Genoprettende retfærdighed

De dybe spor det danske kolonistyre har sat i det grønlandske folk er der ikke sat speciel fokus på – hverken i Danmark eller i Grønland. Mange danskere i dag føler sig ”uskyldige tynget af skyld”. Der er ikke en erkendelse af, at de fleste grønlændere - måske ubevidst – stadig ser ”danskere” som koloniherrer. Det er et tabuiseret emne, som det er nødvendigt at se på hvad der er sket, hvis vi også her skal komme ud over krænker / offer rollerne.
For at forstå hvad der er trådt under fode vil jeg beskrive den grønlandske folkesjæl.

Torsdag d. 19. maj 2011
Asii Chemnitz Narup
Emnekreds: Danskere i Grønland, Fødestedskriteriet, G-60, Grønlands historie, Kultur og samfund, Oprindelige folk, Samfundsforhold, Sprog.

Indholdsfortegnelse:
Indledning
Grønland ”ubuntu” og konfliktløsning
Dansk dominans - konsekvenser
Den Grønlandske folkesjæl
De samfundsmæssige forandringer
Nye veje


Genoprettende retfærdighed som svar på det presserende behov for en målrettet helingsproces i det grønlandske samfund – både af den grønlandske folkesjæl og i forhold til enkeltindivider.
Asii Chemnitz Narup´s oplæg, maj 2011, Restorative Justice, Århus universitet

Indledning
Mange tak for invitationen til at bringe et oplæg på jeres spændende konference om genoprettende retfærdighed.

I 2002 kom jeg i besiddelse af en artikel skrevet af professor, Dr. Jur. Vibeke Vindeløv med titlen ’Forsoning – som alternativ til juduciel konfliktbehandling’ trykt i tidsskriftet ’Retfærd’ i 2001.

Sjældent har en artikel sat så mange tanker i gang. Der var noget genkendeligt, nyttigt og inspirerende i den grundlæggende tænkning som kendetegner ’restorative justice’ - så meget menneskelig storsind, i forhold til det at håndtere alvorlige krænkelser og overgreb på mennesker, var tilmed bevægende. Der var samtidigt også noget meget fremmed, fjernt og provokerende. Kunne det virkeligt passe, at jeg skulle kunne føle mig ’i familie’ med problemer skabt af Sydafrikas apartheidstyre, og når jeg nu gjorde – hvad var det så?

De allerfleste familier i Grønland ved, hvad det vil sige, at blive ramt af store tragedier, uforudsigelige ulykker – mange traumer er menneskeskabte, andre naturskabte, og endnu andre må ses som følge af de hurtige samfundsforandringer. Traumer og overgreb på det individuelle plan.

Samtidig er der spændinger, som påvirker dagligdagen i familier, på arbejdspladser, i lokalsamfund og på samfundsniveau. Problemer og konflikter mellem danskere og grønlændere - eller danskhed og grønlandskhed - der er mere eller mindre erkendt og åben del af hverdagen – med rødder fra en kolonitid, hvor danskerne var de kloge koloniherrer og grønlænderne de uvidende undersåtter.

I mit indlæg vil jeg invitere jer med på en rejse, hvor jeg vil forsøge at sige noget mere om det grønlandske samfund, om hvordan den danske dominans og kolonimagt har skadet den grønlandske folkesjæl og nogle af de konsekvenser vi oplever i dag.

Afslutningsvis vil jeg lægge nogle temaer ud til debat om hvorledes vi med afsæt i ’restorative justice’ kan inspireres til at udvikle nogle fremtidige konflikthåndteringsstrategier i Grønland.

Grønland ”ubuntu” og konfliktløsning
Vores land er enormt, 2.175.000 km2. Omkring 57.000 mennesker bor vi spredt på lidt over 60 bosteder med mellem 50 og 16.000 indbyggere. Vi er tæt forbundne med hverandre gennem et finmasket netværk af relationer i familie og slægt, på arbejdspladser, i foreningslivet og i naboskaber. Netværk på kryds og tværs – på godt og ondt – med elementer af både gensidig hjælpsomhed og afhængighed, økonomisk, socialt og kulturelt. Fællesskaberne kendetegnes ved både tryghed og omklamring og kan virke såvel støttende som kontrollerende. Menneskers indbyrdes relationer er med til at skabe livsbetingelserne, også for den enkelte – man er noget, har en identitet ikke primært i kraft af sig selv men mindst i lige så høj grad i kraft af det fællesskab man er en del af.

Vores virkelighed kan beskrives på mange måder. En del af virkeligheden i dagens Grønland er udtalt vold, voldtægter, seksuelle overgreb, selvmord og omsorgssvigt.

Problemer som er kendt fra samfund, der har samme historie som Grønland.

