Uddannelsesområdet i Grønland i 1995/96

Der er væsentlige smådriftsulemper i driften af det grønlandske uddannelsessystem. Som et eksempel kan det nævnes, at i 1989 havde 13 pct. af holdene otte elever eller derunder på brancheskolerne. I 1993 var tallet steget til 32 pct.

Mandag d. 16. december 1996
Det rådgivende udvalg vedrørende Grønlands Økonomi
Emnekreds: Politik, Uddannelse, Økonomi.

Indholdsfortegnelse:
Ressourceforbrug
Målsætninger i uddannelsespolitikken
Uddannelse og arbejdsmarkedet
Fremtidens arbejdskraftsbehov
Udfordringer i det grønlandske uddannelsessystem i de kommende år
APPENDIX
Oversigt over det grønlandske uddannelsessystem

A> indledning
Med den hurtige udvikling i det grønlandske samfund fra et fanger- og fiskersamfund til et moderne samfund har der i de seneste år imidlertid været et stort behov for uddannet grønlandsk arbejdskraft.

I 1845 blev uddannelsen til kateket og lærer startet. Den første formaliserede erhvervsuddannelse, navigatøruddannelsen, blev oprettet i 1959. Og siden har Grønland arbejdet på at blive "selvforsynende" med uddannelser, ikke mindst på ungdomsuddannelsesområdet både hvad angår erhvervsuddannelserne og de gymnasiale uddannelser.

For et samfund med godt 55.000 indbyggere er det naturligvis umuligt at etablere en vifte af uddannelsesudbud, der kan til fredsstille alle samfundets behov for uddannelse. Derfor er det vigtigt, at de grønlandske uddannelser hænger godt sammen med andre landes uddannelser.

Uddannelse er central i alle samfund. På den ene side er uddannelse vigtig for den nationale selvforståelse og for at lære det grønlandske sprog og kultur. På den anden side fordrer Grønlands overgang til et moderne vestligt land med en høj grad af arbejdsdeling, at der satses på et uddannelsessystem, der kan generere en arbejdsstyrke med den nødvendige baggrund for at klare sig i internationale sammenhænge.

Grønland er stadig på en lang række områder i samfundsøkonomien afhængig af tilkaldt arbejdskraft. En målrettet indsats på uddannelsesområdet både kvantitativt og kvalitativt vil kunne føre til, at flere og flere af arbejdspladserne kan overtages af grønlandskfødt arbejdskraft. På længere sigt vil en sådan udvikling gavne den grønlandske økonomi.

I det følgende gennemgås det grønlandske uddannelsessystem og målsætningerne i uddannelsespolitikken. Dernæst ses på sammenhængen mellem uddannelserne og arbejdsmarkedet. Og endelig vil udvalget pege på nogle af de udfordringer, som det grønlandske uddannelsessystem står overfor i de kommende år. I appendix bag kapitlet er der en oversigt over det grønlandske uddannelsessystems opbygning.



Ressourceforbrug
Grønland bruger relativt mange ressourcer på uddannelsesområdet. I en opgørelse fra 1992 udarbejdet af Grønlandsk Statistik sam menlignes udgifterne i kr. pr. indbygger for delposter i Grønland og i Danmark. Sammenligningen viser, at Grønland bruger omkring 40 pct. mere pr. indbygger til undervisning og forskning end Danmark. Det skal dog tilføjes, at de offentlige udgifter pr. indbygger i Grønland i 1992 var 32 pct. højere i Grønland end i Danmark.

Der er flere årsager til, at de grønlandske uddannelser er relativt dyre:
  • Grønland har en ung befolkning med forholdsvis flere børn og unge i skolealderen.
  • Der er væsentlige smådriftsulemper i driften af det grønlandske uddannelsessystem. Som et eksempel kan det nævnes, at i 1989 havde 13 pct. af holdene otte elever eller derunder på brancheskolerne. I 1993 var tallet steget til 32 pct.

Figur VI.1. Oversigt over lokaliseringen af uddannelsesinstitutionerne i Grønland

På den anden side er der er relativt færre unge og voksne, som er igang med en uddannelse i Grønland end i Danmark.

Det er især smådriftsulemperne sammen med en relativ finmasket udbygning af erhvervsuddannelserne og de videregående uddannelser set i forhold til Grønlands indbyggertal, der forklarer det høje udgiftsniveau.

Der er omkring 90 folkeskoler i Grønland med et samlet elevtal på godt 10.000 elever. Nogle folkeskoler i bygderne har kun 3 elever, andre skoler i byerne har over 500 elever.

Hertil kommer i alt 14 lokale erhvervsskoler, 10 erhvervsskoler (brancheskoler), journalistskole, center for sundhedsuddannelser, 3 gymnasieskoler, 2 seminarier og et universitet.

