Tale ved seminar om fiskeri og fangst

Vi ser fra landsstyret som noget meget vigtigt at fødevarer fra havet i al fremtid skal udgøre sund mad, om det er fugle, fisk, bløddyr eller hvaler skal de benyttes af det grønlandske samfund. Det er noget vi som befolkning, som blandt andet driver fangst, har ret til, uanset hvad andre folk måtte synes – det er jo også en rettighed som andre folk, hvem de end måtte være, i verden har som en grundlæggende rettighed.

Fredag d. 2. oktober 2009
Ane Hansen, Borgmester, Kommune Qeqertalik
Emnekreds: Erhverv, Fangst, Fiskeri, Sælfangst.

Qasuitsup Kommunias seminar om fiskeri og fangst oktober 2009

Mænd og kvinder
Jeg er glad for at kunne deltage i samrådet arrangeret i Qaasuitsup kommune, og jeg håber at samrådet vil blive udbytterigt og får følger, samt at det bliver til gavn for det videre arbejde.

Da jeg blev indkaldt til mødet her var det blandt andet et ønske, at jeg skulle fremlægge den kommende politik for fiskeri og fangst.

Ordet bæredygtighed er meget vigtig for befolkninger og danner grundlaget for al udvikling. Og det er et af de begreber der i vores tid overalt på jorden medtages, som et af de vigtigste ord i debatterne.

Bæredygtig udnyttelse af vore levende ressourcer er meget vigtigt grundlag for landsstyrets målsætninger og er en central del i de politiske partiers arbejde – vi må jo alle sikre at alle vore levende ressourcer kan fortsat reproducere sig.

Vi bør altid huske på at mange af arterne af levende ressourcer, føder unger eller gyder i farvandet omkring Grønland – og andre arter opholder sig kun i vore farvande en del af året for at udnytte hvad naturen kan byde dem af føde.

Og vi skal også huske på, at det indtil i dag er sådan, er opvækstområder der er noget af det reneste vi har – og derfor skal vil til stadighed lægge vægt på, at det forsvares som sådan.

Et fiskeri på et bæredygtigt grundlag er noget vi her i Arktis forstår på følgende måde:

Vores ressourcer i havet påvirker hele tiden hinanden, for eksempel har hvaler og sæler stor indflydelse på fisk og krebsdyr. Det er sådan, at hvaler og sæler er blevet konkurrenter til vores fiskere, hvilket vi må gøre noget ved.

Blandt andet på denne baggrund har landsstyret planer om at gøre en indsats for oplysning blandt verdens befolkning for at få en accept af erhvervet som fanger. Og med det som formål deltog jeg på et seminar i Spanien, om at fiskeri skal være bæredygtigt,

Vi ser fra landsstyret som noget meget vigtigt at fødevarer fra havet i al fremtid skal udgøre sund mad, om det er fugle, fisk, bløddyr eller hvaler skal de benyttes af det grønlandske samfund. Det er noget vi som befolkning, som blandt andet driver fangst, har ret til, uanset hvad andre folk måtte synes – det er jo også en rettighed som andre folk, hvem de end måtte være, i verden har som en grundlæggende rettighed.

Det er sådan at vi mener i landsstyret, uanset hvad forskellige dyreværnsorganisationer eller natur- eller miljøbeskyttelsesorganisationer der søger at beskytte naturen og omgivelserne måtte have af indvendinger, det er rettigheder, der ikke kan tages fra os – vi har altid et fornuftigt grundlag at gå ud fra.

Derfor har vi fra landsstyret et ønske om at forøge forsyningerne af levende ressourcer – og vi søger at der sker en forøgelse af forsyningerne af grønlandsk proviant, og at de bliver mere synlige i butikkerne, og at de benyttes i større udstrækning.

Vi lægger i landsstyret stor vægt på, at ansvaret for kontrol med fødevarer, har stor betydning, og det er en af de vigtigste prioriteringer. Fordele og ulemper skal nøje undersøges, og i institutionerne hvor det sker, skal der ske en opprioritering og tilpasning.

På seminaret i august i Narsaq vedrørende fødevarer kom jeg også med udtalelser af den type.

