- Indholdsfortegnelse:
- Kapacitetsmæssige problemer på Dronning Ingrids Hospital
- Naiv ønsketænkning
- Som at spise fyldt chokolade, når der ikke er råd til rugbrød
- Måske kunne den insufficiente administration beskæftige sig med sin egentlige opgave
- Landshospital på vågeblus
- Fortsat politisk blokering af rimelig patientbehandling?
Gennem de sidste par uger har sundhedsdebatten fokuseret på en ansættelse af en grønlandskfødt og grønlandsksproget speciallæge. Politikeres enstemmige krav om hans ansættelse er forståeligt og fornuftigt. Men samtidig bortleder de behændigt opmærksomheden fra deres egentlige ansvar og får kastet et røgslør ud over grundlæggende mangler og problemer i sygdomsbehandlingen. Taberne er endnu engang patienterne.
Sermitsiaq nr.15 d.12/4-96 omtalte at speciallæge i kirurgi Knud Erik Kleist af faglige årsager føler sig tvunget til at rejse. Han har brugt 6 års målrettet efteruddannelse for at kunne bestride en overlægestilling ikke til et lukrativt subspeciale i Danmark - men for at få bredde til sit virke i og for Grønland. Han søgte en afdelingslægestilling på DIH i tillid til at hans speciale blev udbygget med mindst en overlægestilling. Det kirurgiske speciale er forlængst i lighed med andre specialer erkendt groft undernormeret - og af skiftende administrationer (også under staten) indstillet til opnormering.
Artiklen i Sermitsiaq efterlod nogle læsere med den tro at Knud Erik Kleist og jeg forhalede opnormeringerne ved at undlade at give oplysninger til embedsmændene. Det er ikke korrekt. Vi følte os moralsk tvunget til at sige fra og hellige os patientbehandling. Trods knap 1/2 meters (10 kg ) dokumentation om emnet (den sidste rapport endog så "farlig" at den var fortroligstemplet i længere tid) skulle der analyseres mere og stilles yderligere spørgsmål - men spørgsmålene kunne vi ikke få at vide umiddelbart. Gennem de sidste 6-7 år har jeg deltaget i mere end 30 møder om emnet , hidtil resultatløst. Nu tegnede sig atter et klart billede af forhaling og dermed langsigtet tidsspilde. På den baggrund sagde vi fra. Vi lovede dog at besvare alle spørgsmål der blev fremsendt på mindre end 6 dage - og det har vi gjort.
Kapacitetsmæssige problemer på Dronning Ingrids HospitalHvad er problemets kerne? De fleste der har fulgt med i pressedækningen af den grønlandske sundhedsdebat gennem de sidste 5-6 år, har forstået at der foreligger betydelige kapacitetsmæsssige problemer på DIH. Et betydeligt antal patienter har måttet indse det, og udviser alligevel en utrolig tålmodighed. Det synlige indtryk fik vi ved "venteliste-afviklingen". Med god timing til det forestående valg blev der anvendt 25 mill kr. for at dæmme op for de værste behandlingsmæsssige undladelsessynder. Allerede nu er der dog flere der venter på behandling end før. Det var og er oplyst at det skulle gå sådan. Og politikerne, der har haft den fornødne viden og magt til at ændre på de basale problemer har hidtil intet gjort - ud over sympatitilkendegivelser i den verserende sag. Grundproblemerne er udråbt i pressen flere gange, men skal gentages. De er skabt dels af underbemanding og diskontinuitet på Kystens sygehuse, dels affødt af undernormering og underbemanding på DIH.
Naiv ønsketænkningDer har været talt om at SHVs ressourser er tilstrækkelige, hvis man indfører forretningsmæssig principper. At resourserne i SHV er tilstrækkelige er en trossag, der blev lanceret af Statens embedsmænd i 1989. Jeg har vanskeligt ved at tilslutte mig synspunktet - og gik kraftigt imod som lægekredsforeningsrepræsentant i drøftelserne om bloktilskuddets størrelse ved hjemmestyrets overtagelse af SHV. Sparekniven har siden været fremme et utal af gange og lommerne vendt. Mig bekendt tilbydes der ikke luxusbehandlinger af nogen økonomisk betydning. Det forekommer derfor som naiv ønsketænkning med mindre man vil gå ind og beskære de i forvejen reducerede behandlingstilbud.
Som at spise fyldt chokolade, når der ikke er råd til rugbrødAlligevel er der områder, der kan gøres bedre og billigere. En del er velbeskrevne, men de kræver en form for investering - og hidtil er der ikke taget initiativ til at gennemføre dem. - Gennem det sidste år har vi på DIH genoplevet et problem forårsaget af den reducerede sengekapacitet: et stigende antal af de patienter der er indkaldt, men ikke har krævet hastebehandling, har måttet vente urimeligt længe på operation. Der har været ventetider på flere uger mod ideelt 1-2 dage. Nogle er videresendt til RH fordi kapaciteten ikke gav løfter om udsigt til snarlig behandling. Til gengæld har vi været nødsaget til at sende patienter hjem tidligere end fuldt forsvarligt - dels på grund af pres fra dem der har været urimeligt længe hjemmefra, dels på grund af begrænset sengekapacitet. Den form for økonomi svarer til at spise fyldt chokolade fordi man ikke har råd til rugbrød (eller sælkød).
