Mangel på et offentligt vaskeri i Nanortalik

Derfor vil jeg gerne vide hvor meget virkelyst landsstyret har, samt - hvis disse tiltag har deres interesse - hvornår de vil udføre sundhedsforebyggelse og sygdomsbekæmpelse i samfundet

Fredag d. 2. december 2011
Anders Olsen, medlem af Landstinget for Siumut
Jens B. Frederiksen, landstingsmedlem og formand for Demokraterne
Emnekreds: Landstinget paragraf 37 spørgsmål, Levevilkår, Politik, Socialt ansvar, Tuberkulose.

Indholdsfortegnelse:
Spørgsmål til landsstyret
Begrundelse
Besvarelse af § 37 spørgsmål nr. 2011-219 Offentligt vaskeri i Nanortalik


I henhold til § 37, stk. 1 i Forretningsorden for Landstinget vil jeg spørge landsstyret om følgende.

Spørgsmål til landsstyret
Jeg har erfaret, at der er mangel på et offentligt vaskeri i Nanortalik, som kan forårsage helbreds- og hygiejnemæssige problemer som konsekvens, og det faktum, at det er nødvendigt med en vaskemaskine i arbejdet med bekæmpelse af TB, vil jeg gerne spørge landsstyret hvad de har tænkt sig at gøre for at overkomme de ringe forhold i Nanortalik?

Begrundelse
Vi ved alle, at antallet af TB tilfælde i Sydgrønland i de seneste år er forøget.

Jeg mener, at hygiejne og muligheden til at kunne vaske tøj er en nødvendighed til at overkomme og forhindre sygdomme.

Flere hustande har ikke rindende vand og har ikke adgang til et vaskeri. Vi er forpligtet til at forbedre disse ringe forhold, så folk ikke længere skal være afhængige af andre hustande for at have muligheden til at vaske tøj.

Derfor vil jeg gerne vide hvor meget virkelyst landsstyret har, samt - hvis disse tiltag har deres interesse - hvornår de vil udføre sundhedsforebyggelse og sygdomsbekæmpelse i samfundet.

Dertil har borgerne klaget over mangel på vaskeri gennem medierne, og i den forbindelse har landsstyremedlem for Sundhed lovet at bringe problemet op for landsstyremedlem for Boliger, og derefter regner med at tage de næste skridt derfra. Derfor vil jeg gerne vide hvad man er kommet frem til angående problemet.

Jeg forventer at spørgsmålet bliver besvaret inden 10 arbejdsdage.

Besvarelse af § 37 spørgsmål nr. 2011-219 Offentligt vaskeri i Nanortalik

Kære Anders, Mange tak for dit brev om manglende offentligt vaskeri i Nanortalik. Din henvendelse tager udgangspunkt i, at flere husstande ikke har rindende vand og ikke har adgang til et vaskeri.

Du henviser også til, at manglende offentligt vaskeri har konsekvenser inden for sund­hedsforebyggelse og sygdomsbekæmpelse i samfundet og henviser i den forbindelse specielt til tuberkuloseforekomsten.

Antallet af tuberkulosetilfælde i Nanortalik har ligget mellem 4 og 15 tilfælde per år siden 2003 med det højeste antal (15 tilfælde) i 2010. Der er ikke lavet direkte undersøgelser af sammenhængen mellem tuberkulose-forekomsten og adgang til en vaskemaskine i Grønland. En sådan undersøgelse vil alene ske på baggrund af det lille antal tilfælde og da mange har vaskemaskine ikke kunne vise en sikker statistisk forskel.

Men boligforhold og hygiejniske forhold vides at have stor betydning for forekomsten af infektionssygdomme inklusive tuberkulose. Tuberkulose var i de vestlige lande på retur allerede inden den medicinske behandling kom frem netop med baggrund i forbedringer i boligstandard og ernæring.

En af de ændringer, der har haft størst betydning for folkesundheden er ”forbedring af boligforhold, renovation og fødevaresikkerhed”(1). Risikoen for at udvikle TB er også i Grønland forhøjet for de socialt dårligst stillede borgere. Følgende grupper blev fundet at have højere risiko: personer bosiddende i en bygd og som ikke har adgang til rinden­de vand, bad og toilet med skyl, arbejdsløse og personer med et stort forbrug af tobak og alkohol (2).

Den største betydning for tuberkulosesmitte - når der tales om sammenhængen med hy­giejne - er utvivlsom den personlige hygiejne. Tuberkulose smitter oftest ved direkte kontakt gennem overførsel ved hoste, håndtryk efter hoste i hånden og med spyt gene­relt. Også indtørret spyt smitter, da tuberkulosebakterien godt kan tåle udtørring. Den største gevinst overfor smittespredningen er derfor ved nem adgang til mulighed for per­sonlig hygiejne, gode toiletforhold og brug af disse faciliteter.

Det vides, at tuberkulosebakterien først dræbes ved udsættelse for 72 graders varme i 15 minutter eller højere temperaturer. For at undgå spredning af infektioner i hospitaler anbefaler WHO vask af tøj ved 70 grader C i 25 minutter eller 95 grader C i 10 minutter (3).

Vask i almindelig vaskemaskine nedsætter, men udrydder således ikke smitterisikoen.

Jeg kan oplyse, at grunden til at Selvstyret lukkede sit vaskeriet i Nanortalik skyldes, at vaskeriet gav underskud – og at underskuddet belastede boligområdet.

Derfor blev vaskeriets maskiner i 2010 tilbudt kommunen, som overtog maskinerne i 2010.

Jeg er ikke orienteret om, hvorfor kommunen ikke driver vaskeriet.



  1. Bjerregaard P: Folkesundhed i Grønland. Inussuk. Arktisk forskningsjournal. Grøn­lands Hjemmestyre 2004, side 322
  2. Ladefoged et al. Risk factors for tuberculosis in Greenland: case-control study. Int J Tuberc Lung Dis 15(1):44-49)
  3. WHO/CDS/CSR/EPH. Prevention of hospital-acquired infections. A practical guide. 2/2 2001