Sundhedsvæsenets bygdeservice

En løsning på langt sigt vil være, at personer fra bygderne tager de nødvendige uddannelser og bagefter føler sig forpligtet til eller ligefrem har lyst til at vende tilbage til en bygdetilværelse

Torsdag d. 5. april 2001
Lars Mosgaard
Emnekreds: Bygder, Sundhedsvæsenet, Telemedicin.

Kristine A. Lennert fra Sisimiut har i AG skrevet et godt læserbrev om sundhedsvæsenets bygdeservice.

Hun efterlyser med rette faglært sundhedspersonale i bygderne. Desværre kæder hun manglen på disse veluddannede personer sammen med sparekrav.

Årsagen, som jeg antager er den samme overalt i landet, er, at der ingen sundhedsfaglige personer er, som søger på de ledige stillinger i bygderne.

Dette problem er ikke særegent for sundhedsvæsenet, men er også kendt andre steder f.eks. inden for skolevæsenet, hvor det heller ikke er let at få besat lærerstillingerne i bygderne med uddannede lærerkræfter.

I Qasigiannguit sundhedsdistrikt mangler vi 6 ud af 9 sundhedsmedhjælpere.

Een af disse vakante stillinger er den i Ikamiut.

Så vi mangler også i høj grad sundhedsfagligt personale på Qasigiannguit Peqqissaaviat.

Der er ingen, som kan tvinge folk til at tage ansættelse i bygderne.

Derfor står stillingerne tomme.

Derfor er der ikke sundhedsfagligt personale i mange bygder.

Det er ikke sparekrav, som er årsagen.

Bygderne må måske i højere grad være med til at løse problemerne og selv være med til at komme med forslag til, hvordan disse problemer bliver løst.

En løsning på langt sigt vil være, at personer fra bygderne tager de nødvendige uddannelser og bagefter føler sig forpligtet til eller ligefrem har lyst til at vende tilbage til en bygdetilværelse.

Det grønlandske samfund er godt tjent med bygderne, som er til stor gavn for vores samfund og levevis.

Bygderne bærer en meget stor del af hele samfundsbyrden på deres skuldre.

Jeg kan støtte Kristine A. Lennert i hendes betragtninger, men ikke helt i årsagerne til problemerne.

Hvordan løses det problem, som hun har rejst?

Gode råd er velkomne.

AG er et godt sted at få afprøvet gode ideer.