Med nordlys i øjnene

Vi tælles i tusinder, alle os, der som - Else Lidegaard udtrykker det - har fået ”Grønland med som ballast”. Ud af de tusinder er Else Lidegaard den ener, som her har formået at nedfælde sine skarpsindige iagttagelser i en bog på knap 300 sider

Onsdag d. 1. marts 2017
Anders Nilsson, Redaktør for Kamikposten.dk  
Emnekreds: Anmeldelser af bøger, film mv, Bøger, Foder til læseheste, Grønlands historie, Nyhedsbreve, Samfundsforhold, Sprog.

Indholdsfortegnelse:
En anmeldelse af bogen:
Grønland med som ballast
Bogen består af tre dele
Første del
Bogens anden del
Bogens tredje del
Uummannaq april 2007
Nuuk marts 2015
Makka Kleist
Per Langgård
Det nye litterære Grønland
Sofie Petersen
Finn Lynge
Elna Egede
Samt flere andre
Bare lige her på falderebet
En afsluttende kommentar fra anmelderen
Om bogen


Genskin fra et liv med Grønland som ballast
Skrevet af Else Lidegaard
Udgivet januar 2017
Anmeldes her af Anders Nilsson

En anmeldelse af bogen:
Jeg stødte i januar måned tilfældigt ind i et link til anmeldelsen af en ny bog, skrevet af Else Lidegaard. Anmeldelsen var skrevet af en, som tydeligvis ikke vidste meget om Grønland.

Når jeg med det samme bestilte bogen, var det derfor ikke ud fra en interesse vakt af anmelderen, men fordi jeg tidligere havde fundet en kort stump tekst af Else Lidegaard, som det var relevant at citere i en artikel om 22 børn, der i 1950-erne blev sendt et år til Danmark. (Den danske stat brugte grønlandske børn som forsøgskaniner ).

Else Lidegaard er tydeligvis et menneske, der ved, hvad hun skriver om. Og den bog, der dukkede op et par dage efter, har først min kone og straks derefter jeg selv læst med stort udbytte. Bogen kan stærkt anbefales.

Grønland med som ballast
Overskriften til denne anmeldelse er bogens titel ”Med nordlys i øjnene”.
Egentlig burde jeg have givet anmeldelsen overskriften ”Kiisami”. Det er grønlandsk og betyder ”Endelig”.
Endelig kom den bog, vi alle har håbet på. En beretning, der omfatter årene 1953-2015, med oplevelser, skarpe iagttagelser og muntre anekdoter.

Det er en bog man dykker ned i, lader tankerne svømme rundt i og først kravler ud af, når sidste side er læst.

Bogen består af tre dele
Første del handler om ankomsten til Grønland i 1953 og dækker perioden frem til 1955.
Else Lidegaards nyerhvervede mand, Mads Lidegaard, ankom som præsteviet medhjælperaspirant på prøve. Den lille præstefrue var ved ankomsten et godt stykke inde i sin første graviditet.
Anden del handler om årene 1957-1961 i Godthåb.
Tredje del er et gensyn med henholdsvis Uummannaq og Nuuk 50 år senere. Det er nok her bogens vigtigste tekster kan læses, men For at forstå alvoren skal man kende til livet i og uden for Grønland som det beskrevet i de to første dele.

Første del
Hvis man har levet i Godthåb i 1950-erne eller - som jeg – er kommet til Godthåb i 1969 på en måneds ophold og siden – som dansk-grønlandsk familie med tre børn - er flyttet til Godthåb i 1974, så er det både lærerig og underholdende læsning. Mange af de mennesker, der optræder i bogen kender man, om ikke altid personligt, så i hvert fald af omtale.

Det er spændende at læse om livet som det udformede sig både i Godthåb og i Uummannaq. Der er et kvantespring mellem levevilkårene dengang og det, der gælder i dag. På både godt og ondt.

Ud over en spændende beretning om hverdagens vilkår og oplevelser er teksten spækket med betragtninger om levevilkår, klasseskel, sprog og forskellen mellem grønlandske og danske væremåder.

Mit gæt er, at man også uden at have boet i Grønland for så mange år siden, vil få et lærerigt udbytte af at læse bogens første del.

Bogens anden del
Det samme gælder for bogens andel del. Og her vil der i sagens natur være mange flere læsere, som kan forholde sig til bogen ud fra personlige oplevelser.

Mellem de skarpe iagttagelser er der et mylder af morsomme beretninger. For eksempel den om provstekarlen Máti, der altid gik med sit store vækkeur i lommen. Det var det, han stillede kirkeuret efter – som radioen så igen stillede deres ure efter. Máti gik derfor også under tilnavnet ”Big Ben”.