I landsstyret ser vi det som en vigtig opgave, at der i de nærmeste år sker en udvikling med udgangspunkt i de enkelte regioner i landet, Og mulighederne i de nærmeste år må myndighederne i et tæt samarbejde med befolkningen forberede en sammenhængende planlægning.

Derfor har jeg stor forhåbning om, at debatforummet i Qaasuitsuup Kommunia kommer med et godt grundlag for det kommende arbejde – og jeg vil opfordre til at der kommer en debat, der er fleksibel og livlig her, og at der også kommer en debat uden for dette forum.

Det kan ikke benægtes at man her i den nordlige del af vort land er sket en kraftig udvikling i fiskeriet i de seneste år.

I dag har fiskerne selv fremført udtalelser om, at brugen af garn frem til i dag har været af stor økonomisk betydning med store fordele, men nu kan det ikke forsvares længere på grund af det store antal mistede garn.

Jeg kan ikke med udgangspunkt i bæredygtighedsprincippet udtale mig om, hvor stor en betydning mistede garn har, eller hvad der er årsagen.

Hvor mange mistede garn er der i hellefiskeområderne? Og hvilken betydning af det for bestandene?

Alle der deltager i hellefiskefiskeriet, uanset hvem det er, har alle et ansvar i denne sammenhæng.

Det var jo fra starten sådan, at hellefisk inden der skete fiskeri efter dem, var de en væsentlig del af arterne i naturen, og for eksempel nar- og hvidhvaler samt hajer, og uden tvivl andre arter har spist mange af dem. Der blev ikke fisket med garn og heller ikke med langliner.

Hvis vi forsat skal drive en sådant hellefiskefiskeri vil der i løbet af få år ske det, at bestandene lider skader, som ikke lader sig oprette. Så selv om vi peger på lovgivningen og retningslinjerne, som vi selv har indført, så er det sådan at mange mistede garn fortsat vil fiske hellefisk på havets bund.

I stedet for at pege fingre af hinanden må vi se på os selv hinanden og påbegynde et samarbejde, og gøre en indsats med blik for den længere fremtid, således at fiskeriet efter hellefisk i forhold til i dag kommer til større gavn for befolkningen.

Jeg skal opfordre til at man inden for fiskernes verden af de direkte deltagere tages initiativ til at gøre det nødvendige. Her skal der en indsats i gang snarest muligt, med en planlægning for hellefiskegarn eller andre redskaber bliver hentet op. Det er jo sådan, at såfremt der ikke fiskes, at kan produktionsanlæggene ikke køre, tværtimod. Jeg ser det sådan, at fiskerne, producenterne af hellefisk og myndighederne inden for området, hvor der arbejdes med fiskeriet, må gøre en indsats inden for området med en fælles planlægning, således at der i hellefiskeområderne i de isfrie perioder sker en opfiskning af mistede garn.

Lad os se på os selv og gøre en indsats – det vil også være sådan, og hvis vi går det i et samarbejde vil vi kunne tage store skridt fremad.

Og vores nuværende viden er den: Vi ved hvilke omkostninger der er ved fangsten af hellefisken. Og vi ved hvor meget fiskeren får ved salget til produktionsanlægget. Men hellefiskens værdi ender ikke bare her.

Vi skal regne med, at ved salget ud af landet, stiger dens værdi flere gange - men det er ikke noget vi direkte har kendskab til – endnu.

Derfor arbejder jeg for, som landsstyremedlem, at ændre disse forhold, og der er et behov for, at fiskerilovgivningen ændres. På Landstingets efterårssamling vil jeg fremlægge forslag til tilføjelser til den gældende lovgivning, jeg har lavet forslag til ændringer af reglerne med udgangspunkt i det jeg herover har nævnt, blandt andet for at fremskaffe oplysninger til brug i det videre arbejde.

Derfor arbejder jeg på nu at ændre de gældende forhold ved at fremlægge forslag til ændringer af fiskeriloven. Jeg fremlægger ændringsforslag til gældende fiskerilov under denne efterårssamling af Landstinget, således at landsstyret kan få bemyndigelse til at indhente oplysninger om blandt andet nævnte forhold.