Tabel VI.1. Udgifter til uddannelsessektoren på Grønland (mio. kr. i 1993-priser).
* 1986 1990 1992 1994
Hjemmestyrets udgifter:  
Folkeskolen inkl. efterskole 366 315 307 310
GU 16a 32 34 34
Erhvervsuddannelser inkl. elevindkvarteringb 117 129 117 119
Mellem og videregående uddannelser 41 32 31 29
Uddannelsesstøtte 83 114 128 137
Hjemmestyrets udgifter i alt 623 622 618 629
Kommunernes udgifter:  
Folkeskolen 93 121 108 96
Lokale erhvervsskoler - 10 7 8
Kommunernes udgifter i alt 93 132 115 104
Udgifter i alt 716 754 733 733
a: De forholdsvis få udgifter til GU i 1986, skal ses i lyset af, at en væsentlig del af eleverne i de gymnasiale uddannelser på daværende tidspunkt tog uddannelsen i Danmark, jf. Tabel VI.2
.b: Herunder er der også udgifter til de lokale erhvervsskoler, der i 1995 udgjorde 19 mio. kr
.Kilde: Grønlands Statistik, Uddannelsespolitisk Redegørelse samt egne beregninger.

Dette er mange uddannelsessteder for et samfund med godt 55.000 indbyggere og indebærer, at udgifterne til uddannelsessektoren i Grønland er høje.

Tabel VI.1. viser udviklingen i uddannelsesudgifterne i Grønland i perioden 1986-94. I denne periode var uddannelsesudgifterne samlet set næsten konstante. Dette dækker dog over, at Hjemmestyrets udgifter til folkeskolen i faste priser er faldet på trods af, at elevtallet har været svagt stigende i perioden (se tabel VI.2.). Kommunernes udgifter til folkeskolen steg fra 1986 til 1990, men er faldet siden.

Til gengæld steg udgifterne til uddannelsesstøtte og til GU. Baggrunden for at udgifterne til GU steg er bl.a., at flere grønlændere tager uddannelsen i Grønland, at der fandt en udbygning til ialt 3 GU'ere sted i perioden, og at antallet af elever voksede i perioden.

Tabel VI.2. og VI.3. over udviklingen i bestanden af elever og antallet af beståede eksaminer på de forskellige uddannelsesniveauer viser en mindre vækst over årene. Bestanden er vokset i folkeskolen og på GU. Det sidste skal bl.a. ses i sammenhæng med, at så godt som alle grønlænderne, der tager den gymnasiale uddannelse nu gør det i Grønland i stedet for i Danmark. Endvi ere er der flere grønlændere, der tager en videregående uddannelse i både i Grønland og Danmark.

Tabel VI.2. Antal igangværende forløb.
* 1986/87 1990/91 1992/93 1994/95
Folkeskole 9.148 9.249 9.785 10.278
Gymnasiale uddannelser
- heraf i Danmark		 340
59		 414
-		 428
-		 395
-
Faglige grunduddannelser
- heraf i Danmark		 1367a
-		 1423
28		 1293
16		 -
-
Mellemuddannelser
- heraf i Danmark		 503a
-		 528
93		 520
106		 -
-
Videregående uddannelser
- heraf i Danmark		 197a
-		 283
226		 348
286		 -
-
Diverse uddannelser
- heraf i Danmark		 28a
-		 29
0		 22
1		 -
-
I alt 11.583 11.926 12.396 -
a: Baseret på skøn.
Anm.: Tallene er ikke udtryk for antallet af årselever men antallet af studerende pr. 15. december.
Kilde: Grønlands Statistik og uddannelsespolitisk Redegørelse.

For at kunne vurdere tallene i tabel VI.2. og VI.3. skal det nævnes, at der i 1985 var ca. 12.600 unge i alderen 15-24 år i Grønland, mens det tilsvarende tal i 1995 var knap 7.000. Relativt set i forhold til ungdomsårgangenes størrelse har der således været en kraftig stigning i uddannelsesaktiviteten både hvad angår antallet af igangværende forløb og antallet af fuldførte uddannelser.

Tabel VI.3. Antal fuldførte uddannelser.
* 1986/87 1990/91 1992/93 1993/94
Folkeskolens Afgangsprøvera 3.445 2.281 3.397 3.752
Gymnasiale uddannelser 89 89 114 103
Faglige grunduddannelser 32 616 532 -
Mellemuddannelser 177 138 139 -
Videregående uddannelser 11 29 39 -
Diverse uddannelser 0 5 8 -
a: Tallet angiver antallet af aflagte prøver i en række fag. En elev aflægger typisk prøve i flere fag. Tallene i denne række kan således ikke sammenlignes med tallene på de andre uddannelsesniveauer. For at kunne sammenligne tallene kan det oplyses, at 853 elever i 11. + 12. klasse i skoleåret 1994/95 aflagde folkeskolens afgangsprøver.
Kilde: Grønlands Statistik og Uddannelsespolitisk Redegørelse.

Grønland har dog stadig et stort uddannelsesmæssigt efterslæb, i sammenligning med Danmark. For hver 55.000 indbyggere i Danmark er der således 1.500 med en lang videregående uddannelse, 4.400 med en mellemlang eller kort videregående uddannelse samt 12.000 med en erhvervsfaglig uddannelse. De tilsvarende tal for Grønland er 100, 2.200 og 5.400.

Sammenlignes udgiftsudviklingen med udviklingen i elevbestanden og antal fuldførte uddannelser i den betragtede periode kan det konstateres, at der samlet set er sket en effektivisering af det grønlandske uddannelsessystem i de seneste år.