Hvis du opholder dig i nærheden af en, der læser bogen, så vil du ustandselig høre små og store udbrud af latter.

Også i anden del af bogen beriges du af Else Lidegaards evne til at iagttage og beskrive hændelser, som hun derefter sætter ind i en større sammenhæng. Der er ting du pludselig ser i en ny vinkel og begynder at forstå i en sammenhæng, hvor de hører hjemme.

Det er der et eksempel på på side 170 i bogen, hvor Else Lidegaard stiller disse tre spørgsmål om fødestedskriteriet og de danske fagforeningers oversete medansvar:
Men var det solidarisk når danske udsendte støttede deres grønlandske fæller, ikke ved at slække på de økonomiske fordele for sig selv, men ved at foreslå dansk løn til alle?
Var det rimeligt, når de danske fagforeninger forlangte at f.eks. lærerne skulle have samme løn som danske udsendte lærere, så de fik mere end en dansk lærer i Danmark og altså en belønning for at arbejde i deres eget land?
Var det hensigtsmæssigt når indtjeningen for de offentligt ansatte blev større end hvad det frie erhverv i Grønland, fangere og fiskere, i almindelighed kunne tjene?

På side 173 skriver Else Lidegaard om fødestedskriteriet, der blev endeligt afskaffet i 1991 – 12 år efter hjemmestyrets indførelse:
Og hvordan er det så gået med forholdet mellem grønlændere og danskere? Ja, mens man kan glæde sig over at de tilkaldte nu ikke får mere i løn end de hjemmehørende, har det desværre ikke fjernet lønforskellene mellem grønlænderne indbyrdes. Med de meget store indkomster til den grønlandske elite, herunder de grønlandske politikere, er der i dag større forskel på rig og fattig i Grønland end i USA. Hvor blev den solidaritet, der var en del af den oprindelige grønlandske kultur mon af under grønlandiseringen?

Else Lidegaard kommenterer kort Kim Leines roman ”Profeterne i Evighedsfjord” (En titel, der allerede er brugt til en bog, skrevet af Else Lidegaards mand, Mads Lidegaard):
Leine vedgår selv åbent at romanen ikke bygger på virkelige tildragelser, men, som mere eller mindre al litteratur, handler om forfatteren selv. Men de danske læsere har fundet endnu en lejlighed til dyrkelse af en side af vores nationale egenart: masochismen.(side 162).

Og om Tine Brylds bog ”I den bedste mening” skriver Else Lidegaard:
Tine Brylds bog I den bedste mening gjorde selvfølgelig også indtryk på mig, selvom jeg nok mener at problematikken meget er set med danske øjne. Når jeg talte med min gode gamle veninde Sara Helms, som jo var læge i Grønland også før de fatale nedsendelser, om beslutningen om at sende en gruppe børn til Danmark et år for at de kunne lære dansk, mente hun at der også var børn der blev reddet igennem den aktion. Det kunne være den yngste af en stor børneflok, hvor de sad "yderst på grenen", eller fra familier uden en forsørger, hvor børnene let blev udnyttet af plejefamilien.
Blader man i gamle numre af A/G foreslås det fra forskellige grønlandske sider at alle skolebørn i 3. Klasse burde sendes til Danmark et år for at lære dansk. I en enkelt by, Sisimiut, blev det gjort på forældrenes eget initiativ - og bekostning.
Så når det undertiden er blevet hævdet, at de blev sendt til Danmark for at blive "daniserede", var det ikke det der var tanken - de skulle netop kvalificeres til at deltage i udviklingen af deres eget land ved at lære det danske sprog, så de kunne få de relevante uddannelser. Man kan ikke gentage det ofte nok: Intet i Grønland har enkle forklaringer eller løsninger. (side 179-180).


I 1951 var der i hele Grønland 24.159 indbyggere. I Godthåb var der 1.389. I dag er der i hele Grønland 56.483 indbyggere, og i Nuuk (Godthåb) er 16.583.
For Grønland er det mere end en fordobling. For Nuuk er det tolv gange flere indbyggere.

At læse bogens første og anden del er for de mange, der har boet Grønland i de år, som at opleve det hele en gang til. Både de gode minder og de mindre gode myldrer frem som små film på den indre nethinde.

Bogens tredje del
Bogens tredje del er stærk kost.
Her er det den garvede journalist, debattør og samfundsforsker, der tager læserne ved hånden på en tur rundt i nutidens Grønland - både geografisk, socialt, kulturelt og politisk.

