Gerda Vilholm in memoriam

Men mindes man hende stadig i lokalsamfundet som den store humanist og kulturreformator, hun faktisk var? Har man gjort en aktiv indsats for at bevare hendes minde? Det er der desværre ikke meget, der tyder på. Man har ikke engang gjort sig den umage at opkalde et sted i byen efter hende på samme måde, som man har gjort med så mange andre med en mindre betydningsfuld indsats som baggrund

Fredag d. 25. januar 2019
Esben Skytte Christiansen, samfunds- og sprogvidenskabelig kandidat, lærer, fhv. skoleleder.
Emnekreds: Grønlands historie, Mindeord, Tasiilaq.



I en alder af 73 år, men stadig særdeles aktiv i samfunds- og erhvervslivet, døde i Aasiaat på denne tid i 2017, Gerda Vilholm, den mest navnkundige og højst værdsatte kulturpersonlighed i Østgrønlands hovedstad Tasiilaq i det sidste halve århundrede.


Gerda Vilholm

Hun var stifter og leder af Grønlands første internaltionalt berømmede folkelige universitet, Verdensuniversitetet under navnet Neriusaaq (regnbue), etableret i 1992, der i sit virke skulle dække udforskningen ved alle sider af det grønlandske samfunds- og kulturliv. Det var stort set på samme tid som den officielle etablering af forløberen for Ilisimasutarfik, Grønlands universitet, i Nuuk (Godthaab) på vestkysten. Gerda Vilholm demonstrerede her sit originale fremsyn.


Verdensuniversitet Neriusaaq

I sine mindeord omtaler landsstyreformand Kim Kielsen, Grønlands regeringschef, da også den fhv. kredsdommer, lokale arbejdsgiverformand, aktive ingeniør, landspolitiker og iværksætter Gerda Vilholm som ”en allestedsnærværende person, som inderligt ønskede at gøre en positiv indsats for sine medmennesker og en indsats for lokalsamfundet i Tasiilaq, som hun elskede højt”.

Men mindes man hende stadig i lokalsamfundet som den store humanist og kulturreformator, hun faktisk var? Har man gjort en aktiv indsats for at bevare hendes minde? Det er der desværre ikke meget, der tyder på. Man har ikke engang gjort sig den umage at opkalde et sted i byen efter hende på samme måde, som man har gjort med så mange andre med en mindre betydningsfuld indsats som baggrund.

Den anerkendte Grønlandskender og journalist ved Weekendavisen, Marianne Krogh Andersen, skriver i sin bog ”Grønland: Mægtig og afmægtig”, udgivet i 2009, at Gerda Vilholm var ”en respekteret, ja elsket person. Hun er vistnok den eneste fuldsblodsdansker i Tasiilaq, som taler både vestgrønlandsk og østgrønlandsk flydende. ... Hun tilhører en eksklusiv kreds af fantaster og særlinge, som i hele deres liv har arbejdet ... i Grønland. En frodig buket originaler, hvorfra Jørn Riel hentede righoldig inspiration til sine skrøner.” Han havde også sin gang i Tasiilaq, så han vidste, hvad han talte om.

Mon ikke det er på tide, at lokalsamfundet i Tasiilaq viser sin anerkendelse og respekt for Gerda Vilholms årtier lange indsats for dette samfund ved at sætte hende et vedvarende minde? Til hendes bisættelse var kirken stopfuld, hele byen var mødt frem, kisten blev ført ud til tonerne af den smukke, vemodige gamle russiske folkemelodi fra kosaktiden om den hestetrukne slædes monotone klokkeklimten på den endeløse vintervej, de rejsendes og de fremmedes yndlingssang, en sang som Ivan Rebroff gjorde verdensberømt (på russisk: Однозвучно гремит колокольчик). De fleste sørgende i følget fulgte trop i den bidende vinterkulde under strålende solskinsvejr den lange vej til kirkegården. Et sådant minde vil derfor uden tvivl møde stor tilslutning hos de lokale. Byen har ikke haft mange ildsjæle af hendes støbning og kaliber. Sådanne sjældne mennesker skal man ikke forsmå gennem evig glemsel, bare fordi de kommer udefra og er anderledes end de fleste, men erindre sig som velfortjente forbilleder.


Kosakker på vinterrejse