En række af de grønlandske uddannelser er dog væsentlig dyrere end de tilsvarende uddannelser i Danmark.

I tabel VI.4. sammenlignes uddannelsesudgifterne pr. færdiguddannet i Grønland og Danmark. Tabellen illustrerer, at de gennemsnitlige uddannelsesudgifter for nogenlunde sammen lignelige uddannelser er mellem 1½ og 4 gange så høje pr. færdiguddannet i Grønland som i Danmark. En væsentlig del af forklaringen herpå er den spredte uddannelsesstruktur med deraf følgende små holdstørrelser på en række uddannelser.

En 5-årig universitetsuddannelse på det grønlandske universitet koster i underkanten af en million kroner, mens en sammenlignelig humanistisk eller samfundsvidenskabelig universitetsuddannelse koster 378.000 kr. i Danmark. En 5-årig universitetsuddannelse i Danmark koster Grønlands Hjemmestyre 290.000 kr., idet Hjemmestyret udelukkende dækker udgifterne til uddannelsesstøtte og transport.

Tabel VI.4. Uddannelsesudgifter i kroner pr. færdiguddannet i Grønland og Danmark.
* Grønland (1992) Danmark (1994)
GU (3 år) 450.000 203.000
Gymnasium (3 år)
HK-assistent (3 år) 230.000 56.000
HK-assistent, kontorudd. all round (3 år)
Smede-maskinarbejder (4 år) 410.000 151.000
Jern og metal, smede (4 år)
Teknisk assistent (2,5 år) 580.000 145.000
Teknisk assistent (3 år)
Folkeskolelærer (3 år) 580.000 397.000
Folkeskolelærer (4 år)
Kultur, samfund, adm.linie (5,5 år) 970.000 378.000
Økonomi (5 år)
Civilingeniør (5 år) -a 579.000
Naturvidenskab, biologi (5 år) -a 637.000
Tandlæge (5 år) -a 961.000
a: Uddannelsen foregår i Danmark. Grønlands Hjemmestyres uddannelsesudgifter omfatter således udgifter til uddannelsesstøtte, transport m.m. på 290.000 kr.
Anm.: Pris pr. færdiguddannet er inkl. uddannelsesstøtte. For Grønlands vedkommende er prisen pr. færdiguddannet angivet i 1992-priser, mens prisen for Danmarks vedkommende er angivet i 1994- priser. Uddannelseslængden er angivet i parantes.
Kilde: Uddannelsespolitisk Redegørelse og Undervisningsministeriet.

Tabel VI.5. viser en oversigt over, hvor stor en andel af grønlændere med en videregående uddannelse taget i henholdsvis Danmark og Grønland, der pr. 1.1. 1995 er bosiddende i Grønland. Samlet var 57 pct. af grønlænderne, der har taget en videregående uddannelse i Danmark pr. 1.1. 1995 bosat i Grønland

Tabel VI.5. Bosted for personer med en videregående uddannelse.
* A : Antal personer som har bestået en videregående uddannelse pr. 1.1. 1995 B : Heraf boede i Grønland pr. 1.1. 1995 B i procent af A
Uddannet på Grønlands Universitet 13 10 77
Uddannet i Danmark 152 87 57
I alt 165 97 59
Anm.: En række mellemlange uddannelser som kan tages i Grønland, så som uddannelser på Grønlands Seminarium mfl., er ikke medtaget.
.ilde: Grønlands Statistik.

////
Figur VI.2. Uddannelsesprofil for årgang 1985
Grønlands Statistik har udarbejdet en uddannelsesprofil for alle der pr. 1. januar 1985 var 17 år gamle. Figur VI.2. illustrerer, at 41 pct. af den fulgte årgang ikke har været i kontakt med uddannelsessystemet efter folkeskolen. Det må antages bl.a. ud fra resultaterne af Levevilkårsundersøgelsen(1), at dette tal er endnu højere for de unge i bygderne.

Uddannelsesprofilen viser endvidere, at 52 pct. af den fulgte årgang ikke har fået nogen uddannelse efter folkeskolen. 41 pct. af 1985-årgangen er endvidere aldrig kommet i kontakt med uddannelsessystemet efter folkeskoleniveau. 48 pct. har afsluttet en uddannelse efter folkeskolen.

I Danmark er der omkring 30 pct. af en ungdomsårgang, der ikke gennemfører en kompetencegivende uddannelse efter folkeskolen. Det tilsvarende tal for Grønland er omkring 56 pct.

Der skal således en meget kraftig stigning til i antallet af grønlændere, der gennemfører en kompetencegivende uddannelse, hvis Grønlands uddannelsesniveau skal op på dansk niveau.



Målsætninger i uddannelsespolitikken
Grønlands Hjemmestyre udarbejdede i 1995 en Uddannelsespolitisk Redegørelse, der specificerer de overordnede mål for den grønlandske uddannelsespolitik.

Blandt de overordnede mål i den hidtil førte uddannelsespolitik har været grønlandisering, at etablere uddannelser, der kan medvirke til at fremme erhvervs- og arbejdsmarkedspolitiske mål sætninger, at øge selvforsyningen af uddannet arbejdskraft og at hæve uddannelsesniveauet generelt, således at uddannelserne har en kvalitet, der giver erhvervs- og studiekompetence uden for Grønland.