Den fysiske og psykiske smerte, som sådanne krænkelser medfører, er almindelig kendt og anerkendt. Den alvorlige skade på relationen mellem de implicerede er desværre mere overset. Det er en fatal overseelse. I vore små lokalsamfund kommer krænkers og offers veje før eller siden til at krydse hinanden. Naturligvis bør samfundet tage utvetydig afstand fra handlingerne, men samtidig bør der tilbydes en helhjertet mulighed for at genoprette relationen til menneskene bag. Konsekvenserne skal bearbejdes.

Risikoen for at en traditionel straffeproces skaber marginalisering og flere nye tabere er stor. Du banker din samlever, duer ikke, væk med dig. Du begår seksuelle overgreb, duer ikke, væk med dig. Du giver ikke dine børn omsorg, duer ikke, væk med dig. Det er nemt at straffe, stemple, ydmyge og udstøde. Det er blot ikke en farbar vej for Grønland.

Samfundsudviklingen hos os bør efter min mening bygge på ideen om at inkludere i stedet for at ekskludere. Derfor er den vigtigste paragraf i den nye retsplejelov for Grønland den bestemmelse, der skaber hjemmel til at udvikle forsøg med konfliktmægling. Det er vores enestående chance for at skabe et genoprettende justitsvæsen.

Tålmodigheden var på bristepunktet, da Retsvæsenskommissionen efter 10 års arbejde i 2005 afleverede sin længe ventede betænkning til det daværende Landsstyre. Tro mig, ikke et eneste ord om mægling og konflikthåndtering – hverken som supplement eller erstatning for rettergang. Min undren og skuffelse var enorm - ikke mindst set i forhold til verdenssamfundets fokus på konflikthåndtering og forsoning.

Vi var et par landstingspolitikere, der satte vore kræfter ind for at få sikret denne mulighed via lovgivningen. Det lykkedes at få en enkelt paragraf ind i Retsplejeloven der giver mulighed for forsøgsordninger.

I dag tre år efter lovens endelige vedtagelse må vi konstatere, at der endnu ikke er etableret nogen forsøgsordning. Det er min vurdering, at der skal lægges et både fagligt og politisk pres på Justitsministeriet.

Dansk dominans - konsekvenser
De dybe spor det danske kolonistyre har sat i det grønlandske folk er der ikke sat speciel fokus på – hverken i Danmark eller i Grønland. Mange danskere i dag føler sig ”uskyldige tynget af skyld”. Der er ikke en erkendelse af, at de fleste grønlændere - måske ubevidst – stadig ser ”danskere” som koloniherrer. Det er et tabuiseret emne, som det er nødvendigt at se på hvad der er sket, hvis vi også her skal komme ud over krænker / offer rollerne.

For at forstå hvad der er trådt under fode vil jeg beskrive den grønlandske folkesjæl.

Den Grønlandske folkesjæl
Den grønlandske folkesjæl er vævet omkring en trend af hårde, barske livsvilkår i verdens koldeste og måske mest modsætningsfyldte egne: polaregnene med kulde og mørke om vinteren og relativ varme og meget lys om sommeren, klippegrund de fleste steder.

Livsformen igennem generationer har været fangst suppleret med fiskeri samt indsamling af bær og planter om sommeren – og med skiftende tider har trådene ændret farve og kvalitet, men trenden er den samme: Polarklimaet, klipperne og det kolde vand, isen, solen, blomsterne og dyrene.

Menneskers liv her har været præget af udfordringer af helt konkret art: at leve og udvikle sig under vanskelige vilkår. Den eneste måde at begrænse omfanget af ulykker har været at dygtiggøre sig kropsligt og mentalt til at leve i og lære af disse barske omgivelser. Derfor er dygtighed i fysiske/motoriske færdigheder og forståelse af naturens signaler, naturens sprog en forudsætning for overlevelse.

Grønlændere har ikke blot overlevet men også udviklet en kultur under disse betingelser igennem dygtighed til vands og til lands – en udvikling af evnen til at finde og bruge naturens rigdomme, forarbejde dem og således både (over)leve og udvikle sig selv og kulturen. Hertil har omhu, ansvarlighed og fleksibilitet været nødvendige forudsætninger.

Personlighederne er karakteriseret ved at være bløde/runde i formen eller man kunne sige føjelige/opstillingsparate til en ofte uforudsigelig hverdag, og hertil tålmodige, ”seje” og udholdende.

Den grønlandske folkesjæl er en afspejling af dette liv og de erfaringer, det har sat.

Folkesjælen sætter respekt for livet/hinanden i centrum, heraf følger naturligt beskedenhed og stilfærdighed i omgangen med andre – man lader alle få plads og komme til . Fællesskabets nødvendighed giver det kollektive lag i menneskene en stor plads, følelser for de andre er væsentlige, empati og kontaktevne er karakteristisk, en intuitiv forståelse for værdien af fællesskabets betydning – at vi mennesker faktisk hører sammen.

