Den grønlandske sygeplejerskeuddannelse er en katastrofe

Selv har jeg haft en stor del af mit virke for Grønlands sundhedsvæsen i bygderne, hvor jeg gennem årene har løst mange opgaver i samarbejde med fremragende lokalt personale, sygeplejersker, sundhedsmedhjælpere, fødselshjælpere og medicinaldepotbestyrere.

Torsdag d. 5. marts 1998
Finn G. Becker-Christensen
Emnekreds: Sundhedsvæsenet, Uddannelse.

Indholdsfortegnelse:
Den grønlandske sygeplejerskeuddannelse
Forløbet indtil nu
Sygeplejerskernes opgaver
Sygeplejersken Timothæus
En tænkepause


I den seneste tid er der i TV kørt en rekrutteringskampagne for elever/studerende til den grønlandske sygeplejerskeuddannelse. Der reklameres med uddannelsens internationale tilsnit og de gode muligheder for efterfølgende at få job i udlandet.

Som skatteyder i Grønland kan jeg ikke lide, at der spilles fandango med mine penge. Jeg føler ingen lyst til at medfinansiere fremmede landes forsyning med sygeplejersker. Man lad det ligge. Der er noget andet, som er værre.

Den grønlandske sygeplejerskeuddannelse
Man indledte i slutningen af 1993 sygeplejerskeuddannelsen med at rekruttere de dygtigste og mest velfungerende sundhedsmedhjælpere fra hele Grønland. De er siden dumpet på stribe. Årsagen er formodentlig, at det pensum, som man har forsøgt at lære dem er i modstrid med nogle helt andre traditioner, som de er vokset op under. Viljen til at løse vidt forskellige opgaver af både sygeplejemæssig og ikke-sygeplejemæssig karakter er pludselig ikke en kvalifikation, men noget der trækker fra hos lærerne.

Inspireret af nye principper for uddannelsen af sygeplejersker i Danmark rummer den grønlandske sygeplejerskeuddannelse mange sundhedspolitiske og filosofiske elementer. Sygdom hedder ikke længere sygdom, men sundhedssvigt.

Gad vide, hvad det hedder på grønlandsk? Jeg ved det ikke. Det bliver svært at forklare det for vort bygdepersonale, som ofte ikke forstår dansk.

Til gengæld tror jeg, at de kommende sygeplejersker springer andre ting over, som er traditionelle og nyttige kundskaber i Grønland, f. eks. diagnose og behandling af sygdomme.

Dumpeprocenten vil måske blive mindre, når man begynder at uddanne elever uden forudgående sundhedsfaglig baggrund. De vil måske ikke stille spørgsmål til den lærdom, som doceres af et lærerkorps rekrutteret fra Danmark, og som mangler grønlandsmedicinsk ballast.

Jeg tror ikke, at det er godt med en ny gruppe sygeplejersker med stor standsbevidsthed og fast opfattelse af grænserne for eget fag. De er sikkert velegnede til at arbejde i Danmark, men ikke i Grønland. Det er der nogle, der vil ændre på - desværre ikke ved at ændre sygeplejskeuddannelsen - men ved at ændre strukturen i det grønlandske sundhedsvæsen.

De mennesker, som har tilrettelagt den grønlandske sygeplejerskeuddannelse, og som har fået Landstinget til at vedtage en forordning, har drømt sig til et fjernt land, hvor der er fuld bemanding inden for alle sundhedsvæsenets personalegrupper. I dette fjerne land langt fra Grønland har sygeplejerskerne altid mulighed for at tilkalde andre, når de føler, at en opgave ikke har at gøre med sygepleje. Der står altid en erfaren lægen eller en rutineret jordemoder til rådighed.

Forløbet indtil nu
Relativt få (18?) har indtil videre gennemført en sygeplejerskeuddannelse i Grønland De udfører et udmærket arbejde, men det gjorde de allerede som sundhedsmedhjælpere, inden de blev sygeplejersker.

De kommende færdige sygeplejersker, der ikke har denne baggrund, kan sikkert gøre god fyldest i Danmark og andre lande, der ligger langt fra Grønland, men de står ikke særlig godt rustet til at arbejde i det grønlandske sundhedsvæsen. De er måske ligefrem bange for det.

Efter afsluttet uddannelse vil de vil måske kunne fungere godt i Nuuk, men mindre godt på Kysten og slet ikke i bygderne.

Jeg tvivler ikke på, at de som gennemfører uddannelsen i Grønland og får på papir på det, kan gøre god fyldest i Danmark og andre fjerne lande. Derimod vil jeg godt sætte spørgsmålstegn ved, om den grønlandske sygeplejerskeuddannelse kan bruges i Grønland.

I Grønland, som jeg kender landet, er der på mange områder i samfundslivet en værdifuld og ofte uundværlig tradition for, at selvgjort er velgjort. Det gælder specielt i den kulturbærende del af samfundet, nemlig bygderne, hvor der findes en utrolig opfindsomhed og vilje til på tværs af eller helt uden faglig uddannelse at løse mange opgaver, f.ex. byggeri og motorreparationer. Denne opfindsomhed har også præget mange medarbejdere i sundhedsvæsenet, sygeplejersker, læger og andre.

Strukturen i det grønlandske sundhedsvæsen er resultatet af en århundreder lang udviklingsproces, der selvfølgelig ikke har været parallel med udviklingen i Danmark. Det personale, der er kommet derfra, bl.a. sygeplejersker, har måttet tilpasse sig denne struktur, hvilket mange har gjort med stor dygtighed, loyalitet og entusiasme. Denne tradition skulle nødigt mistes.