Det tilstræbes endvidere, at alle unge skal have tilbudt et uddannelses- eller kursusforløb efter folkeskole/GU, og at der skal være sammenhæng i uddannelsessystemet mellem de forskellige uddannelsesniveauer.

Den Uddannelsespolitiske Redegørelse fra Grønlands Hjemmestyre peger på, at det på en række områder ikke har været muligt at leve op til de målsætninger/forventninger, der er blevet stillet til det grønlandske uddannelsessystem.

Der har således været kritik af kvaliteten i de grønlandske ud dannelser ikke mindst af folkeskolen og erhvervsuddannelserne. I folkeskolen mangler der således lærebogsmateriale på grønlandsk. Frafaldet er for stort i mange uddannelser, og der er problemer med at skabe sammenhæng mellem de forskellige uddannelsesniveauer. Det er endvidere kun til en vis grad lykkedes at erstatte den tilkaldte arbejdskraft med grønlandsk født uddannet arbejdskraft (dette fremgår af det kommende afsnit om uddannelser og arbejdsmarkedet).

Problemerne opstår allerede i folkeskolen, idet en del af elever ne ikke får tilegnet sig de basale faglige og sproglige kundska ber især i matematik, fysik og dansk. Derfor har disse elever ofte ikke den baggrund, der skal til for at gå på GU eller i en erhvervsuddannelse. Der er således ofte ikke sammenhæng mellem, hvad de unge rent faktisk kan, og hvad der stilles af krav til dem på det efterfølgende uddannelsesniveau. Forsøg med brobyg ningsforløb(2) mellem folkeskoler og ungdomsuddannelserne er iværksat.

Et stort problem er fremskaffelse af et tilstrækkeligt antal praktikpladser. I alt skønnes der årligt at mangle omkring 200 praktikpladser. Dette hænger bl.a. sammen med, at den grønlandske erhvervsstruktur består af få private virksomheder, hvorfor det er vanskeligt at sikre et tilstrækkeligt antal praktikpladser. Manglen på praktikpladser har bl.a. betydet, at arbejdsgiverne i en række tilfælde har foretrukket ældre og mere modne praktikanter. Dette har medført, at en række af de yngre unge har vanskeligheder ved at komme i gang med en erhvervsuddannelse.



Manglende sprogkundskaber i dansk udgør hos en del af de unge en væsentlig barriere for at opnå nogle af de ovenstående uddannelsespolitiske mål.

Den fastboende befolkning kan ud fra sproglige kriterier opdeles i de dobbeltsprogede, de rent grønlandsksprogede og de rent dansksprogede.

De dobbeltsprogede kan, hvis de iøvrigt opfylder de almindelige optagelseskriterier, få støtte til alle støtteberettigede uddannelser både i Grønland og i Danmark.

De rent grønlandsk sprogede har derimod kun ganske få uddannelser at vælge imellem, nemlig socialmedhjælper, branchearbejder eller fåreholder. Alle andre kompetencegivende uddannelser kræver et rimeligt kendskab til det danske sprog.

De rent dansksprogede har ingen adgang til mellemlange og videre gående uddannelser (socialrådgiver-, socialpædagog- og journalistuddannelsen samt universitetsuddannelserne) i Grønland, idet adgangskravet til disse uddannelser udover de studiefaglige, også er sproglige. Landsstyret har dog for nylig vedtaget nye adgangskrav for læreruddannelsen, således at grønlandsk ikke længere bibeholdes som et adgangskrav.

I nedenstående tabel VI.6. er der en oversigt over sammenhængen mellem sprog og skoleuddannelse for grønlandskfødte i 1994. Det fremgår af tabellen, at blandt den del af befolkningen som har under 7 års skolegang, er 70 pct. "rent" grønlandsksprogede.

Dette illustrerer, at rent grønlandsksprogede har vanskeligt ved at klare sig i uddannelsessystemet. Omvendt har de grøn landskfødte med gode danskkundskaber bedre muligheder for at tage en kompetencegivende uddannelse.

Tabel VI.6. Relationen mellem sprog og skoleuddannelse for grønlandskfødte 1994.
* Skoleuddannelse
< 7 år Afsluttet almen skolegang Udvidet afgangsprøve/
realeksamen		 Gymnasium/HF Hele befolkningen
Grønlandsk som hovedsprog/
taler kun lidt dansk		 70,0 37,6 7,2 0,0 42,1
Grønlandsk som hovedsprog/
taler godt dansk		 27,1 45,5 50,7 34,8 41,0
Tosproget 3,0 15,1 37,7 43,5 14,5
Dansk som hovedsprog/
taler godt grønlandsk		 0,0 1,2 1,4 17,4 1,7
Dansk som hovedsprog/
taler kun lidt grønlandsk		 0,0 0,6 2,9 4,3 0,7
I alt 100 100 100 100 100
Kilde: Levevilkårsundersøgelsen i Grønland 1994.

