Er Transportkommissionens arbejde givet på forhånd?

Alle tre borgmestre er enige om, at Transportkommissionens foreløbige forslag om at centrere hele landets befolkning i 5 byer med mere end 5.000 indbyggere på den grønlandske vestkyst er helt uacceptable. Men det skyldes måske, at Transportkommissionen ikke har øjne for kommende udviklingsprojekter så som miner, olie- og gasprojekter udenfor Kommuneqarfik Sermersooq.

Torsdag d. 18. februar 2010
Hermann Berthelsen, Borgmester, Qeqqata Kommunia
Jess Svane, Borgmester i Qaasuitsup Kommunea
Simon Simonsen, Borgmester i Kommune Kujalleq
Emnekreds: Bosætning, Politik, Råstoffer, Transport.

Det spørgsmål stiller de tre borgmestre Jess Svane, Hermann Berthelsen og Simon Simonsen sig efter at have set, hvem der har fået sæde i den 6 personer store Transportkommission nedsat af landsstyret.

3 medlemmer bosiddende i Danmark og 3 medlemmer bosiddende i Nuuk tyder på, at det er forbindelserne mellem Danmark og Nuuk, der er i højsædet, mener borgmester Jess Svane.

Det bliver endnu mere tydeligt, når vi ser på hvem de udpegede personer er. To af medlemmerne har store personlige interesser i at få besluttet anlæggelser af atlantlufthavn og atlanthavn i Nuuk.

Et af medlemmerne har igennem mange år haft flere ejendomsbesiddelser i Nuuk by. Infrastrukturudbygninger i Nuuk by vil utvivlsomt gøre disse ejendomsbesiddelser mere værd.

Et andet af medlemmerne har gentagne gange været daværende Hjemmestyre og Nuuk Kommunes rådgiver i forbindelse med diverse infrastrukturanlæggelser i Nuuk by. Senest har vedkommende som direktør for et af landets største rådgivende virksomheder været rådgiver for ”Arbejdsgruppen om udvidelse af Ilulissat og Nuuk Lufthavn og Havn” nedsat af Nuup Kommunea, Ilulissat Kommuneat og Grønlands Hjemmestyre”.

Denne arbejdsgruppe havde den nuværende departementchef som sekretær i sit arbejde, og vedkommende fandt det åbenbart nu som dengang fornuftigst at hyre ovennævnte direktør til arbejdet.

Borgmester Hermann Berthelsen vil ikke undre sig, hvis arbejdsgruppens daværende konklusioner fra 2007 bliver gentaget nu igen i 2010. Dengang var konklusionerne bl.a. ”I Nuuk vil det være mest formålstjeneligt at arbejde videre med etablering af en landingsbane på 2200 meter. En 1799 meter bane kan ikke anbefales, da den er for kort til eksempelvis den Airbus 330, Air Greenland i dag bruger i Kangerlussuaq”

Borgmester Simon Simonsen tvivler på, at den samme personkreds nu siddende i Transportkommissionen og i Selvstyret vil komme til andre konklusioner end de gjorde som rådgivere for Nuup Kommunia og Hjemmestyret i 2007. Transportkommissionens arbejde synes givet på forhånd, men forhåbentlig vil landsstyret for Trafik Jens B. Frederiksen gribe ind – hvis han da ikke er for fastlåst som forhenværende kommunalbestyrelsesmedlem i Nuup Kommunea og Kommuneqarfik Sermersooq!

Alle tre borgmestre er enige om, at Transportkommissionens foreløbige forslag om at centrere hele landets befolkning i 5 byer med mere end 5.000 indbyggere på den grønlandske vestkyst er helt uacceptable. Men det skyldes måske, at Transportkommissionen ikke har øjne for kommende udviklingsprojekter så som miner, olie- og gasprojekter udenfor Kommuneqarfik Sermersooq.