Dagsorden for Sundhedsvæsenet i Grønland

Hjemtagelsen af SHV i 1992 var en forbrydelse mod det grønlandske folk. Nogle af de politikere, der var mest ivrige for hjemtagelsen, er stadig på fri fod og aktive i grønlandsk politik

Fredag d. 10. maj 2002
Finn G. Becker-Christensen
Emnekreds: Politik, Sundhedsvæsenet.

Indholdsfortegnelse:
Punkt 1. Grønlandsmedicin
Punkt 2. Sygeplejerskeforordningen
Punkt 3. Registrering af patienter
Punkt 4. Papir
Punkt 5. Kvalitetskontrol
Punkt 6. Personalet
Punkt 7. Vikarbureauer
SHV før og nu
Hvordan er det kommet så vidt


I denne tid afholdes der eller vil der blive afholdt en række ledelseskonferencer i Sundhedsvæsenet (SHV). Jeg er ikke inviteret med. Men efter de seneste fire måneder at have haft min gerning i grønlandske yderdistrikter vil jeg gerne bidrage med forslag til dagsorden.

Punkt 1. Grønlandsmedicin
For nogle år siden meddelte landsstyreformanden, at han havde kontakt med et firma i Danmark, der skulle have "nogle mekanismer eller materialer", som kan formindske spædbørnsdødeligheden i Grønland. Tilsyneladende mente firmaets direktør, at børnedødeligheden i Grønland kan reduceres med hele 66 procent, hvis SHV tager en mobil skanner i brug.

Den går desværre ikke. På en række områder må man have en anden tilgang til diagnose og behandling af sygdom i Grønland end i Danmark. I Grønland bør hovedvægten lægges på klinisk undersøgelse af patienter.

Lad mig give et eksempel.

Der tages et hav af blodprøver i Danmark og i de øvrige skandinaviske lande. Det sker også i Grønland. Det drejer sig blandt andet om undersøgelser for allergi, fedtstoffer, og hormoner for bare at nævne enkelte af de mange ting, der ikke kan analyseres lokalt.

Det meste må sendes til Nuuk eller Danmark. Det meste er dyrt og unødvendigt. Prøver afspejler oftere de enkelte lægers interesser fra ansættelser i Danmark end de grønlandske patienters behov.

For kortheds skyld vil jeg kun nævne et enkelt område, nemlig allergi. Læger og dermed patienter tror ofte, at det er vigtigt ved astma og eksem at påvise antistoffer i blodet.

Jeg vil påstå, at det eneste afgørende er at finde ud af, hvad der forværrer patientens sygdom, og hvad der ikke gør det. Det er ofte et detektiv arbejde, hvor patienten skal yde lige så meget som lægen. Systematiske dagbogsoptegnelser er meget vigtige. Blodprøver er uvigtige.

Punkt 2. Sygeplejerskeforordningen
Sygeplejersker fra Danmark har fået sagesløse grønlandske landstingsmedlemmer til at vedtage denne forordning. De har drømt sig til et fjernt land, hvor der er fuld bemanding inden for alle sundhedsvæsenets personalegrupper. I dette fjerne land langt fra Grønland står altid en erfaren læge til rådighed.

Den grønlandske sygeplejeforordning ligner den danske. Derved kriminaliserer man en række medarbejdere, der yder en uvurderlig indsats.

Som jeg læser forordningen må sygeplejersker ikke tage selvstændig stilling til diagnose og behandling. Hvis sygeplejersker og sundhedsmedhjælpere efterlevede denne forordning, ville SHV bryde sammen, i hvert fald i yderdistrikterne.

Ethvert land bør selv definere de opgaver, der forventes løst af sygeplejersker. I Grønland drejer sig blandt om undersøgelse og eventuel behandling af de akutte patienter, der kommer døgnet rundt.

Punkt 3. Registrering af patienter
I Grønland har distrikterne i en årrække indsendt registreringskemaer for indlagte patienter. Senest har jeg forstået, at man nu også indkalder oplysninger om antal ambulante ydelser med den begrundelse, at det ønsker politikerne som betingelse for at kunne stille de nødvendige midler til rådighed.

Det er et postulat fra Sundhedsdirektoratets side. Det er ønsketænkning. Politikerne er ligeglade med alle disse tal. Papiret er jo tålmodigt. Politikerne er ligeglade, fordi vælgerne er ligeglade. De ønsker bare et SHV, som fungerer. Det gør det på nogle områder, på andre områder ikke. Det, der fungerer, koster alt for meget, for eksempel akutte evakueringer og henvisninger til specialafdelinger med ukendt udbytte for patienterne.

Punkt 4. Papir
Der produceres enorme mængder papir i SHV. De få lægesekretærer, som findes på Kysten, har så travlt med at sende papirer til Nuuk, at de ikke har tid til det væsentlige. Det er at få styr på patienternes sygejournaler.

Som enelæge i et to-lægedistrikt med ubesat lægesekretærstilling får jeg det indtryk, at papirarbejdet er vigtigere end patientkontakt. Det sidste burde være det vigtigste, hvad enten patienterne er syge eller tror, at de er syge.

Jeg har set SHVs årsberetning år 2000. Man skulle tro, at de mange indberettede tal og statistiske data ville præge årsberetningen. Det gør de slet ikke.

Årsberetningen er hovedsageligt en samling fristile på realskoleniveau, skrevet rundt omkring i de grønlandske lægedistrikter.

