Sundhedsvæsenet bliver ikke regionaliseret

- Jeg mener helt klart, at den nye ordning - den centrale model - vil betyde bedre service for patienterne over hele landet. Og for bygderne bliver det et tigerspring ind i bedre tider med bedre service og bedre behandling. Blandt andet derfor er det så nødvendigt med telemedicin.

Tirsdag d. 8. september 1998
Jens Brønden
Emnekreds: Sundhedsvæsenet, Telemedicin.

(JB) - Der bliver ikke nogen regionalisering af sundhedsvæsenet, siger formanden for sundhedsudvalget Anders Nilsson, til AG. - Når vi ikke kan bemande Dronning Ingrids Hospital, hvordan skal vi så kunne bemande tre tilsvarende hospitaler.

Landstingsmedlemmet bygger sin påstand på de praktiske forudsætninger, der er til stede i dag. - I forvejen har vi vanskeligt ved at rekruttere læger til Grønland, og det er ikke spor lettere i Diskobugten og Sydgrønland, end det er i Nuuk, mener han.

Derfor synes Anders Nilsson, det er på tide at se lidt mere realistisk på tingene og så indrette sig efter de muligheder, som de eksisterende vilkår giver os.

Og det vi skal indse, er, at det hverken er den hidtidige sundhedsstruktur eller den regionale struktur, vi skal bygge sundhedsvæsenet op omkring. Vi er nødt til at acceptere en central ordning - et centralt sygehus i Nuuk suppleret med sundhedsstationer rundt om i det ganske land med en ekspertise og kapacitet, der tilpasses de aktuelle, lokale muligheder.

Tre slags patienter
- Man kan groft sagt sige, at patienterne kan fordeles på tre hovedgrupper:
  1. akutte lidelser, som stort set kan behandles de fleste steder i dag,
  2. sygdomme; der ikke nødvendigvis kræver behandling her og nu, og
  3. sygdomme eller skader, der kræver evakuering.
- Vi kan imødekomme en væsentlig del af behovet for den første gruppes vedkommende ved hurtigst muligt at indføre telemedicin, som samtidig giver mulighed for afholdelse af læge- og sundhedsfaglige videokonferencer.

På en studierejse i Norge har vi set, hvor stor betydning telemedicinen har i områder med en spredt befolkning.

Gruppe 2, der ikke kræver behandling her og nu - for eksempel en knæoperation eller lignende - venter til næste speciallægebesøg på et sygehus i nærheden, hvor det nødvendige udstyr er placeret, og hvortil patienterne rekvireres.

Den sidste kategori er nok den, der bliver mest diskussion om, men også her har vi en del viden fra Norge.

Den akutte, alvorlige indsats mener vi må ske der, hvor vi bor. Og vi er tilbøjelige til at mene, at alle i Grønland skal have lige adgang til at komme på operationsbordet øjeblikkeligt, fordi det må være den eneste redning.

- For det første er dette under ingen omstændigheder muligt for alle. For det andet er det heller slet ikke det, det handler om. Netop fra Norge ved vi, at kan man få patienten til at overleve den første halve time, så kan han/hun også overleve de næste fire timer.

Stabilisering redder liv
Det handler derfor om at kunne stabilisere patienten, som det hedder i fagsproget, og dertil kræves noget avanceret mobilt udstyr, som så vil gøre det muligt at transportere vedkommende til det centrale hospital, hvor de alvorligere tilfælde kan behandles.

- Det er præcis sådan, man klarer sig i Nordnorge, som vi så det i Alta og Honningsvåg, hvorfra der er fire timers kørsel til det centrale hospital i Hammersfest.

- Her fortæller de, at de aldrig har haft et tilfælde, hvor patienten er død under transporten, eller situationen er forværret i den grad, at det har givet alvorlige men.

- Vi skal holde op med vanetænkningen og se i øjnene, at forholdene er anderledes i dag, end de var dengang de infrastrukturelle forhold krævede en distriktsopdelt sundhedsstruktur, og lægeuddannelserne gjorde det muligt.

- Vi kan ikke lave om på verden. Vi må nødvendigvis finde ud af at indrette os på de vilkår, den giver os. Og så længe, vi har en "gammel rotte" af en læge siddende, som kan det hele, så lad os endelig udnytte de muligheder, det giver, men så snart han ikke er der mere, så må vi tilpasse os de nye forhold.

- Desuden synes jeg, at man gør tingene mere dramatiske end godt er, når man maler fanden på væggen, fordi for eksempel Paamiut i en periode ingen læge har. Man må huske, at de mange, mange bygder i Grønland, som tilsammen repræsenterer en væsentlig del af befolkningen, aldrig har haft læge. Og det har livet i bygderne ikke været en katastrofe af.


Bedre end distriktsordningen
- Bliver en struktur, der bygges op over et centralsygehus, lige så god som den gamle distriktsmodel og "troldmandsordning "?

- Det er usvigelig sikkert, at vi i den gamle struktur har haft nogle fremragende læger rundt om i distrikterne - folk, der virkelig kunne deres job, var alsidige og - ja , var rene troldmænd. Heldigvis har vi stadig nogle.

- Men vi skal også passe på ikke at forherlige den struktur, for der var også steder, hvor lægerne enten ikke var der eller ikke havde den fornødne baggrund for at klare så alsidigt et ansvarsområde. Derfor tror jeg også, der er patienter, der er døde på grund af den gamle struktur, og sådan vil det vel altid være, at et eller andet kan svigte.

- Jeg mener helt klart, at den nye ordning - den centrale model - vil betyde bedre service for patienterne over hele landet. Og for bygderne bliver det et tigerspring ind i bedre tider med bedre service og bedre behandling. Blandt andet derfor er det så nødvendigt med telemedicin.