Rapporten fra Grønlands Statistik om Den Sproglige Udvikling i Grønland 1984-94, januar 1996 viser endvidere, at der blandt de grønlandskfødte i bygderne og de ældre er mange "rent" grøn landsksprogede. Men også blandt de 18-29 årige er der 20-30 pct., der har grønlandsk som hovedsprog og kun taler lidt dansk. Rapporten viser endelig, at der i perioden 1984-94 er blevet flere grønlændere, der behersker det danske sprog.

I de seneste år er danskundervisningen blevet styrket i folkeskolen, hvilket formentlig generelt vil forbedre de unges danskkundskaber fremover.



Uddannelse og arbejdsmarkedet
Et moderne vestligt samfund er kendetegnet ved en høj grad af specialisering i arbejdskraften. Det er således vanskeligt for et mindre samfund som det grønlandske at være selvforsynende med en arbejdskraft med de "rigtige" kvalifikationer på alle er hvervsområder.

Det grønlandske arbejdsmarked er kendetegnet ved, at det stort set har været muligt at tiltrække kvalificeret dansk arbejdskraft til stillinger i Grønland, hvor det ikke har været muligt at skaffe kvalificeret grønlandskfødt arbejdskraft.

Dette har givetvis betydet en forholdsvis stor fleksibilitet i den grønlandske arbejdsstyrke, idet det grønlandske samfund har haft relativt let ved at få højt kvalificeret arbejdskraft udefra.

Ud fra Levevilkårsundersøgelsen (fodnote 16) kan arbejdsstyrken fastsættes til ca. 28.000, hvoraf ca. 23.000 er i beskæftigelse. Ca. 84 pct. af de personer, der indgår i arbejdsstyrken, er født i Grønland.

I Levevilkårsundersøgelsen er svarpersonerne blevet spurgt om de har en kompetencegivende uddannelse. 43 pct. af svarpersonerne i Levevilkårsundersøgelsen har en erhvervsuddannelse, mens 57 pct. er ufaglærte. Der er en klar forskel mellem, hvor mange danskfødte (86 pct.) og hvor mange grønlandskfødte (36 pct.), der har taget en erhvervsuddannelse.

I nedenstående tabel fra Levevilkårsundersøgelsen (fodnote 17) er svarpersonerne, der har taget en kompetencegivende uddannelse, blev spurgt om deres uddannelsesbaggrund. De anvendte uddannelseskategorier er følgende fem faglige kategorier (handel og kontor, bygge og anlæg, fiskeri og produktion, søfart og service og social og sundhed) samt mellemlang og lang boglig uddannelse.

Tabel VI.7. Fordeling på uddannelseskategorier for personer med en erhvervskompetencegivende uddannelse (i pct.).
* Handel og kontor Bygge og anlæg Fiskeri og prod. Søfart og service Social og sundhed Ml.lang boglig Lang boglig I alt
Alle 21 21 14 13 11 16 4 100
Bosted:
By 23 20 13 13 10 17 4 100
Bygd 10 25 18 16 21 10 - 100
Fødested:
Grønland 26 20 17 14 13 9 1 100
Danmark 10 24 5 11 6 33 11 100
Ledigheda 7 18 16 12 10 1 (7) 10
a: Angivet som ledigheden i pct. indenfor den enkelte uddannelseskategori.
Kilde: Levevilkårsundersøgelsen i Grønland 1994. Undersøgelsen er baseret på en stikprøve, hvor antallet af personer i nogle af inddelingerne er meget små. Det er således usandsynligt, at ledigheden for personer med en lang boglig uddannelse er så stor som 7 pct.

Tabel VI.7. viser også forskellen mellem uddannelsesvalg i by og bygd. Forskellene afspejler især, hvilke jobmuligheder der findes de pågældende steder.

Det fremgår endvidere, at der er meget stor forskel imellem uddannelsesniveauet for grønlandsk- og danskfødte på arbejds markedet. Tabel VI.7. giver endvidere et indtryk af indenfor hvilke områder, der især mangler uddannet grønlandsk arbejds kraft.

Den nederste række i tabel VI.7. illustrerer endelig, hvordan arbejdsløsheden er fordelt på de forskellige uddannel seskategorier. Opgørelsen skal dog tages med et vist forbehold, idet undersøgelsen er gennemført i marts, april og maj måned, der traditionelt er en periode med lav beskæftigelse indenfor bygge- og anlægs- og fiskerisektoren. Det er dog bemærkelsesværdigt, at bygge- og anlægssektoren har en forholdsvis stor andel af tilkaldt arbejdskraft, samtidig med at der er en relativ stor arbejdsløshed på området.

Levevilkårsundersøgelsen viser endvidere, at der i foråret 1994 var ca. 5.000 arbejdsløse i Grønland. Dette svarer til en ledig hedsprocent på 18 pct. (fodnote 18) For personer uden en kompetencegivende uddannelse var ledighedsprocenten 24 pct., mens den for personer med en kompetencegivende uddannelse udgjorde 10 pct.

