Uddannelsen for sygeplejersker er ingen katastrofe

Det er utroligt, at Finn G. Becker-Christensen føler sig berettiget til at kritisere lærerne ved Peqqissaanermut Ilinniarfik, lærere, der netop sikrer Grønland uddannelse af sundhedspersonale. Flere af lærerne er grønlandske sygeplejersker eller sygeplejersker, der har arbejdet i byer og bygder langs Grønlands vestkyst.

Tirsdag d. 10. marts 1998
Sygeplejerskerne i Maniitsoq Sundhedsdistrikt
Emnekreds: Sundhedsvæsenet, Uddannelse.

Den grønlandske sygeplejerskeuddannelse er ikke en katastrofe - langt fra - der er masser af beviser på det modsatte.

Sygeplejerskerne i Maniitsoq må på det kraftigste tage afstand fra læge Finn G. Becker-Christensens kritik af sygeplejerskeuddannelsen i Grønland.

Vi er rystet over, at en af vore samarbejdspartnere i den grad nedvurderer vores uddannelse, som netop hæver kvaliteten af sundhedsservicen over for befolkningen op på et mere tidssvarende niveau.

Den tid Finn G. Becker-Christensen henviser til er forbi. Vi er et land i udvikling, og det er folk med hans tanker og standarder, der forhindrer udvikling.

Vi er sygeplejersker og bliver uddannet til at yde sundheds- og sygepleje til mennesket i alle aldre såvel på sygehusene, som i eget hjem. Vi er uddannet til at fungere i det grønlandske samfund, og at se patienten som en helhed, ikke kun til at fokusere på sygdom alene.

Vi ønsker ikke at blive sammenlignet med det at deltage i et byggeri eller "motorreparationer". Mennesket er ikke en maskine, sådan som Finn G. Becker-Christensen åbenbart opfatter det. I uddannelsen er der fokus på faglig dygtighed - og ikke held, opfindsomhed og god vilje.

Finn G. Becker-Christensen ønsker, at sygeplejerskerne på grund af lægemangel skal kunne gå ind og dække lægens opgaver. Det er et lægefagligt problem, som sygeplejerskerne hverken kan eller vil løse. Hvis vi skulle dække lægemanglen så burde vi have mindst 30.000 kroner mere i løn om måneden.

Vi ønsker ikke os bombet tilbage til den gang, hvor sygeplejerskerne var lægens højre hånd. Vi har et selvstændigt fag med eget virke. Vi redder menneskeliv, visiterer patienter, assisterer til fødsler og operationer, vi arbejder på kysten, i Nuuk, sygeplejestationer, alt imens lægen sidder derhjemme og nyder sin aftensmad, ser TV eller sover i sin seng.

Det er utroligt, at Finn G. Becker-Christensen føler sig berettiget til at kritisere lærerne ved Peqqissaanermut Ilinniarfik, lærere, der netop sikrer Grønland uddannelse af sundhedspersonale. Flere af lærerne er grønlandske sygeplejersker eller sygeplejersker, der har arbejdet i byer og bygder langs Grønlands vestkyst.

Som sygeplejersker følger vi Landstingets tilslutning til WHO’s program, og arbejder med sundhedsplanlægning, sundhedsfremme og forebyggelse i lokalsamfundet.

For at gennemføre denne målsætning kræves et grønlandsksproget, veluddannet sygeplejekorps, som er forankret i det grønlandske samfund.

Vi ønsker ikke at blive sammenlignet med en afrikansk sygeplejerske fra Angola, der havde sit virke i 1970'erne. Vi ønsker fortsat at have mennesket i centrum og kvalitet i højsædet.

At kunne forny os fagligt i takt med den videnskabelige og samfundsmæssige udvikling til gavn for Grønlands befolkning.