Uummannaq april 2007
Turen går først til Uummannaq, hvor familien Lidegaard tilbragte et år i 1955-56.

Else Lidegaard besøger som noget af det første børnehjemmet i Uummannaq. Børnehjemmet er gennem årene blevet berømt – også langt uden for Grønland. Forklaringen på den berømmelse beskriver Else Lidegaard med følgende ord:
Ann er først og fremmest et fantastisk organisationstalent. Hun ser straks hvad hver enkelt kan bidrage med og er ikke bange for at uddelegere. Selvfølgelig er der en daglig rutine, som børnene for øvrigt deltager i. "Der er jo ingen grund til at personalet skal vaske døre og paneler af, når vi har 40 par hænder, som udmærket kan klare det job." Børnehjemmet bærer utroligt lidt præg af institution. Børnenes værelser er forskellige, de bor typisk to på hvert, og der er mange små hyggekroge og stuer. Væggene er prydet af billeder, oftest af mennesker, grønlændere, tykke og tynde, unge og gamle. "Det er vigtigt at børnene kan se at det er i orden at se ud på alle mulige måder. Men nu overhales vi af medierne, som får alle unge til at ville se ud på den samme ideelle måde, høre den samme musik osv." (side 215).


(an 1995)

Jeg havde selv lejlighed til at besøge børnehjemmet i 1995 og havde samme oplevelse.

Jeg besøgte dengang også det skolehjem, hvor børn fra kommunens bygder blev indlogeret, når de skulle ind fra bygderne for at gennemføre de sidste to år i folkeskolen.

På skolehjemmet havde eleverne hvert sit værelse. Og det var den ansvarlige for skolehjemmet ikke tilfreds med. Han mente, at værelserne var for små.

Jeg har selv været på et af Red barnets børnehjem i to perioder som 7-8-årig, og har siden tilbragt fem år og tre år på to kostskoler, så jeg kunne godt se, hvor man som plejebarn havde det bedst i Uummannaq. Det var ikke på skolehjemmet, og det var ikke, fordi den tilsynsførende lærer mente, at værelserne var for små.

De børn, der boede på skolehjemmet, kom fra bygder, hvor der ofte boede flere generationer i et lillebitte træhus. Her på skolehjemmet havde de fået deres eget værelse. Det var vild luksus.

Meget af den utilfredshed man kan opleve i Grønland, kan forklares med, at der pr. automatik sammenlignes med Danmark. Det gør man ikke på børnehjemmet i Uummannaq, hvor lederen, Ann, kommer fra Færøerne.

Besøget på børnehjemmet, der strakte sig over flere dage, bød også på en meget voldsom oplevelse - af den slags, der på begrædelig vis ofte forekommer i Grønland:
"Børnene har ofte måttet lære sig selv at være ligeglade", forklarer Ann. "Når de kommer i konflikt med samfundet, er der jo en grund, som, set i relation til deres liv, ofte er en kompetence. Det er jo en kompetence at de for at beskytte sig har lært sig at de ikke skal være hjemme om natten, når forældrene kommer hjem med berusede venner som de låner dem ud til. De har tit tilbragt den meste tid uden for hjemmet. Når de stjæler, er det måske fordi de ingen mad har fået. Nu er det vigtigt at de lærer at blive forankrede i et hjem, i et fællesskab med pligter og ansvar, og i nogle personer som holder af dem, og som de kan holde af. Det behøver ikke nødvendigvis at være mig, vi er så mange, og børnene finder i reglen selv ud af hvem i personalet de særligt vil knytte sig til. Men man kan ikke lære selv­stændighed uden at have prøvet afhængighed og forankring".

Så kommer pludselig meddelelsen: En 15-årig pige har hængt sig lige efter skoletid, hvor hun tilsyneladende var glad sammen med veninderne. Hun ringede til faderen: "Nu tager jeg strikken om halsen ..." Lillesøsteren kom hjem og så hende gennem vinduet hænge i stuen. Børnehjemmet er stærkt påvirket, flere af børnene er klassekammerater med pigen. Ann frygter at det vil "smitte", for tre uger siden forsøgte en jævnaldrende pige selvmord. "Så får de den opmærksomhed de aldrig fik i levende live." (side 220-221).


Der ydes på børnehjemmet i Uummannaq stor, imponerende og velkendt indsats for at hjælpe de anbragte børn. Det har haft den utilsigtede bivirkning, at det arbejde, der ydes på andre børnehjem i Grønland, ikke får den samme velfortjente opmærksomhed.