For cirka otte år siden skrev jeg til den daværende direktør i Sundhedsdirektoratet og påpegede det meningsløse i at indsamle oplysninger, der ikke blev brugt til noget. Han imødekom mig faktisk i sit brev, men siden blev alt ved det gamle.

Punkt 5. Kvalitetskontrol
De klassiske mål for SHVs kvalitet er spædbarnsdødelighed og middellevetid. Det har vi diskuteret til bevidstløshed, så lad det ligge.

I 1982 forsvarede jeg ved Københavns Universitet min doktordisputats om "Køge Lægevagt - Ydelsesproduktion og sygdomspanorama". Materialet havde jeg samlet i Danmark, men jeg skrev det sammen i Aasiaat.

I disputatsen og senere i artikler om SHV i Grønland har jeg forsøgt at sætte ydelsesproduktionen i relation til resultaterne.

I de grønlandske distrikter, der leverer de mange data, ved man ikke, hvad indberetningerne skal bruges til. Måske til ingenting. Hvis jeg var landsstyremedlem for sundhed ville jeg slet ikke bruge kræfterne på en ydelsesstatistik uden forsøg på kvalitetskontrol og nyttevirkning af ydelser.

I stedet ville jeg gennemgå procedurerne omkring specialistbesøg i distrikterne. Samtidigt vil jeg analysere procedurer omkring henvisninger til specialafdelinger i Nuuk og i Danmark. I første omgang vil jeg indkalde alle udskrivningsbreve fra en passende årrække. På den baggrund vil jeg vurdere nyttevirkningen.

Punkt 6. Personalet
Sundhedsdirektoratet er svulmet op. Det er nødvendigt med et stort personale til at administrere de mange papirer.

Tidligere blev SHV i Grønland administreret af nogle få embedsmænd i København og i Nuuk. Nogle var dygtige og andre var mindre dygtige, men vi kendte dem. I dag kender vi dem ikke, fordi de er så mange, og fordi de udskiftes så tit. Medarbejdere i direktoratet rekrutteres blandt andet via jyske headhunterfirmaer. I distrikterne sker personalerekruttering blandt andet via danske bureauer.

Punkt 7. Vikarbureauer
For nogle år siden var landsstyreformanden tæt på at sælge hele SHV i Grønland til et vikarbureau. Så langt kom det dog ikke.

Personalerekruttering er et spørgsmål om opsøgende arbejde præget af venlighed, høflighed og åbenhed. Det er ikke kun et spørgsmål om løn. Det forstår vikarbureauerne, og det lever de af.

Sundhedsdirektoratet i Grønland er kontaktpassivt. De ansvarlige vil hellere ringe til et lægevikarbureau end ringe til undertegnede med en forespørgsel om assistance i en akut mangelsituation. Jeg tjener som bureauansat ikke meget mere end andre læger i Grønland, men bureauet skal jo have deres gode betaling, og den skal SHV betale oven i lægelønnen. Det skulle bare mangle andet. Bureauerne har jo orden i sagerne. Direktoratets nuværende initiativløshed koster de grønlandske skatteborgere dyrt.

SHV før og nu
Jeg blev første gang fastansat i SHV i Grønland januar 1979. Inden udrejse til Aasiaat var jeg sammen med andre på kursus arrangeret af Ministeriet for Grønland. Jeg gik blandt andet til grønlandsk undervisning hos skoledirektør Christian Berthelsen. Jeg var på narkosekursus på Rigshospitalet hos professor dr. med. Ole Secher, der sammen med en række medarbejdere flittigt havde berejst alle distrikter i Grønland og på den baggrund skrevet en narkoseinstruks for Grønland.

Det fik jeg god brug for i Aasiaat, hvor der var tre kolleger, der alle var dygtige til at operere, blandt andet chefen Ib Andersen. Han havde hele sin kirurgiske uddannelse fra Dr. Ingrids Hospital i Nuuk.

Jeg vil påstå, at vi dengang leverede meget mere sundhed for meget færre penge, end vi gør i dagens Grønland.

Hverken skannere, smukke hensigtserklæringer eller storslåede planer om målsætning kan hjælpe patienterne, hvis vi glemmer SHVs vigtigste opgave. Den hedder diagnose og behandling af sygdomme.

Hvordan er det kommet så vidt
Tidligere var ledelsen lagt i hænderne på en landslæge med årelang og dybtgående kendskab til SHV i Grønland. Siden landslægeembedet blev nedlagt for cirka ti år siden har SHV været uden ledelse.

Hjemtagelsen af SHV i 1992 var en forbrydelse mod det grønlandske folk. Nogle af de politikere, der var mest ivrige for hjemtagelsen, er stadig på fri fod og aktive i grønlandsk politik.

Men også læger har været skyldige i de sørgelig tilbageskridt for SHV. De har i den forløbne periode uden ledelse plejet egne særinteresser, for eksempel inden for kirurgi , narkose og lægekredsforening.

Kun en overordnet lægelig ledelse på højeste plan og med grønlandsmedicinsk erfaring kan skære igennem og lægge kursen om, der hvor uhensigtsmæssige rutiner er blevet rodfæstede. Det bliver ikke nemt.

Men opgaven burde tages op. Den vil tage lang tid. Den vil sikkert vække stor modstand både hos mine ærede lægekolleger og hos andre.