Behov for debat om turisme

M.h.t. den så ofte efterlyste kapital og investeringslyst "udefra", tror jeg på, at vi - ved hjælp af attraktive låne- og afdragsordninger - sagtens selv kan og tør investere, i indkvarteringer, hoteller, både, hytter med mere, bare de offentlige konkurrenter vil lade være med at blande sig, så snart de tror, der er penge at tjene. Så vidt jeg er orienteret, findes der både lovhjemmel og kontrolinstanser for dette. Det er politikernes og administrationens opgave at håndhæve dem. Og det er pressens opgave at grave og bore og gøre borgerne opmærksom på det, hvis de ikke gør det ordentligt.

Tirsdag d. 20. oktober 1998
Elke Meissner
Emnekreds: Turisme.

Lederen i AG nr. 78 er ikke just et eksempel på seriøs journalistik, men faktum er, at vi har brug for en debat om turismen. Lederskribenten synes at glemme, at enhver virksomhed skal investere, før den kan høste frugterne. Denne simple regel gælder også virksomheden Grønland. Hvis turismen en dag skal være en af de grønlandske erhvervssøjler, må en del af skatteindtægterne bruges til investeringer, så mange og så længe som nødvendigt, indtil erhvervet har vokset sig stort nok og kan selv.

Som den private turoperatør, der startede Grønlandsturismen i 1973, er jeg glad for, at turisme i dag officielt anses som et normalt erhverv. I dag prøver man fra politisk side at samarbejde, hvor man de første mange år nærmest modarbejdede. I dag kan en privat turismeaktør, hvis han/hun er professionel og dygtig og udnytter sine muligheder, leve af turismen. Men man skal knokle hårdt, en otte timers arbejdsdag kendes ikke. I højsæsonen arbejdes der nærmest døgnet rundt - men sådan er det i turismen alle steder i verden.

jeg har ikke selv haft mulighed for at læse Turistministerens redegørelse. Til AG's kritik af Greenland Tourism's prognoser skal her siges, at jeg og mine kolleger altid har været skeptiske m.h.t. GT's rapporter, lige fra 1992 til i dag. Vi har gennem årene læst om forventede turisttal og indtjemngsmuligheder, der efter vores mening var helt utopiske. Jeg kan godt se, at politikerne vil se STORE tal, hvis de skal bevillige STORE beløb til administration, lønninger, markedsføring m.v., men alting kan overdrives.

Det kan diskuteres om de bevilligede midler er brugt optimalt. Det er vanskeligt at prioritere, når man er et lille land med begrænsede midler. Efter min mening burde man have satset meget mere på intern information end udelukkende på ekstern markedsføring, for slet ikke at tale om de første års fejlvurdering og oprettelse af en monopolsalgsafdeling. Bl.a. burde man gennem oplysning og samarbejde med det grønlandske skolevæsen forlængst have arbejdet henimod turisme- og sproguddannelser. Så havde vi måske om ganske få år haft kvalificerede grønlandske medarbejdere og sprogkyndige guider i stedet for sæsonkræfter fra Danmark og andre lande.

Men Greenland Tourism A/S (d.v.s. eneaktionæren Grønlands Hjemmestyre) har lært af sine fejl, og i dag tror jeg man er på rette vej.

Jeg har indtryk af, at man har forstået signalerne fra det private turismeerhverv i Grønland, med tryk på det private. Her i Diskobugten ser vi positivt på denne udvikling og forholder os til den. Ganske stille, uden hjælp fra det ellers så populære "offentlige" spirer små virksomheder frem: Outfittere tilbyder ture, kunsthåndværkere udvikler deres husflidsprodukter. Man er begyndt at konkurrere med hinanden, finde nye materialer, dygtiggøre sig, være kvalitetsbevidste. Flere og flere i byer og bygder finder ud af, at man kan tjene lidt ekstra på udlejning af værelser. Det er vores opgave at gøre brug af og støtte disse initiativer, men oså at kontrollere kvaliteten og sørge for, at prisen svarer til den. Udbud og efterspørgsel, markedspriser dette er nyt land for de fleste af vore medborgere, der i generationer kun har kendt ens KGH-priser og rekvisitioner.

Jeg er glad for den positive udvikling, en slags græsrodsbevægelse, noget, der får lov til at vokse i takt med den tiltagende turiststrøm og den forbedrede infrastruktur. En turist er ingen vare, man kan bestille hjem i et bestemt antal. Styktal, stykpris og totalomsætning kan man gøre op, når gæsterne har været her, ikke før. Men een ting er sikkert: Har turoperatøren, værtinden, guiden ydet en optimal indsats, har gæsterne været tilfredse, fordi kvaltiet, ydelser, service, svarede til rejsens pris, vil de fortælle det videre til familie, naboer og venner og så videre og så videre. Men mund-til-mund-reklame er ikke nok, den skal ledsages af en aktiv og målrettet markedsføring. Den opgave kan kun det grønlandske Turistråd, Greenland Tourism, magte. Ved hjælp af positive (ikke overdrevne!) prognoser må man lade Landstinget og landsstyret forstå, at det private turisterhverv skal støttes, hvis det skal vokse sig stort. Ellers bliver det aldrig nogen sinde til en "søjle".

I mange regioner kæmper de private mod konkurrencen fra offentlige og halvoffentlige turistvirksomheder. Konkurrence i sig selv er en sund ting, den hæver produktkvaltiteten, uden konkurrence ingen udvikling og ingen forbedring. Men der skal konkurreres på lige vilkår. Såkaldte "privatiseringer", d.v.s. omdannelser af offentlige virksomheder til Aktieselskaber er helt i orden, hvis aktiekapitalen kommer på private hænder. Så længe anparthaverne er hjemmestyret, hjemmestyreejede selskaber eller kommuner, er det efter min mening ingen privatisering.

M.h.t. den så ofte efterlyste kapital og investeringslyst "udefra", tror jeg på, at vi - ved hjælp af attraktive låne- og afdragsordninger - sagtens selv kan og tør investere, i indkvarteringer, hoteller, både, hytter med mere, bare de offentlige konkurrenter vil lade være med at blande sig, så snart de tror, der er penge at tjene. Så vidt jeg er orienteret, findes der både lovhjemmel og kontrolinstanser for dette. Det er politikernes og administrationens opgave at håndhæve dem. Og det er pressens opgave at grave og bore og gøre borgerne opmærksom på det, hvis de ikke gør det ordentligt. Her var måske et godt emne til næste parlamentsvalg...