Vi er opfostret med en holistisk verdensopfattelse, med ideen om altings sammenhæng. Der er en sammenhæng mellem inuk: mennesket/eksistensen, sila: det livgivende/universet/bevidstheden/vejret, menneskets ateq: navnesjælen, tarneq: mennesket mere passive sjæl og anersaaq/isuma: den tænkende/aktive sjæl. Derfra har vores værdier deres udspring.

Du mindes dagligt om at være en del af noget større. Den indbyrdes forbundethed udleves ikke kun i den konkrete kollektive felt men også på et ubevidst kollektivt niveau.

I kolonitiden var der hverken respekt eller forståelse for værdierne i denne kultur.

De samfundsmæssige forandringer
Danskerne har været i Grønland i flere hundrede år og har spillet en aktiv rolle i de forskellige forandringsprocesser der er sket gennem de sidste snart 300 år. På godt og på ondt.

Der hersker mange steder i samfundet fortsat et anstrengt og også ambivalent forhold til det som er dansk. Relationen mellem grønlændere og danskere har gennem årene været under pres og lidt nogle knæk.

Når man som jeg er fagligt socialiseret til at se det enkelte menneske livsbane, livsmuligheder og valg i livet som resultatet af et kompliceret samspil mellem individuelle livsvilkår og samfundsmæssige rammer der stilles til rådighed for menneskers (udvikling), så må jeg også i min forståelse af de problemer vi slås med i dagens Grønland inddrage den historiske dimension – men der er en ’blind plet’ når vi skal se de skader i øjnene som historien (=kolonitiden) har påført os. For det skete jo ’i den bedste mening’.

Formelt slutter kolonitiden da Grønland indlemmes som en ligestillet del i det danske rige i 1953. Mange af de målrettede forandringsprocesser der blev sat i gang derefter har haft samme følelsesmæssige konsekvenser som under kolonitiden – de blev oplevet som overgreb og krænkelser.

Jeg tror det er svært helt at sætte sig ind i hvor dybe spor den danske dominans har sat sig. Jeg kan tage eksempler fra mit eget liv, hvor nogle oplevelser er overleveret fra generationer som fortællinger om de fortrædeligheder de blev udsat for.

Min bedstemoder blev set ned på/gjort til grin af toneangivende danske mænd, da hun med stor entusiasme kastede sig over at organisere grønlandske kvinder for at højne vidensniveauet. Det lykkedes hende, og endnu i dag eksisterer organisationen.

Vejen frem og ud af isolationen var højnelse af uddannelsesniveauet. Vi skulle uddannes ligesom danskerne, så vi ville blive i stand til selv at løse de mange samfundsopgaver og styre samfundet. Derfor skulle vi lære dansk i skolen. Dansk sprog blev dominerende, danske lærebøger og danske lærere. Der var to verdener der havde svært ved at mødes – familiernes og samfundsinstitutionernes.

For at lære os op måtte man hidkalde en masse veluddannede mennesker, ”udsendte” blev de kaldt.

Man sagde at de måtte lide store afsavn for at arbejde i Grønland. Derfor fik de en højere løn end deres grønlandske kolleger, ”fødestedskriteriet” hed den mekanisme der regulerede denne åbenlyse forskelsbehandling. Det blev først afskaffet i 1980érne. De boede i de bedste huse, og i mange år blev der bygget boliger kun til dem. De havde andre privilegier, for eksempel rejste de ’hjem’ hver sommer i 2 måneder, så juli og august, den bedste tid på året var der kun få danskere i byen.

Der er sneget sig den opfattelse ind at alle disse privilegier var nødvendige fordi danskerne er klogere.

Vi er mange der har undret os over, at de udsendte aldrig fik intensiv undervisning i grønlandsk sprog, kultur og historie således som der gøres en dyd ud af når der er tale om danske u-landsfrivillige?

Således kom de udsendte til at optræde ganske bedrevidende eller nedlandende:

Jeg blev ikke lukket ind da jeg bankede på hos en dansk lægedatter, hun lukkede op og sagde, at hendes forældre ikke ville have hun legede med grønlandske børn. Så blev døren lukket. Det var ydmygende.

Adfærd og udviklingstiltag er gennem generationer aflejret i den grønlandske folkesjæl som følelser og tilstande af mindreværd, tab af sprog og identitet, afventende holdning til autoriteterne, mistro og mistillid. En adfærd som, fejlagtigt, ofte opfattes som laden stå til, passivitet og manglende ansvarsfølelse.

Byggeboomet i 1960-erne fordrede mange danske håndværkere. Det hele skulle gå så stærkt – og mange følte sig som og var vitterligt tilskuere til opbygning af det land, som var vores.

