Indsigt: Kontrasternes land

Kontrasternes land

Den internationale bilkoncern, der nu skal blæse store mængder benzin af i hjulsporene på indlandsisen, skal efter det oplyste ikke betale en rød reje for at få lov til at teste sine biler ved Kangerlussuaq. Hvilke andre lande i verden er så storladent gæstfri, at invitere problemerne indenfor i kulden, uden at kræve en pæn check med masser af nuller udleveret ved indgangen.

Fredag d. 6. august 1999
Sermitsiaq
Emnekreds: Miljø og natur, Turisme.

Det er et forunderligt land vi lever i.

Næppe er debatten om KNIs tre terrængående jeeps på sommertur over indlandsisen - og en efterladt oliedunk ved Isortoq - forstummet, før vi kan afsløre, at en international bilgigant skal til at anlægge en 25 kvadratkilometer stor testbane på indlandsisen for at afprøve sin nye bilproduktion under ekstreme forhold. Racerkørslen på isen nær Kangerlussuaq starter - med landsstyrets velsignelse - næste sommer.

Så er det man må knibe sig i armen, men nej, den er god nok. Der er ikke tale om en ond drøm, men om et praktisk stykke entreprenørarbejde, som skal gøre det muligt for et ukendt antal biler at drøne rundt, frem og tilbage, så alle tænkelige konstruktionsfejl kan afsløres, før bilerne overlades til sagesløse bilister.

Det nye projekt på indlandsisen tjener altså trafiksikkerhedens gode sag. I forvejen tjener den ufatteligt store mængde is den internationale forskerverden som såkaldt globalt miljøarkiv - fordi klodens forurening, og forureningens indvirkning på klima- og temperaturforhold direkte kan aflæses. Og endelig er indlandsisen i stigende grad boltreplads for driftige turoperatører og deres pengestærke, eventyrlystne turister.

Indlandsisen er 1.800.000 kvadratkilometer stor. Et svimlende stort område, men alligevel næppe stort nok til at forene alle interesser i den golde isørken. Og set i lyset af den følelsesladede debat om KNI-bilerne og den efterladte olietønde ved Isortoq er det svært at forestille sig, hvilke af sprogets værste gloser der nu skal tages i anvendelse, når debatten om racerbanen ved Kangerlussuaq speeder op.

Tidligere landsstyreformand Lars Emil Johansen kom galt afsted med at tilbyde den rene og uplettede grønlandske natur som oplagringsplads for supermagternes skrottede atomsprænghoveder. Det forslag vakte berettiget opsigt og forståelig harme - selvom det dybest set var godt købmandsskab at "yde et bidrag til verdensfreden" - ud fra den filosofi, at det arktiske miljø er truet, uanset hvor de skrottede atomvåben deponeres, så hvorfor ikke oplagre dem under betryggende forhold her. Og så tage sig godt betalt for det.

Den internationale bilkoncern, der nu skal blæse store mængder benzin af i hjulsporene på indlandsisen, skal efter det oplyste ikke betale en rød reje for at få lov til at teste sine biler ved Kangerlussuaq. Hvilke andre lande i verden er så storladent gæstfri, at invitere problemerne indenfor i kulden, uden at kræve en pæn check med masser af nuller udleveret ved indgangen.

Næh, sådan behandler vi ikke de multinationale koncerner i Grønland. Det er i sandhed et forunderligt land, vi lever i.