Indsigt: Magter vi en hjemtagelse af de psykiatriske patienter?

Magter vi en hjemtagelse af de psykiatriske patienter?

Indholdsfortegnelse:: Kaotiske tilstande for de psykisk handicappede; Ufaglærte husmødre uden kendskab til patienternes specielle behov; Hvem har det overordnede ansvar?; Uvidenhed skaber frygt; Bokollektiver og væresteder; De ansvarlige politikere og embedsmænd skal se virkeligheden i øjnene; Kan vi hjemtage og skal vi hjemtage?

Kaotiske tilstande for de psykisk handicappede

Konklusionen på kurset blev, at vi må være med til at gøre de ansvarlige politikere og embedsmænd opmærksomme på de kaotiske tilstande, vi oftere og oftere byder vores psykisk syge medborgere.

Der findes psykiatriske patienter i hele Grønland, nogle steder er der flere end andre. Men fælles for alle er, at de ikke får den optimale støtte, hjælp og vejledning i hverdagen, som de har behov for.

Dette faktum skyldes en kombination af mange ting, men for at gribe i egen barn må vi indrømme, at de fleste læger, sygeplejersker og sundhedsmedhjælpere på landets sygehuse mangler specialviden om faget psykiatri, og derfor ofte føler sig usikre i pleje og behandling af denne patientkategori.

De steder, hvor den psykiatriske patient møder en hjemmesygeplejerske, er det en uden specialviden om psykiatriske patienters specielle behov.

Derfor kan det ofte være svært at tackle de situationer, man bliver sat i, når man forsøger at hjælpe denne patientkategori.

Ufaglærte husmødre uden kendskab til patienternes specielle behov

Bedre bliver det ikke, når den syge har behov for hjælp til praktiske gøremål i hjemmet. Alle landets hjemmehjælpere er ufaglærte husmødre uden kendskab til patienternes specielle psyke og væremåde.

Nogle bliver ligefrem skræmte og ønsker ikke længere at yde den syge borger hjælp i hjemmet. Hvis kommunen mener, der er behov for støtteperson i hverdagen, er det mennesker med samme faglige baggrund som hjemmehjælperne, der bruges nemlig dem uden uddannelse!!!

Hvorledes kan man tilbyde ofte meget syge og psykisk ustabile borgere de dårligst uddannede til at hjælpe dem gennem en ofte meget kaotisk hverdag!!!

Hvem har det overordnede ansvar?

Hvem er ansvarlig for, de bliver uddannet til at varetage det ansvarsfulde job, det er at skabe en velfungerende hverdag sammen med den psykiatriske patient???.

Bliver den syge så syg, at vedkommende ikke kan klare sig i egen bolig, hvis denne altså har en, kræver det anbringelse på en institution.

Sygehuset er ikke noget patienthotel ej heller for psykiatriske patienter, selv om man af og til får opfattelsen heraf. Alderdomshjem bliver brugt til at huse psykiatriske patienter i en meget yngre alder end stedets øvrige beboere med almindelige aldersbetingede handicaps.

Personalet her er også uden faglig uddannelse for en stor dels vedkommende, og det uddannede personale har ikke specialviden om psykiatri, således de kan gå ind i supervision og konstruktiv problemløsning.

Uvidenhed skaber frygt

Dette medfører flere steder, at der skabes en frygt for den psykisk syges adfærd og dette spreder en angst til de øvrige beboere og personalet, som således igen skader den psykisk syge, der mange gange føler sin livssituation kaotisk.

Mange psykiatriske patienter kan i lange perioder fungere godt i nærmiljøet, hvis de i perioder tilbydes ophold på optræningshjem, som f.eks. Aaqa i Nuuk.

Desværre er der alt for få pladser til at dække behovet og desværre har alt for få kommuner noget at tilbyde deres borgere, når de har tilendebragt et træningsophold der.

Bokollektiver og væresteder

I nogle kommuner er man begyndt at bygge bokollektiver til psykisk syge borgere.

Det er et godt initiativ, som skal prioriteres meget højere. Og samtidig med at dette prioriteres, skal der også afsættes midler til uddannelse af personalet.

For det hjælper ikke, de har steder at bo, hvis de ikke har velkvalificeret personale til at skabe faste og trygge rammer for dem. Man vil hermed kunne undgå mange genindlæggelser på de lokale sygehuse eller endnu mere traumatisk, overflytning til landets eneste specialafdeling i psykiatri "A-l" på Dronning Ingrids Hospital.

Ligeledes kunne det være til stor gavn for den psykiatriske patient, hvis der i byen var nogle værksteder og væresteder. Altså lokaler de kunne mødes i med ligestillede og der skabe et fællesskab, hvor man støtter hinanden uden der stilles for store krav til den enkelte.

Mange pårørende har også behov for støtte og vejledning, men de tabes ligesom mange patienter oftest på gulvet, da sundhedsvæsenet mangler specialister på området til at indgå som konsulenter ved supervision og dygtiggørelse af personalet på kysten.

De ansvarlige politikere og embedsmænd skal se virkeligheden i øjnene

Man kan kun håbe, at de ansvarlige politikere og embedsmænd vil begynde at se realistisk på de meget store problemer, vi oplever på kysten for psykiatriske patienter og disses pårørende, og dermed skabe nogle bedre vilkår, således vi kan betjene denne patientkategori lige så godt og professionelt som andre.

Det kræver dog også, at der kommer et mere konstruktivt og nært samarbejde mellem Direktoratet for sundhed, miljø og forskning og Socialdirektoratet, således man tværsektoralt kan skabe gode helhedsløsninger for de psykiatriske patienter og ikke længere oplever problemer med at erkende og påtage sig ansvar for disse borgere.

Kan vi hjemtage og skal vi hjemtage?

Slutteligt vil vi gøre de ansvarlige politikere og embedsmænd opmærksomme på, at vi har umådeligt svært ved at se mulighederne og ressourcerne, der skal til for at hjemtage de rets-psykiatriske patienter fra Danmark, så længe vi har så store og massive problemer med de forholdsvise lette psykiatriske tilfælde, vi allerede har her i landet.

Var alle ikke bedre tjent med, vi fik ordnede forhold, således vi kunne undgå at sende flere til Danmark i fremtiden. Og så på den måde blive stolte af det arbejde vi forsøger at gøre med de store afstande og den ringe befolkningsmængde Grønland rummer.