Som led i udarbejdelsen af den Uddannelsespolitiske Redegørelse blev der lavet en undersøgelse af behovet for akademisk arbejds kraft i Grønland. Hovedkonklusionen i undersøgelsen er, at eventuelle beskæftigelsesproblemer blandt nyuddannede akademikere ikke skyldes generel overproduktion af grønlandskfødte akademikere. For hver akademisk uddannelse er arbejdsgivernes efterspørgsel to eller tre gange større end udbuddet. Under søgelsen viste dog også, at arbejdsgiverne ofte foretrækker en arbejdskraft, der allerede har en vis erfaring på arbejdsområdet.

En væsentlig målsætning i uddannelses- og arbejdsmarkedspolitik ken er at erstatte den tilkaldte arbejdskraft med grønlandskfødt arbejdskraft. Som det fremgår af nedenstående tabel VI.8. er dette til en vis grad lykkedes indenfor det offentlige arbejdsmarked. Andelen af grønlandskfødte ansatte i den offentlige sektor er i perioden 1978 til 1992 øget fra 56 til 72 pct. I absolutte tal er der uændret ca. 2.000 danskfødte, der er ansat i den offentlige sektor i Grønland.

Samlet for både den offentlige og private sektor er der sket et fald i antallet af tilkaldte over de seneste 10-15 år. For den private sektors vedkommende skyldes det bl.a. den økonomiske afmatning, der satte ind i begyndelsen af 1990'erne.

Det grønlandske Landsting vedtog en lov om regulering af arbejdskrafttilgangen til Grønland, der har til formål at sikre den grønlandske arbejdskraft førsteret til arbejde i Grønland.

Tabel VI.8. Det heltidsansatte månedslønnede personale under den offentlige sektor.
* Det heltidsansatte månedslønnede personale i den offentlige sektor Heraf født i Grønland
1978 4.553 2.555
1982 5.619 3.473
1986 6.336 4.302
1990 7.129 5.061
1992 7.165 5.209
Kilde: Grønlands Statistik.

Loven omfatter ufaglærte og faglærte stillinger (erhvervsuddan nelser m.m.) og stillinger, hvis varetagelse kræver videregående uddannelse som socialpædagog, socialrådgiver og videregående søfartsuddannelse. Loven omfatter ikke en lang række korte, mellemlange og lange videregående uddannelser.

For personer, som ikke har særlig tilknytning til Grønland, skal der søges om forudgående tilladelse hos den pågældende kommune for så vidt angår de ovennævnte stillingskategorier.

En undersøgelse fra 1994 over de givne tilladelser viser, at ude frakommende arbejdskraft uden tilknytning til Grønland kun sjældent ansættes i ufaglærte stillinger. Indenfor det faglærte område er der i 1994 givet 169 tilladelser. De fleste tilladelser er sket indenfor handel- og kontor- og levnedsmiddelområdet. En fjerdedel af tilladelserne er givet til stillinger med et vist ledelsesansvar.

I forbindelse med anlæg af flyvepladser har Hjemmestyret fastlagt regler, der favoriserer grønlandsk deltagelse i anlægsarbejdets udførelse og ansættelse og uddannelse af grønlandsk arbejdskraft. Ifølge Landstingslov nr. 4 om anlæg af flyvepladser af 12. juni 1995, skal der fastsættes prioriterede krav til tilbudsgivere til sikring af grønlandsk deltagelse i anlægsarbejdets udførelse herunder krav om grønlandsk næringsbrev, grønlandsk arbejdskraft og uddannelse af arbejdskraft.

Ifølge denne Landstingslov anses lavestbydende som den, der efter en i udbudsmaterialet på forhånd fastsat vægtning af pris og grønlandsk deltagelse har afgivet laveste tilbud.

Det kan konkluderes, at det grønlandske arbejdsmarked i de nærmest kommende år er kendetegnet ved at kunne beskæftige næsten al den grønlandskfødte arbejdskraft, der har en kompetencegivende erhvervsuddannelse, især hvis de har nogen arbejdserfaring i forvejen. I stillinger, som kræver en mellemlang uddannelse er godt halvdelen af de beskæftigede født i Grønland. Andelen af grønlandskfødte i stillinger, der kræver en lang videregående uddannelse er lille. Både indenfor uddannelses- og sundhedssek toren er omkring 3/5 af de ansatte grønlandskfødte.

En målrettet satsning på at flere grønlændere får en kompetencegivende uddannelse og at de derved gradvist kan erstatte den tilkaldte arbejdskraft vil have en positiv indvirkning på den grønlandske økonomi. I den forbindelse vil det være muligt at spare en del "cirkulationsomkostninger" (fodnote 19) i takt med, at den tilkaldte arbejdskraft kommer til at udgøre en mindre del af det grønlandske arbejdsmarked.



Fremtidens arbejdskraftsbehov
Det grønlandske Hjemmestyre forventer, at erhvervsudviklingen i Grønland indtil år 2005 vil være centreret om udvikling af 4 hovedområder: fiskerierhvervet, turisme, råstofområdet samt de landbaserede erhverv (fortrinsvis forarbejdning af fiskeproduk ter), og er opmærksom på sammenhængen mellem erhvervsudviklingen på den ene side og initiativerne på uddannelses- og arbejdsmarkedsområdet på den anden side.

