Grønlandisering af uddannelsessystemet er ikke vejen frem

Jeg vil gerne have selvstændighed, og jeg vil gerne være med til at fremme vort smukke grønlandske sprog. Men jeg vil ikke være med til at disse begreber bliver misbrugt i et hensynsløst politisk show, hvor begreberne udelukkende har til formål at føre befolkningen bag lyset

Fredag d. 24. februar 2017
Nivi Olsen, medlem af Landstinget for Demokraterne
Emnekreds: Politik, Selvstændighed, Sprog, Uddannelse.


(an)

Det er som om, at selvstændighed og grønlandisering for visse mennesker er altafgørende for, at de kan skabe sig en god tilværelse. Jeg vil gerne have selvstændighed, og jeg vil gerne være med til at fremme vort smukke grønlandske sprog. Men jeg vil ikke være med til at disse begreber bliver misbrugt i et hensynsløst politisk show, hvor begreberne udelukkende har til formål at føre befolkningen bag lyset. Jeg vil hellere kæmpe for, at vi som politikere skaber rammerne for, at alle der bor i det her land får de bedste muligheder for at skabe sig lige præcis den tilværelse, som de selv ønsker

Politik kan nogen gange være lidt fjollet. Ofte er det sådan, at vi er enige om, hvor vi skal hen, men vi er meget uenige om, hvordan vi skal komme frem. Jeg er selv havnet i en ophedet debat med landsstyremedlem for Uddannelse Doris Jakobsen. Debatten handler om uddannelse.

Vi er helt enige om, at vi ønsker, at så mange som muligt kommer til at få en uddannelse, Vi er også enige om at der skal mere fokus på undervisning i fremmedsprog i folkeskolen. Men herfra stopper enigheden.

Doris Jakobsen fører sig i øjeblikket frem på især Facebook med sine visioner om at grønlandisere hele uddannelsessystemet for at sikre, at de landsmænd, der kun kan tale grønlandsk også kan få en uddannelse. Jeg synes, at det er en smuk tanke. Ingen tvivl om det. Men det er også en komplet urealistisk tanke, der udelukkende har til formål at føre befolkningen bag lyset. Doris Jakobsens idé kan nemlig ikke lade sig gøre, og hun har selv leveret beviset.

Doris Jakobsen har nemlig i sin egenskab af landsstyremedlem for Uddannelse fastslået, at alene undervisningsmateriale på grønlandsk til læreruddannelsen på Ilinniarfissuaq vil koste 43 millioner kroner som en engangsudgift. Hertil kommer, at der årligt vil være udgifter til at opdatere undervisningsmateriale. Og det var altså kun til en uddannelse. Hvis Doris Jakobsens idé skal føres ud i livet, så kommer det beløb til at blive mangedoblet!

Men jeg vil gerne udfordre Doris Jakobsen; hvor i den nuværende Finanslov vil du finde 43 millioner kroner til at grønlandisere Ilinniarfissuaq? Jeres koalition har allerede underskud på Finansloven, så det er ikke en løsning bare at lade underskuddet vokse. Vil du hæve skatten? Vil du spare andre steder i uddannelsessystemet? Hvad vil du gøre for at få råd til din idé? Hvis du så finder de penge, så vil jeg gerne vide, hvilken uddannelse, du så vil grønlandisere, og hvordan du så har tænkt dig at få råd til det?

Jeg ved godt, at mange synes, at vi fra Demokraterne ofte taler om økonomi, og at det er kedeligt. Men det er altså sådan, at nogle skal betale for de gode idéer, og vi mener egentlig at alle politikere burde være forpligtet til også at fortælle, hvordan de vil få råd til deres idéer. Ellers bliver det hele jo bare tom snak, og det ender med at en masse mennesker bliver skuffede.

Mine børn ville helt sikkert blive glade for mig, hvis jeg hver dag lovede dem noget nyt legetøj, men de ville da blive skuffede, hvis det så senere viste sig, at jeg simpelthen ikke havde råd til legetøjet, og at de derfor ikke fik det alligevel.

Og det er faktisk lige præcis, hvad selvstændigheds- og grønlandiseringshungrende politikere har gang i lige i øjeblikket. De lover en masse gode ting, men når det kommer til stykket, så er der altså ikke penge nok til at opfylde løfterne. Den måde at føre politik på, bryder jeg mig ikke om.

Forkert signalværdi
Jeg tror, at vi alle sammen kan blive enige om, at vi skal sikre lige muligheder for at få en uddannelse. Men det gør vi ikke ved at bruge penge på at grønlandisere de nuværende uddannelser. Det skal vi gøre ved at sikre, at vores børn får de rette kompetencer – herunder kompetencer for fremmedsprog – så de er i stand til at gennemføre en uddannelse ved at kunne andre sprog end grønlandsk.

Jeg har selv kæmpet for at opprioritere engelskundervisningen i folkeskolen. Men jeg mener samtidig, at vi skal sørge for, at danskundervisningen ikke bliver nedprioriteret. Begge disse sprog er vigtige for vores børns videre muligheder i uddannelsessystemet.

Problemet er så bare, at hvis Doris Jakobsen bruger alle pengene på at grønlandisere uddannelserne, så er der jo ikke råd til den nødvendige opprioritering af sprogfagene i folkeskolen. Man kan som sagt ikke få det hele.

Signalværdien til vores børn er også helt forkert. Vi skal ikke signalere, at det er helt fint kun at kunne grønlandsk. Vi skal i stedet signalere, at man har brug for fremmedsprog for at få de bedste muligheder i livet. Vi skal signalere, at vi har brug for at suge viden til os for, at vi kan klare os i den globale konkurrence med andre lande. Vi skal signalere, at det at beherske andre sprog end vort eget giver uanede muligheder for at få viden om alle mulige emner eksempelvis på internettet.

Og så lige til sidst; jeg er glad for at kunne grønlandsk. Det er det sprog vi taler i min familie. Det er det sprog jeg bruger til daglig. Men jeg ville ikke undvære mit danske og engelske sprog for det er de to sprog, der har betydet, at jeg kunne gennemføre min drømmeuddannelse. Derfor er jeg også meget opmærksom på, at mine børn tilegner sig disse sprog. Det vil nemlig give dem bedre muligheder i livet.

Og er det egentlig ikke det, vi ønsker? Gode muligheder i livet.