Med ændringsforslagene vil det blive muligt for Selvstyret, at pålægge indhandlingssteder pligt til at rapportere elektronisk, således man kan gå bort fra det tidskrævende manuelle rapporteringssystem. Yderligere vil Selvstyret indføre et elektronisk logbogssystem, så kontrollen med fiskekvoter samt rapporteringen af bifangster kan effektiviseres. Med disse ændringsforslag vil det blive muligt for Selvstyret, at kunne følge med i fiskeriet døgnet rundt.

Landsstyret vil også med ændringsforslaget opnå bedre muligheder for at udføre landingskontrol på fiskerifartøjer indenfor Grønlands 200 sømils farvandsgrænse. Grønland er forpligtiget til at foretage denne overvågning ikke alene i kraft af sine økonomiske interesser, men også i henhold til samtlige Internationale konventioner Grønland har underskrevet.

Som noget nyt foreslår landsstyret, at indføre brugerbetaling indenfor fiskerierhvervet, således erhvervet kan være med til at lette de administrative udgifter eksempelvis på fiskerikontrollen. Her tænkes på de havgående fiskere som ikke lander deres fangster.

Selvstyret har ikke tidligere kunnet få oplysninger om driften fra fabrikker og fiskeriselskaber, hvilket ellers er noget andre lande har regler om. Sådanne ændringer af loven har til formål at indsamle væsentlige oplysninger, noget som landsstyret for fremtiden vil kunne indhente.

Ved at kunne fremskaffe disse oplysninger, vil landsstyret få mulighed for en mere passende styring og landsstyret vil stilles bedre i at opfylde hensigten om at bæredygtighed. Og med hensyn til en fuldstændig ændring af den gældende fiskerilovgivning, har jeg besluttet, at arbejdet om de resterende ændringsforslag til eksisterende fiskerilov vil fortsætte efter planerne.

Fiskeriloven skal ændres således, at den kan være i brug i mange år, og sikre vores brug af de levende ressourcer, ikke kun for fiskeri og fangst, men også ved at skaffe samfundet flere muligheder end i dag, for at sikre en bedre udnyttelse af ressourcerne.

Vi må jo alle have som formål, at dem, der har de største økonomiske byrder også får en mulighed for en indtjening – og i den forbindelse med os i enighed samarbejde om gode formål.

Lad os tage et nærmere kig på de nuværende forhold i hellefiskeriet i Qaasuitsup Kommunia:


  • Hellefiskefiskeriet bliver alt for høj grad styret efter at få en indtjening hurtigst muligt, lad os tage en åben diskussion om, hvordan vi kan ændre disse forhold, og hvordan fiskerne skaffes den største indtjening.
  • Hellefiskebestanden og hellefiskefiskeriets bæredygtig bliver ikke tilgodeset – det må vi have lavet om på.
  • Der er for mange mistede redskaber i hellefiskedistrikterne – - der bør ske en oprensning og regelsættet bør tilpasses, og i nødvendigt omfang, skal der ske en opstramning af lovgivningen.
  • Det er nødvendigt at der tilpasses til ressourcens bæreevne indenfor fiskeriet.
  • Der bør ske en forbedring af fiskernes muligheder for at vedligeholde deres fartøjer, motorer, deres grej osv.
  • Der bør ske en stadig forbedring af fiskernes og fangernes uddannelsesmuligheder – også det udenskærs fiskeri, må der gøres noget ved på dette område.
  • En udvikling i ny teknologi for fiskerne som giver bedre udnyttelse må man følge med i, og sikres over for dem.

EU’s forbud med import af sælprodukter, som ifølge lovgivningen vil træde i kraft fuldt ud den 20. august 2010, er uforståelig for os, og giver os store problemer med sælfangsten. Indførelsen af denne lovgivning er sket uden en forudgående høring – selv om der for enkeltpersoner kan eksportere produkter, er det vurderingen for nylig fra Ammerivik/ sælproducenten, at det ikke nytter noget for stammefrænderne inuit. Der skal ikke herske tvivl om, at det er et af landsstyrets formål fortsat at arbejde for en ændring af dette forbud.

Der er jo masser af sæler, i området mellem vort land og Canada er, deltog Pinngortitaleriffiks vurdering, at der er 8 millioner, og at disse spiser fisk og skaldyr i størrelsesordenen 8 mio. Tons om året.