I den turistpolitiske Redegørelse peges der således på behovet for en forstærket indsats på uddannelsesområdet. Ifølge redegørelsen har uddannelsesbehovet været defineret for snævert og fokuseret for meget på guide- og mellemlederniveau, men ikke på de beskæftigelsestungere erhverv som hotel- og restaurationsbranchen. Hertil kommer, at der i Grønland er en ringe tradition for at uddanne og beskæftige sig i service branchen.

Det understreges, at uddannelserne bør internationaliseres. Det kan fx ske ved formaliserede aftaler inden for det vestnordiske turismesamarbejde med Island, Færøerne og Grønland og endvidere med Canada og Norge. Det er besluttet at oprette en sprogskole i Sisimiut med det formål at styrke grønlændernes sprogkundskaber.

Turistbranchen vurderer selv, at der i dag er beskæftiget 250-300 "unødvendigt" tilkaldte, fordi der ikke er satset bredt på uddannelser på turismeområdet.

De seneste års udvikling på arbejdsmarkedet har betydet en reduktion i antallet af arbejdspladser som følge af rationaliseringer og teknologiske omlægninger.

Indenfor fiskeri og fiskeindustri har dette betydet en reduktion på ca. 1.000 arbejdspladser over en periode på 4-5 år. Tilsvarende er der nedlagt ca. 100 arbejdspladser indenfor televæsenet og 40 i energisektoren.

Det er i særlig grad behovet for ufaglært arbejdskraft, der er aftagende. I denne forbindelse kan det tilføjes, at mere end halvdelen af de unge grønlændere ikke får en erhvervskompe tencegivende uddannelse.

Arbejdsgivernes erhvervsuddannelsesbidrag (AEB) udgjorde i 1993 27,1 mio. kr. Ca. 5 mio. kr. af disse midler kan anvendes til kursusstøtte til at give faglærte og ufaglærte arbejdere mulighed for at deltage i efter- og videreuddannelseskurser, der vedligeholder, udbygger og forbedrer erhvervskvalifikationerne i overensstemmelse med arbejdsmarkedets behov.

AEB-midlerne giver mulighed for at godt 500 kursister årligt kan benytte sig af efter- og videreuddannelsestilbud primært på Jern- og Metalskolen og Bygge- og Anlægsskolen.

Herudover findes der en række andre efteruddannelsesaktiviteter, der finansieres på anden vis. Det drejer sig bl.a. om kurser indenfor søfart, fiskeri og navigation, edb-kurser for kommunerne og kurser på turismeområdet. På anlægs- og råstofområdet er der kurser i mine- og entreprenøruddannelsen, uddannelse af borebisser, prospektorkurser og derudover landingsbanekurser.



Udfordringer i det grønlandske uddannelsessystem i de kommende år
Det grønlandske uddannelsessystem står overfor store udfordringer i de kommende år. Der stilles store forventninger til uddannelsessystemet, og der er sat meget ind på at opbygge et eget system i Grønland. Dette er lykkedes på en række områder. Grønland er i de seneste år især blevet "selvforsynende" på ungdomsuddannelsesområdet med etableringen af gymnasieuddannelsen og en vifte af erhvervsuddannelser. Derimod uddannes der bl.a. ikke tilstrækkelig mange lærere og sygeplejersker, hvilket medfører, at man især i yderdistrikterne er afhængige af tilkaldt arbejdskraft.



Hjemtagelsen af en række uddannelser og etableringen af egne uddannelsesinstitutioner på flere og flere uddannelsesområder samt en geografisk spredning af institutionerne har medført, at udgifterne på uddannelsesområdet er meget høje sammenlignet med de fleste andre lande.

Ifølge en befolkningsfremskrivning fra Grønlands Statistik forventes der at blive knap 18 pct. flere børn og unge i alderen 5-24 år i perioden 1995-2005. Dette vil føre til et øget pres for ressourcer til uddannelsessektoren i de kommende år. Herudover kommer de kvalitetsforbedringer, som med rette har en høj politisk prioritet.

Det vil øge behovet for omprioriteringer af de ressourcer, som stilles til rådighed på uddannelsesområdet. Dette er da også klart understreget i landsstyrets Uddannelsespolitiske Redegørelse og er fremme i den uddannelsespolitiske debat, hvor der endvidere er peget på, at uddannelsessystemet på en lang række punkter ikke har været i stand til at leve op til de politiske målsætninger.

