nr. 169 vedrørende oprindelige folk og stammefolk i selvstændige stater (Nalunaarutit A, p. 395, 1989) er udtryk for international anerkendelse af oprindelige folks ønske om indflydelse på områder, der særligt berører dem. I konventionens præambel anerkendes blandt andet disse folks ønske om at fastholde og udvikle deres identitet, sprog og religion inden for rammerne af de stater, i hvilke de bor. Børn af oprindelige folk og stammefolk skal, hvor det er praktisk muligt, lære at læse og skrive på deres eget oprindelige sprog eller det sprog, der mest almindeligt anvendes af den gruppe, som de tilhører. Endvidere skal disse folk sikres mulighed for at opnå flydende sproglige færdigheder på det nationale sprog eller et af landets officielle sprog, jf. artikel 28.

UNESCO Universal Declaration on Cultural Diversity (2001) fastslår blandt andet, at ”Cultural rights are an integral part of human rights, which are universal, indivisible and interdependent", jf. artikel 5. Ifølge samme artikel forudsætter kreativ mangfoldighed implementering af kulturelle rettigheder som defineret i artikel 27 i FN’s Verdenserklæring om menneskerettigheder (1948) og i artiklerne 13 og 15 i Den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder (1966). På den baggrund konkluderer Artikel 5 blandt andet, at ”All persons have therefore the right to express themselves and to create and disseminate their work in the language of their choice and particularly in their mother tongue.”

Læs mere her: Bemærkninger til landstingslov om sprogpolitik