Hvis der fortsat sker en modstand mod sælprodukter, for eksempel vil en at EU i længere tid ikke vil importer vil det have en stor betydning for bestandenes, hvis balance vil blive forskubbet i stor udstrækning.

Jeg kom blandt andet med følgende under ministerkonferencen i Spanien:

” Jeg opfordrer EU til at arbejder sammen med os om en af de største udfordringer for os i dag. Hvis vi ikke handler nu, så må vi forvente, at mængden af fisk, der forbruges af sæler og hvaler vil have negative konsekvenser for Grønlands fangst af fisk. Og når fangsten begynder at aftage, vil Grønland sikre sine egne kvoter første og dermed kan blive tvunget, uden valg, til at skære de kvoter gives til andre lande. Vi skal håndtere de voksende bestande af sæler og hvaler. Og vi må gøre det nu.

Hvis vi vil, kan vi vælge at tage denne udfordring op. Vi har mulighed for at ændre EU's forbud mod sælprodukter, og at åbne EU's marked for sælprodukter. Det eneste spørgsmål er, om landene i EU og andre er villige til at arbejde sammen med os for at foretage denne ændring..

Selvstyret har fra vores repræsentant i Bryssel for nylig fået oplysning om, at importproduktet af sælprodukter vil træde i kraft den 20. august 2010.

Som landsstyremedlem har jeg nu givet embedsmænd til opgave, at undersøge mulighederne for at gøre en indsats over for stater, der har interesse i sælfangst, og som i løbet 2010 over for udvalgte områder i verden, udvalgte områder vil stå over for en stigende konkurrence vedrørende sæler og hvaler og fiskeri og fangst, således at der kan ske en politisk indsats.

Som eksempel kan jeg nævne at Namibia har store problemer på grund af mange sæler - det er nogen, der også bliver ramt af EU’s importforbud af sælprodukter.

Os i Arktis har som folkeslag og som vores identitet, det tydelige kendetegn, at vi driver fangst. Fangst oplever i dag fra vores andre verdensborgere og fra dyrebeskyttere i stadig højere grad af modstand. Vi vil fortsat drive fangst, det vi fremskaffer ved fangst er næsten udelukkende noget til vores føde, hvorfra vi skaffer en nødvendig føde. Fangst er en del af vores kultur som ikke kan konfiskeres. På den baggrund må vi fortsat kæmpe imod vore modstandere, mere effektivt end hidtil.

Men spørgsmålet, som vi i stadigt højere grad må finde svar på er, om vi, i erkendelse af at fangst er en integreret del af vor identitet, skal fortsætte med at forsvare udadtil, ud fra kulturelle argumentationer og eller ud fra hensynet til erhvervets direkte bidrage til samfundsøkonomien.

Vores ressourcer i vort lands havområde, som vi indtil i dag har gjort brug af, kan i endnu højere grad udnyttes, ved siden af dette arbejde, skal vi hele tiden søge at finde ressourcer, der kan være supplementer til disse. Ud over de kendte arter kan vi i de kommende år lede efter fiskearter langs vore kyster, hvis opholdssteder vi ikke kender, det er også noget jeg i mit arbejde som landsstyremedlem lægger stor vægt på. Og i de kommende år må vi sammen med interessepartnere undersøge hvordan vi kan iværksætte en planlægning, således at vi gennem samtaler kan nå konkrete mål, hvilket er noget jeg vil foreslå.

Vi lægger i landsstyret vægt på at kunne finde nye fiskerimuligheder i samarbejde med de enkelte områders folkevalgte, og andre parter, som for eksempel interesseinstitutioner og også andre borgere, så vi i et tæt samarbejde kan lægge planer og få lavet en koordinering, så der kan fremkomme forslag.

Som for eksempel her i Qaasuitsup Kommuia er der blandt andet sket forsøgsfiskeri efter hajer, og det er min plan som landsstyremedlem at støtte en sådan udviklingsmulighed på alle måder. Vi ved jo, at der i vore have er godt med hajer og hvis der i den nærmeste fremtid er økonomiske muligheder, og hvis vi kan samarbejde om en udvikling, så det kan blive et supplement til fiskeriet efter hellefisk, er det absolut en interessant mulighed som vi kan samarbejde om,

I løbet af august måned var jeg på tur i Qaasuitsup Kommunia, hvor jeg fremlagde landsstyrekoalitionens formål om et kommende samarbejde ud fra status for i dag over for borgerne og fiskerne.

