Ting af betydning for en bedre sundhed i bygderne

Det er svært at skaffe uddannet arbejdskraft til bygderne. Også jordemødre har fået smag for det lette liv i byerne, og sundhedsmedhjælpere er vi simpelt hen holdt op med at uddanne. Nu uddanner vi i stedet vores egnerigtige sygeplejersker, og det er en almindelig forventning at disserigtige sygeplejerskerikke har et liv i bygderne placeret højest i deres karriereplan.

Torsdag d. 29. august 1996
Anders Nilsson, Redaktør for Kamikposten.dk  
Emnekreds: Bygder, Sundhedsvæsenet.

Indholdsfortegnelse:
Renovationen skal sættes i system
Bedre boliger
Kommunale servicehuse
En holdningsændring er nødvendig
Skal bygderne lukkes?


Bag de mange smukke indtryk man får ved at besøge bygderne i Upernavik og Uummannak kommuner ligger en viden om en generel sundhedstilstand, der er så ringe, at den sætter sine uhyggelige spor i statistikken - for eksempel i form af stor spædbørnsdødelighed og en opblusset forekomst af tuberkulose. To alarmerende indikationer for at der noget alvorligt galt.

I Innarsuit er sygeplejestationen bygget sammen med bygdekontoret
- småt, men pænt og effektivt - august 1996
Der har været fokuseret på sundhedsvæsenets indsats. Mange steder mangler der uddannet personale, i stedet klares den primære sundhedstjeneste af lokal beboer, der gennem sporadisk kursusvirksomhed søges oplært så godt som muligt. Somme tider fungerer det godt - en fornuftig kone, der selv med held og hårdt arbejde har ført en flok børn frem til et liv som voksne, er ikke nogen ringe erstatning for en korrekt uddannet jordemoder eller sundhedsmedhjælper. Men alt for ofte er bygdebefolkningen uden den kvalificerede hjælp, som alle vi andre har nemmere adgang til i sundhedsvæsenet.

Det er svært at skaffe uddannet arbejdskraft til bygderne. Også jordemødre har fået smag for det lette liv i byerne, og sundhedsmedhjælpere er vi simpelt hen holdt op med at uddanne. Nu uddanner vi i stedet vores egne rigtige sygeplejersker, og det er en almindelig forventning at disse rigtige sygeplejersker ikke har et liv i bygderne placeret højest i deres karriereplan.

Det ser kort sagt sort ud for bygderne, når det gælder faglært sundhedshjælp. Vi vil i et vist omfang kunne beslutte at lokke med særlige frynsegoder, såsom en bolig, der er lige så god som en bolig i byerne (og altså et stykke bedre end de andre huse i bygden) og en årlig feriefrirejse ud af bygden. Det er ikke sikkert det virker, og det er i hvert fald ikke nogen langsigtet og anstændig løsning.

Vi skal derfor gribe problemet an på en anden måde. Vi skal forbedre de grundlæggende levevilkår i bygderne.

Renovationen skal sættes i system

Under vores rejse så vi de første bygdeforbrændingsanlæg. Det vil sige: anlægget i Nuussuaq var allerede forsvundet igen, skyllet i havet under en storm. Så i Nuussuaq vælter man stadigvæk skraldet ud over fjeldet og ned i havet - dagrenovation og natrenovation i en ildelugtende pærevælling.

Natrenovationen - lokumsposerne - er skriggule. Efter sigende for at jollesejlerne lettere kan få øje på dem, når de flyder i havet, og derved undgå at få dem i skruen. Og farven er effektiv! På vej mod Kullorsuaq måtte helikopteren vende om, fordi en af passagererne havde set en jolle med bunden i vejret - det var heldigvis kun en lokumspose.

det er svært at afgøre om "bygdeforbrændingsanlæggene" vil være til afgørende nytte. Vi så ikke nogen anlæg i gang, selv om der i bygderne lå rigeligt med brændbart affald spredt alle vegne, og natrenovationen og andet biologisk affald såsom spæk, råddent kød og fiskeaffald - alt det der kan rumme farlig smitte - det kan næppe proppes i "bygdeforbrænderen".

Under alle omstændigheder vil det være nødvendigt at lette folks forståelse for at bygdeforbrændingsanlæggene skal bruges - lette den sådan i fysisk forstand. Der skal bygges veje ud til forbrændingsanlæggene som naturligvis - for at undgå lugtgener - bør placeres i udkanten af bygden.