Politisk bliver børnehjemmet i Uummannaq i et vist omfang misbrugt til at sige. ”Se bare, hvad der gøres i Uummannaq”.

Nuuk marts 2015
I kraft af sin mangeårige interesse for Grønland, sit arbejde i Grønland og om Grønland, åbnes mange døre, når det er Else Lidegaard, der banker på.
Det får læserne glæde af, når de gennem bogen lukkes med ind og kan sidde som fluer på væggen.

Makka Kleist
Makka Kleist er rektor for den skuespillerskole, der blev oprettet i forbindelse med Grønlands Nationalteater, der officielt og på skilt og brevpapir bærer dobbeltnavnet ”Nunatta isiginaartitsisarfia – The National Theatre of Greenland”.

Hendes samlever gennem mange år, Svenn B. Syrin, er chef for teatret.

Repertoiret er lige så forudsigeligt som Cirkusrevyens på Dyrehavsbakken, men næppe nær så underholdende.

Else Lidegaard skriver:
Makka Kleist så gerne, at engelsk blev grønlændernes andet sprog end dansk, som man jo heller ikke kan klare sig med. Det har man på teatret taget konsekvensen af, her er sprogene grønlandsk og engelsk. (side 234).

Før afsnittet om Makka Kleist kunne godkendes til bogen, skulle der arbejdes lidt med noget uenighed mellem Makka Kleist og Else Lidegaard om tekstens udformning. Det redegøres der fint for i bogen.

Per Langgård
Der er et fint interview med Per Langgård om det grønlandske sprog. Per Langgård har arbejdet med grønlandsk i det meste af en menneskealder, og er nu chefkonsulent i sprog-sekretariatet på Grønlands Universitet. Det er informativ læsning for folk med interesse og forudgående viden om sproget.

Det nye litterære Grønland
Der er nye, unge forfattere på vej i Grønland. Det er muliggjort af forlaget Milik, der er oprettet af Lene Therkildsen. Forlaget er en forfriskende og tiltrængt nyskabelse i Grønland. Et privat forlag drevet af en idealistisk igangsætter. Resultatet er imponerende.

Else Lidegaard interviewer enkelte af de unge forfattere:

Niviaq Korneliussen
Sørine Steenholdt
Maasi Chemnitz


Det er der kommet interessant læsning ud af.

Bøgerne de unge har skrevet lokker også til anskaffelse og læsning.

Sofie Petersen
Sofie Petersen er Grønlands biskop. Af de interviewede personer er hun det traditionelt orienterede, snusfornuftige menneske:
"Og grønlænderne, får de lært dansk?"
"Ikke nok, i dag. I Qasigiannguit og Ilulissat sender de stadig børnene tre måneder til Danmark. Forstanderen for det grønlandske hus i Ålborg, som møder dem, siger at de kan intet dansk. Lærerne, både dem fra det grønlandske seminarium og dem der får extra kurser i Dk, får en masse papirer, men de kan ikke undervise. Det har altid været sådan at næste generation blev dygtigere end den nuværende, vi skal jo ikke have nogen der står lavere end os selv i viden. Viden er jo også magt. I gamle dage lærte en storfanger dig hvordan du skulle padle op mod vinden. Hvis du ikke forstod og havde lært det, gik du til. Med udgangspunkt i det liv vi har nu i dag, skal vi videregive vores erfaringer. Jeg har været censor ved kristendomsundervisning på I!inniarfissuaq, Grønlands seminarium, for dem, der havde det som tilvalgsfag. De får alt for høje karakterer - de skal jo bestå! Faglig stolthed må du ikke have. Jeg vil ikke være censor mere. Man kan jo ikke have et samfund der lever på en løgn."


Finn Lynge
Else Lidegaard skriver indgående om Finn Lynges betydning for Grønland.