Udvalget har hæftet sig ved den centrale vægt, der lægges på at styrke uddannelsen af børn og unge og højne uddannelsesniveauet for alle erhvervsaktive i Grønland. Udvalget er enig i behovet for en omprioritering med henblik på den optimale udnyttelse af de ressourcer, som stilles til rådighed på uddannelsesområdet og kan anbefale:
  • At der sikres en bedre sammenhæng mellem de forskellige uddannelsesniveauer. I den Uddannelsespolitiske Redegørelse peges der på, at uddannelserne, helt fra folkeskolen, ikke kvalificerer tilstrækkeligt til det næste niveau. For at sikre en bedre kvalitet i erhvervsuddannelserne og i gymnasieuddannelsen er det vigtigt, at eleverne i folke skolen tilegner sig de nødvendige forudsætninger.
Specielt må der iværksættes en række initiativer for at øge den andel af en ungdomsårgang, der gennemfører en erhvervskompetencegivende uddannelse. Denne indsats kan omfatte følgende initiativer:
  • styrkelse af kvaliteten i folkeskolen i bl.a. dansk-, matematik- og fysikundervisningen
  • initiativer for at øge antallet af praktikpladser (se senere anbefaling)
  • en målrettet indsats i ungdomsuddannelserne for at mindske det store frafald på nogle af uddannelserne
  • flere forsøg med brobygningsforløb mellem folkeskolen og ungdomsuddannelserne.
  • At indsatsen for at skaffe praktikpladser til eleverne i erhvervsuddannelserne forstærkes ved at indføre et incitament for arbejdsgiverne til at oprette praktikpladser i det grønlandske system for arbejdsgivernes erhvervsuddannelsesbidrag (AEB). Endvidere må det overvejes at øge mulighederne for praktikpladskompenserende undervisning. Endelig kunne der på nogle erhvervsud dannelser etableres mulighed for praktikpladsophold i Danmark
  • At det overvejes at sammenlægge en række uddannelsesinstitutioner og samle dem i færre uddannelsesbyer for at opnå en række stordriftsfordele, bl.a. gennem fælles anvendelse af lærerkræfter og etablering af uddannelsesmiljøer.
  • At etablere flere "mix-uddannelser", således at der på flere erhvervsuddannelser og videregående uddannelser skabes en "arbejdsdeling" mellem det grønlandske, danske og andre landes uddannelsessystemer. Det kunne medvirke til at øge udbuddet af uddannelsesmuligheder for unge i Grønland, højne kvaliteten af de færdiguddannede og opfylde målsætningen om at uddannelserne er på et niveau, der giver mulighed for videreuddannelse. I den forbindelse anbefaler udvalget, at der sker en klarere prioritering af, hvilke erhvervs- og videregående uddannelser Grønland ønsker at opretholde og udvikle.


APPENDIX


Oversigt over det grønlandske uddannelsessystem

Figur VI.1. illustrerer opbygningen af det grøn landske uddannelsessystem.

////
Figur VI.3. Grønlands Uddannelsestruktur
Den grønlandske folkeskole består af en et-årig forskole, der svarer til børnehaveklassen i Danmark og en otte-årige grundskole fra 2.-9. klasse. Børnene i bygderne skal ofte flytte til byerne, hvis de fortsætter i skole efter 9. klasse.

I forsættelsesskolens 10. og 11. klasse deles eleverne op på den almene linie, der peger mod fortsættelse i en lokal erhvervsskole og den udvidede linie, der sigter mod de gymnasiale uddannelser og de erhvervsuddannelser, der kræver forudgående kundskaber på et højere niveau. Efter 11. klasse aflægges på den almene linie Folkeskolens Afgangsprøve, mens 11. klasses udvidede linie af sluttes med Folkeskolens Udvidede Afgangsprøve.

På Kursusskolen (12. klasse) undervises tillige på de to niveau er. Ca. en tredjedel af eleverne på 12. klassetrin vælger at gå på efterskole i Danmark bl.a. for at lære det danske sprog bedre og for at modnes personligt. I skoleåret 1996/97 har ca. 200 elever således fået tilskud til efterskoleophold i Danmark.

Optagelseskriterierne til den Gymnasiale Uddannelse (GU) er Fol keskolens Udvidede Afgangsprøve. GU svarer i sit indhold til en 3-årig HF-eksamen i Danmark. GU giver adgang til de videregående uddannelser i Grønland og Danmark.

De fleste erhvervsuddannelser kan i dag gennemføres i Grønland. For nogle erhvervsuddannelsers vedkommende foregår en del af uddannelsen i Danmark.

I 1988 blev der gennemført en reform af erhvervsuddannelserne i Grønland, der resulterede i den nuværende struktur, STI. I den forbindelse blev der oprettet 14 lokale erhvervsskoler og 2 brancheskoler. En erhvervsuddannelse indledes efter reformen med et 2-årigt forløb på lokale erhvervsskoler. Disse skoler skal bl.a. gennemføre undervisning i fællesfag, forestå praktikpladsformidling og gennemføre undervisning i brancherettede fag, hvis en rimelig holdstørrelse kan opnås, værkstedsfaciliteter er tilstede og indkvartering findes. De drives i et samarbejde mellem Hjemmestyret og kommunerne.

I løbet af de første 1 1/2 år har eleverne skiftevis undervisning på den lokale erhvervsskole og er i praktik. Det sidste halve år foregår på den relevante brancheskole. Der er brancheskoler inden for følgende områder: bygge- og anlæg, jern og metal, handel og kontor, social og sundhed, fiskeindustri, levnedsmiddel og det maritime område.

Eleverne fortsætter herefter med skiftevis forløb på brancheskolen og i praktik i 1 - 4 år, afhængig af hvilken erhvervsuddannelse de har valgt.

Der er oprettet mellemlange videregående uddannelser til fx lærer, journalist, sygeplejerske, socialrådgiver og socialpædagog i Grønland. Endvidere blev Grønlands Universitet oprettet i 1987 med fire institutter inden for henholdsvis sprog, kultur og samfund, teologi samt administration.