Måske kunne den insufficiente administration beskæftige sig med sin egentlige opgaveHvis der med forretningsmæssige principper menes at man vedtager en klar målsætning og strategi og sætter ressourcer ind på at opfylde den - så lyder det forjættende. Måske kunne den insufficiente administration beskæftige sig med sin egentlige opgave - at få SHV til at fungere af hensyn til kunderne - patienterne. I stedet for opslidende bataljer på diverse niveauer og imellem diverse direktorater kunne man koncentrere sig om f.eks. væsentlige opgaver som rekruttering og fastholdelse af kvalificeret personale. Ved ansættelse af sundhedspersonale i Norden er det helt almindeligt, at ansøger kan få oplyst løn, hvor de skal bo og til hvilken omkostning. Her er det som regel umuligt. De bedst kvalificerede ansøgere trækker sig derfor hyppigt. I Danmark orienterer den administrerende overlæge almindeligvis ansøgere om de er ansat dagen efter ansøgningsfristen. Her kan der gå uger før der kan gives besked - og så har ansøgeren som regel fået andet job - og bliver forbløffede, når de kontaktes.
Grønland har tilsluttet sig WHOs charter om Sundhed. Det indebærer at man sikrer borgere med behandlingskrævende lidelser en forsvarlig behandling så tæt på deres bopæl som muligt. Den første del er nu for et stort antal patienter strandet på DIHs kapacitetsmæssige problemer, der i de sidste 1-2 år har reduceret DIH til et akutsygehus uden reelle muligheder for at behandle ikke akutte lidelser. Den anden del, hvor DIH havde opbygget en service hvor opererende speciallægehold besøgte Kystsygehusene med mellemrum. Derved sparedes betydelige beløb til transport af patienterne, der kunne behandles i nærheden af deres familie med reduceret sygefravær - til glæde for dem selv, deres arbejdspladser og samfundsøkonomien. Lokalsygehusene fik med rimelige mellemrum en nødvendige gennemgang af rutiner i de forskellige specialer til gavn i akutte situationer. Denne aktivitet er nu også stort set indstillet på grund af kapacitetsproblemerne.
DIH er et godt hospital sammenlignet med mange større og mere fabriksorienterede hospitaler. DIH har altid haft en særlig ånd, der lægger vægt på fleksibilitet og kvalitet i et helhedssyn på behandling af patienterne. Disse værdier har i en periode været i fare for at forsvinde i et forsøg på at løbe lige så stærkt som tilgangen af behandlingskrævende lidelser. Arbejdsuger har for manges vedkommende overskredet de for tiden så forkætrede 72 timer og mere eller mindre stavnsbundet lægerne til hospitalet på grund af vagt/og eller handlepligt. Som omtalt i pressen er flere læger rejst på grund af disse forhold - også grønlandske læger. Trods talrige forsøg på at skabe tålelige forhold for patienter og personale har der hidtil og er fortsat ikke reelle løsninger på bordet.
Landshospital på vågeblusDer tales meget bekvemt om DIH som Landshospital. Bekvemt fordi begrebet ikke er defineret. Man kan sammenligne med Færøerne der også har et Landshospital. I den sammenligning skal DIHs budget mere end fordobles. Speciallægestaben 3-dobles og hidtil syltede bygningsudvidelser sættes i gang. Det er nærliggende at sammenligne DIH med et centralsygehus, som det kendes i Skandinavien. Her serviceres patienter der ikke kan færdigbehandles i det primære sundhedssystem og helt subspecialiserede opgaver sendes videre til det tertiære system - f.eks. Rigshospitalet. Hvis DIH sammenlignes med Bornholm, der har ca det samme patientgrundlag, skal DIH udbygges - først og fremmest bør overlægestillinger i forskellige specialer 2-5 dobles, det nødvendige hjælpepersonale skal tilføres ligesom nødvendige undersøgelses- og behandlingsfaciliteter skal etableres. Der skal også normeres en overlægestilling i Pædiatri (børnesygdomme) og Patologi (vævsundersøgelser)m.fl. Dette betyder jo ganske andre udgifter end opnormering af den overlægestilling, der er så omtalt. Til gengæld vil man få et hospital som borgere, patienter og som sundhedspersonale kan være trygge ved, stolte af og glade for. Ikke blot udvalgte, men alle patienter vil få en mulighed for at blive behandlet. Som det er nu må en betydelig del af patienterne svæve i uvished om hvor og hvornår de skal behandles. Det skaber unødig mistillid til behandling og behandlere - men adressen er politisk.
Fortsat politisk blokering af rimelig patientbehandling?Selvom den nuværende debat er kommet med flere års forsinkelse er det godt den er kommet i gang. Det er muligt at man politisk fortsat vil blokere en rimelig patientbehandling. I så fald må sundhedsvæsenets personale have klar besked om, hvad der ikke er råd til. Kun derved kan man undgå at holde behandlere og befolkning for nar.
|