Finn Lynges syn på den førte politik i Grønland beskrives ved at bringe dette citat fra hans bog ”Et langt liv på tværs”:
En ting er sikker: Når Siumut og lA dags dato markedsfører sig selv som socialistiske venstrefløjspartier, så er det falsk reklame. Forunderligt at skue for os som bor i Grønland er det, at disse etiketter bliver slugt råt af de danske journalister. Grønland styres af venstrefløjen, står der i Berlingeren og Politiken, bliver det sagt i DR. Men under Siumut og lA er Grønland jo støt og roligt blevet et samfund af kapitalister. Nogle grønlændere holder ferie i Thailand og Sydamerika, andre har ikke råd til at tage kystbåden fra Aappilattoq til Nanortalik. De småt bemidledes muligheder for at bevæge sig lidt omkring kysten langs og se til deres familie bliver skåret ned år for år... Og mens de rige turer verden rundt, kan de fattige så tage den gennem den farlige skærgård i deres små både med påhængsmotor, med tilbagevendende ulykker til følge,fordi samfundet ikke, som i KGH- og GTO-dagene, har råd til at befordre småfolket i ordentlige og regulære kystfartøjer. Og ingen ser det som et politisk anliggende, der har med den officielt erklærede venstrefløjspolitik at gøre.
(side 158 i ”Et langt liv på tværs”. Atuagkat 2010)


Elna Egede
Jeg ville gerne tale med Elna Egede, som i Grønland er kendt som den frygtløse dybdeborende journalist, der under sin tidligere ansættelse på Atuagagdliutit /Grønlandsposten i 2007 afslørede korruption i den grønlandske politiske verden. Politikerne og ledende embedsmænd fik lov til at købe deres embedsboliger til det halve af markedsprisen og kunne så evt. sælge dem igen med stor fortjeneste. Skandalen vakte stor op­mærksomhed, Elna Egede måtte skifte stilling, men året efter fik hun to priser: Grønlands Presseforenings hæderspris på 5.000 kr. og Carsten Nielsen legatet fra Dansk Journalistforbund. Nu er hun redaktionschef for Nuuk tv's nyheder, hvor de er i alt tre journalister og tre teknikere der sender 15 minutters tv-avis hver dag på både grønlandsk og dansk.
Elna viser mig de meget overskuelige og beskedne forhold på stationen, mens vi snakker lidt i al almindelighed om mediesituationen i Grønland.
"Facebook er Guds gave til det grønlandske folk", erklærer Elna. "Her kommer folk til orde, her kan man nå hinanden, her skabes debatgrupper, det er virkelig et kommunikationsinstrument. Medierne her i landet er meget stive, alt foregår på dansk og grønlandsk. På Facebook er du din egen sproglige herre. Jeg har aldrig i mit liv set en så livlig debat om forhold i Grønland. Der er etableret en masse grupper, hele spektret af interesser i det grønlandske samfund. Der er selvfølgelig også et hyggesegment. Men jeg tror at Facebook er første gang, det grønlandske folk virkelig har fået ytringsfriheden. I jeres tid og også i vores tid gik alt hvad der blev skrevet på grønlandsk gennem danske journalister eller grønlandske journalister, der skriver på dansk og får det oversat. Facebook giver også rækkevidde i et land med meget få medier og en meget dominerende dansk elite”. (side 277).


Samt flere andre
Der interviewes flere andre personer. Blandt andre søskendeparret Jørgen Chemnitz og Asii Narup Chemnitz, samt Juaaka Lyberth.

Bare lige her på falderebet
Afslutningsvis skriver Else Lidegaard:
Bare lige her på falderebet: Nuuk idag! Jo de overlever. Ingen har større overlevelsesevne end grønlænderne. Pludselig er de oppe af sumpen, som en sæl. Dukker op af havet et helt andet sted end forventet. De finder deres egen vej. Vores er for nedtrampet. (side 293).

Mit gæt er, at Else Lidegaard her mere udtrykker et håb end en overbevisning.

Som det er nu, har omkring 15.000 personer født i Grønland – mere eller mindre frivilligt – fundet deres egen vej ved at emigrere til det "nedtrampede Danmark".
Det er 23% af den grønlandske befolkning, og tallet er voksende.

En afsluttende kommentar fra anmelderen
Jeg indledte mit kendskab til Grønland i 1966 som studentermedhjælper i Ministeriet for Grønland. Her havde jeg den glæde at lære en pensioneret provst fra Grønland at kende. Han arbejdede med kirkebøgerne fra Grønland og viste mig med et lunt smil optegnelsen for et barn, der var blevet døbt "Anaqqaaq", da det havde været en meget langvarig fødsel.

Det kunne være fristende, at bruge samme beskrivelse for udgivelsen af denne denne bog fra Else Lidegaards hånd, men jeg vil bruge et andet velkendt grønlandsk udbrud "Kiisami”.

For endelig kom den bog, som alle vi med tilknytning til Grønland har savnet.


Om bogen
Med nordlys i øjnene
Find prisen her
Udgivet i kommission hos Gyldendal
Type : Hæftet
isbn : 9788702234039
Udgave : 1
Udgivelsesdato : 18-01-2017
Sideantal : 296