Under min tur beskæftigede vi os også med de nuværende regler om hvid- og narhvaler, og om behovet for at ændre lovgivningen på området i fremtiden.

Som et af mine ansvarsområder er fangst af pattedyr på havet, deres fangst og/ eller behovet for fredning, udarbejdelse af nye regler, og reglerne om hvordan fangsterne skal gennemføres samt muligheden for udarbejdelse af regler om gode udnyttelser af ressourcerne.

Med hensyn til fangst af hvid- og narhvaler er vi gået i gang med at udarbejde ændringer af de nuværende regler, så de kan tilpasses til i dag. Jeg har planer om at udarbejde nye regelsæt vedrørende fangst af hvid- og narhvaler, som kan udformes med udgangspunkt i gældende bestemmelser vedrørende riffelfangst ved fangst af vågehval.

Dermed vil jeg sikre mig at dem, der er med på jagterne, har en tilpasset teknologi, våben og redskaber når de deltager i fangster. Fangerne har selv efterlyst regler, og fra samfundets side skal vi sikre et regelsæt som er sikkerhedsmæssigt forsvarligt.

Fangsten af hvid- og narhvaler sker næsten kun i det nordligste af Grønland, men forsyningen af resten af landet er vigtig, især er der efterspørgsel efter mattak, og det afspejler sig til dels i de høje priser i butikkerne.

Da dette er et seminar vil der efterfølgende ske en drøftelse af det fremlagte, og debatten forestiller jeg mig vil fortsætte, og afslutningsvis er der behov for nævne hvad der er seriøse politiske opgaver, jeg vil så nævne nogle af dem, det er blandt andet følgende:

  • Det er nødvendigt, at der sker en tilpasning af fiskeriet efter hellefisk, når de nuværende forhold er afklaret.
  • Under tilpasningen vil der blandt andet ske ændringer, som vil gøre ondt, men på langt sigt må der ske en tilpasning, ikke mindst for at sikre bestanden af hellefisk.
  • Efter at have set, at her i Diskobugten er fangsten af hellefisk faldet i de seneste år, denne udviklingen vil fortsætte længere mod nord, og derfor er det nødvendigt med indførelse af begrænsninger.
  • Hellefiskeområderne der nu befiskes må med virkning fra nu af begrænses, så bestandenes ydeevne ikke overskrides, således at vores efterkommere også kan opretholde en udnyttelse af dem.
  • Antallet af tilladelser til fiskeri efter hellefisk vil ikke blive begrænset, blot for begrænsningens skyld – men det er nødvendigt med en begrænsning af antallet af licenser og der må snart ske begrænsninger i visse bestemte områder.
  • Fartøjerne, der fisker hellefisk, må tilpasses i deres fiskeri, således at det er i overensstemmelse med bestandene – nøjagtigt hvordan det skal foregå må vi i samarbejde gøre en indsats over for.
  • Vi må væk fra alt for højt spild og i stedet begynde at udnytte ressourcen på optimal måde.

Det er sådan, at fiskere med fartøjer skal deltage i tilpasningen, Selv disse begrænsede tilpasninger vil i visse tilfælde betyde, at nogle må overgå til andre erhverv. Og i fiskeriets verden er det tid til et generationsskifte, som vi starter på.

Vi må forberede os til at kunne konkurrere med al den for høje import af fødevarer ved at vi i fællesskab mellem fangere, fiskere og produktionsanlæg udarbejder planer som i sidste ende kan gavne fangeren, fiskeren og arbejderen økonomisk.

Men, alle disse kræver at der gøres en indsats, og ved at bruge kræfterne på et samarbejde, vil vi kunne nå langt på kort sigt. Derfor vil jeg opfordre til, at alle disse diskuteres indgående – og det vil være på sin plads, og det er helt på sin plads, at diskussionerne begynder fra og med dette seminar og bør fortsætte ude i samfundet.

Tak.