Det behøver ikke at være brede motorveje, anlagt med gummiged og asfaltkoger. Enkle veje anlagt med lokal arbejdskraft samt skovl og trillebør vil være rigeligt til de små firhjulstrækkere med ladvogne, der allerede nu kører rundt i enkelte af bygderne. Udgiften til anlæg af veje er kommunal, men det er på sin plads at tvivle på om kommuner med mange bygder magter opgaven.

Josef Motzfeldt, Inuit Ataqatigiit, kom under turen med et interessant forslag om at opstille lukkede affaldscontainere, der med passende mellemrum byttes ud og fragtes bort af kommunen. Jeg går ud fra, at han selv bærer forslaget frem - det fortjener en grundig behandling.



Bedre boliger
Der er jordhytter i bygderne, og der er også familier, som stadig bor i jordhytter, men det er ikke det typiske.

Typisk bor folk i træhuse, hvoraf de fleste ser ud til at være mellem 20 og 30 år gamle. Mange huse ser nedslidte ud, og de er antageligt dårligt isolerede. Der er ikke rindende vand. vandet skal hentes ved et taphus, eller en elv. Om vinteren er mange henvist til at hente is, som smeltes.

I alle bygder er der gang i boligbyggeriet. Det er kommunale byggesæt - selvbyggerhuse - der skyder op overalt.

Selvbyggerhusene adskiller sig ikke i udseende fra de gamle huse, men de er bygget med nyere materialer, og er bedre isolerede og mere robuste.

Hvis byggeriet fortsætter med den fart vi kunne iagttage under vores rejse, vil det i løbet af få år give boligstandarden et helt nødvendigt løft, og det vil være et væsentligt bidrag til en bedre generel sundhedstilstand i bygderne.

Men stadig er der problemer med den personlige hygiejne, når det er så svært at skaffe vand. Det er besværligt og tidkrævende at skaffe vand til alle de huslige gøremål, og det ender somme tider med at gå ud over rengøring, tøjvask og personlig hygiejne. Et af resultaterne er tuberkulose, som er fundet i flere af bygderne i Upernavik og Uummannak kommune.

Kommunale servicehuse
I flere bygder er der opført servicehuse. Servicehusene er til bygdens fælles brug og de er indrettet med rindende koldt og varmt vand og de indeholder blandt andet baderum og vaskeri.

Og vaskemaskinerne snurrede lystigt i servicehusene.



En holdningsændring er nødvendig
Uden at sætte navne på må man nok konstatere, at der er store forskelle mellem de enkelte bygder med hensyn til renlighed. Forskellene kan ikke forklares på anden måde end at nogen steder er folk mere påpasselige end andre steder med at renholde bygden - og måske også boligen, tøjet og kroppen. Så noget må kunne nås ved almindelig oplysning - for eksempel formidlet gennem KNR-TV.

Ikke disse her løftede pegefingre, men udsendelser optaget i de enkelte byer og bygder i Grønland. Hverdagsudsendelser, så vi kan se og vise hinanden, hvordan vi bor, lever og arbejder.

I bygderne i Upernavik og Uumannak er der et liv og et leben, affødt af et godt fiskeri efter hellefisk. Folk er fulde af optimisme og gå-på-mod, og der tjenes i disse år gode penge.



Skal bygderne lukkes?
Først når man har rejst rundt i bygderne kan man forstå, hvor tåbeligt dette spørgsmål er.

Hvor skulle vi flytte - tvangsforflytte - folk hen, hvis vi lukkede bygderne? En genhusning i byerne af bygdebefolkningen ville koste milliarder, og resultatet ville være social sump.

I bygderne har man en sammenhængende, fornuftig dagligdag, der kan gøres lettere og sundere ved nogle beskedne investeringer i en bedre affaldshåndtering, anlæg af veje, bedre boliger og servicehuse med bad og fællesvaskerier.

Når skolerne så også sættes istand - og udvides, hvor elevtallet er vokset, så mangler vi kun at minde folk om den stærkt forbedrede kontakt, der gennem de senere år er skabt med indførelse af telefon, fax og direkte TV.

Alle disse forbedringer tilsammen skulle gerne gøre det mere tillokkende for uddannet arbejdskraft i bygderne. Særligt indenfor sundhedsvæsenet og i skolerne, men også på bygdekontoret, i butikken og på det lokale produktionsanlæg.