Sygeplejerskernes opgaver
Ethvert land må selv definere de opgaver, der forventes løst af sygeplejersker. Det er min mening på baggrund af en klinisk karriere, der strækker sig fra det nordlige Sverige til det sydlige Afrika. I Sverige, hvor jeg arbejdede på et tidspunkt, hvor der var lægemangel, traf jeg sygeplejersker, der havde en høj kompetence med hensyn til at behandle akutte medicinske sygdomme, for eksempel vand i lungerne. I Afrika har jeg arbejdet med sygeplejersker, der var meget dygtige til selvstændigt at behandle tropesygdomme.

Da de europæiske kolonimagter mistede kolonierne i Afrika, skete der i visse lande en udvandring af læger. Situationen kan sammenlignes med Grønland, hvor der også er lægemangel, omend dette ikke skyldes politiske forhold. Jeg har arbejdet i flere afrikanske lande, hvor der stod sygeplejersker klar til at overtage arbejdet, da lægerne forsvandt. Det gjorde de med held og dygtighed.

I Qanorooq 28/1/98 var der et interessant indslag. Sygeplejerske Ruth Lange var netop hjemkommet fra en konference i Sydafrika. Hun var inviteret til Afrika for at fortælle om grønlandske sygeplejerskers opgaver. Hun fortalte, hvor vigtigt det er, at sygeplejersker i et stort land med store afstande selv kan stille diagnoser og iværksætte behandling af akutte sygdomme.

Jeg er fuldstændig enig. Jeg mener også, at det er en god beskrivelse af, hvordan sygeplejersker og sundhedsmedhjælpere hidtil har arbejdet i Grønland. Denne tradition bør bevares. Hvis ikke dette vigtige element kommer med i den nye grønlandske sygeplejerskeuddannelse, så kan den ligeså godt ophøre.

Sygeplejersken Timothæus
Jeg har ikke været i Sydafrika, men i nabolandet Angola. Der har jeg arbejdet sammen med en sygeplejerske, der bar det gode grønlandske navn Timothæus. Han var dygtig til at operere. Sygehuset, som vi arbejdede på, havde ikke altid rent operationstøj. Derfor opererede han med nøgen overkrop, hvilket han mente var bedst for steriliteten. Det var i 1975, da den angolanske borgerkrig var aller heftigst.

Timothæus var en høj muskuløs mand. Det kvindelige personale på operationsstuen var ved at besvime, når han smed tøjet for at udføre kejsersnit, eller - som han kaldte det - caesariana. Infektion i operationssårene forekom ikke på det sygehus.

Timothæus havde en god operationsteknik. I sit sygeplejemæssige virke lod han sig ikke påvirke af sundhedspolitiske floskler og lommefilosofi.

Det grønlandske sundhedsvæsens problemer med personalemangel er godartede sammenlignet med situationen, som jeg oplevede i Angola.

Detaljer og løsningsmodeller skal jeg ikke komme ind på her. Dem har jeg allerede beskrevet i Ugeskrift for Læger.

En tænkepause
I al overskuelig fremtid vil der være lægemangel i Grønland. Landet får aldrig egen lægeuddannelse, nok heller ikke jordemoderuddannelse. Det var et stort privilegium for sygeplejerskerne at få egen uddannelse i Grønland. Resultatet er blevet en skuffelse.

Jeg foreslår, at man foreløbigt indstiller sygeplejerskeuddannelsen i Nuuk, evnt. indtil videre lukker institutionen med det fine navn Peqqissaanermut ilinniarfik/Center for Sundhedsuddannelser . Der er brug for en tænkepause til at besinde sig på, hvad sygeplejersker i Grønland skal kunne, og hvilket indhold uddannelsen skal have.

En ny forordning bør skrives. Der bør tages hensyn til opgavefordelingen mellem de forskellige personalegrupper i sundhedsvæsenet. Vigtig er fleksibilitet og nedbrydning af faggrænser, så man både kan supplere og erstatte hinanden. Aller vigtigst er at tilrettelægge et pensum, som eleverne, Grønlands egne børn, finder meningsfuldt.

I mellemtiden kan lærerstaben ved den nuværende sygeplejeskole i Nuuk frigøres og sendes ud på Kysten, helst til bygderne, hvor de vil kunne gøre sig bekendt med realiteterne i Grønland og de opgaver, sundhedsvæsenet skal løse.

Sygehuset i Ittoqqortoormiit / Scoresbysund
Selv har jeg haft en stor del af mit virke for Grønlands sundhedsvæsen i bygderne, hvor jeg gennem årene har løst mange opgaver i samarbejde med fremragende lokalt personale, sygeplejersker, sundhedsmedhjælpere, fødselshjælpere og medicinaldepotbestyrere.

Med stor selvstændighed og ansvarsbevidsthed har disse medarbejdere udført et vanskeligt og ensomt forpostarbejde. Deres indsats påkalder sig den største respekt, og den grønlandske befolkning står i en stor taknemmelighedsgæld til dem.

Sundhedsmedhjælpeme og fødselshjælperne er mig bekendt alle grønlændere, men deres eget land har ikke behandlet dem godt. De første er af aldersmæssige grunde ved at trække sig tilbage. Af de andre har mange påbegyndt en sygeplejerskeuddannelse i Nuuk. Ca. halvdelen er faldet fra og bliver aldrig sygeplejersker. Nogle er måske for stedse tabt for sundhedsvæsenet. Det er en katastrofe for sundhedsvæsenet i Grønland.