I alle de år jeg arbejdede som socialrådgiver og terapeut var 95 % af mine klienter grønlandske. Når jeg fik danske klienter kom mindreværdet snigende ganske hurtigt, og var jeg ikke bevidst om det, risikerede det at blive en elendig proces i en slags selvopfyldende profeti.

Vore administrative systemer er stort set tro kopier af hvad man ser i Danmark. Endnu et fremmedgørende element, og ganske mange gange har jeg oplevet at vi grønlandske ansatte af andre grønlændere blev mødet som nogle, der dog måtte kunne handle mere fleksibelt, ikke være underlagt forvaltningernes regler og hierarkier og ikke helt blev anset som værende en del af ’systemet’.

Mødet med restoretiv justice fik mig igen til – på det samfundsmæssige niveau - at reflektere over relationen mellem Grønland/Danmark og mærkede hvor uforløste vi er i Grønland, som samfund og individer, ift at bryde tabuer om hvad en mangeårig kolonisering også har betydet, at anerkende nødvendigheden af at italesætte og bearbejde åbent og fordomsfrit forholdet mellem danske og grønlændere, Danmark/Grønland for siden at blive i stand til at skabe et nyt fundament for at opbygge ligeværdige relationer.

Konflikter både på individ og samfundsniveau har deres specielle udfordringer og tabuer at demontere. De fletter sig ydermere ind og ud mellem hverandre, påvirker hinanden og er hinandens forudsætning, hvorfor det er vanskeligt at skille dem ad, men nødvendigt.

Det synes dog langt enklere at forholde sig til problemerne på individniveau og så meget mere subtilt på samfundsniveau, al den stund at der på individniveau er muligt at identificere en ’skurk’/en krænker, medens koloniseringens psykologi er mere subtil og tilmed har mange humane ansigter, ligesom Danmarks samfundsmæssige indsatser i tiden efter 1953 er sket efter rådslagning i fora hvor også grønlændere havde sæde – og dette bruges ofte til at legitimere krænkelser og overgreb. Det bliver konsekvenserne blot ikke mindre alvorlige af, men ganske svære fremadrettet at reparere på.

Nye veje
I dag er første gang jeg har mulighed for at være i et forum med eksperter i genoprettende retfærdighed. Det er et privilegium. Jeg vil gerne benytte denne enestående lejlighed til at diskutere mulige rammer og metoder til at sætte meningsfulde helingsprocesser i gang i Grønland.

Danmark og Grønland har ikke været i krig med hinanden. Tværtimod hvilede Danmarks engagement i Grønland vel nærmere på en ”fredsstrategi”. Derfor har vi ikke oplevet de samme rædsler, som borgere i for eksempel Sydafrika og Eksjugoslavien har. Alligevel giver hele den tænkning der ligger i restorative justice rigtig meget mening – det livssyn, menneskesyn der er iboende i tænkningen er så genkendelig og nyttig set i relation til de alvorlige problemstillinger vi som samfund står midt i.

Noget af det mest slående ift Sydafrika er genkendeligheden i beskrivelsen af ubuntu – menneskers kollektive forbundethed. Derfor må nye handlemåder hos os tage respektfuld afsæt i sociale og åndelige/kulturelle fællesskaber og bidrage til styrkelse af disse.

Mit indlæg bygger på mine faglige, personlige og politiske erfaringer. Mine synspunkter og refleksioner er jeg alene ansvarlig for. Jeg håber vi sammen kan udfordre og nytænke restorative justice ind i en grønlandsk nutidig kontekst?

Samfundsforandringerne i Grønland har påført traumer om end mere subtile. En veninde formulerede det sådan: ja, der blev ikke ført krig i traditionel forstand, men krigen foregår inde i den enkelte grønlænder. Der er brug for at finde en anden vej til fred og forsoning. Der er brug for et fredeligt opgør med fortiden, men hvis det er sandt, at kollektiv forsoning ikke kan finde sted, hvordan griber vi så vores proces an i Grønland?

Vi har taget fat på det vigtige arbejde det er at skabe social og kulturel genopretning. En helingsproces er sat i gang, og skal med fornyet styrke fortsættes. Vi skal videre, den mentale afkolonisering er i gang flere steder. Vi skal helt ud af offerrollen og lægge historien bag os. Sorgen over, at ingen havde øje for det værdifulde i den grønlandske folkesjæl og mentalitet skal heles.

Min bedstemoder og moder var børn af kolonitiden, min generation er børn af Grønland som en ligestillet amt, mine børn er børn af Hjemmestyret. Nu skal 3-4 generationer sammen give form og retning for det selvstyrende Grønland, som skal blive et samfund der inkluderer og bygger på ligeværdige relationer.

Tak for Jeres invitation. Tak for ordet.

(an)