Hjemmestyret falliterklæring

Politikerne har spillet fallit. Konrad Steenholdt i særdeleshed. Men adskiller problemerne på uddannelsesområdet sig i virkeligheden væsentligt fra de problemer, vi kender i sundhedsvæsenet og på erhvervsområdet - eller for den sags skyld alle de øvrige hjemmestyreområder?

Torsdag d. 23. april 1998
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Politik, Uddannelse.

KONRAD Steenholdt har endnu ikke markeret sig i forbindelse med den katastrofale situation omkring lærermanglen i det kommende skoleår. Tvært imod optræder han med sin ligegyldighed og fremturer med idelige bortforklaringer. Sidst var det i en udsendelse i KNR TV tirsdag aften, hvor han tydeligvis manglede overblik, demonstrerede sin mangel på forståelse for situationens alvor og skuffede med ikke at fremlægge en eneste brugbar ide om, hvordan folkeskolens elever - Grønlands fremtid - skal få udbytte af næste skoleår. For et par dage siden beskæftigede vi os med samme emne på denne plads. Men det er langt fra uddebatteret, og slet ikke når politikerne omgås problemet med en sådan lemfældighed, at alt håb synes ude. I tirsdags antydede vi det. I dag siger vi det rent ud. Konrad Steenholdt bør finde et andet arbejde. Og det er der mere end en god grund til. Set her ude fra samfundet forekommer det os mildt sagt, at han ikke har rørt en finger for at forbedre folkeskolens kvalitet. Det er længe gået ned ad bakke for folkeskolen. Lærermangel, lokaleforhold, undervisningsmateriale - alt har været påvirket af en slap prioritering af dette aller vigtigste område i landet. Det er i sig selv nok til at overveje sin fremtid som ansvarlig for området. Og hvis Konrad alligevel skulle have arbejdet hårdnakket på at forbedre forholdene i folkeskolen, men er blevet trynet af Landstinget og af sine landsstyrekolleger, så er det nu på tide at protestere - smide håndklædet i ringen og gå, med et ordentligt smæk med døren. Det er ikke muligt at gennemføre en ordentlig undervisning uden lærere, og hvis landsstyret ikke vil hjælpe Konrad med til at løse det problem, så svarer det til, at AG's bestyrelse forlanger, at vi her på redaktionen skal udgive avis uden tryksværte. Men så tåbelig er den heldigvis ikke. Folkeskolen befinder sig i øjeblikket i en så håbløs situation, at Konrad Steenholdt ikke kan blive som ansvarligt landsstyremedlem og samtidig bevare sin selvrespekt. OPGIVER vi at løse kernen af problemet -lærermanglen - øjeblikkeligt, så ryger der et helt år ud af den grønlandske folkeskoles egen historiebog. Eleverne mister helt eller delvist et års undervisning, og de følgende års nødvendige lapperier forekommer helt uoverskuelige. Ikke desto mindre er det nok den fremtid, vi må se i øjnene. Skoleåret 1998/99 er mere eller mindre tabt på gulvet, og undervisningsplanerne for de kommende to-tre skoleår skal derfor tilrettelægges sådan, at eleverne hurtigst muligt kommer op på det niveau, de skulle have nået. Det virker ikke umuligt for de lavere klassetrin, men for 10., 11. og 12.-klasserne er skaderne uoprettelige. Mange unge vil være nødt til at gå det sidste år om for at nå et niveau, der er nødvendigt for deres videre skoleforløb. Det klares ikke med en henslængt bemærkning fra landsstyremedlemmet om, at kommunerne kan sende deres elever på efterskoler i Danmark. Disse skoler er nemlig ved at være fuldt bookede, og det er ude af alle proportioner at tro, at det påtrængende undervisningsproblem i de større klasser kan imødekommes i Danmark. For ikke at tale om de menneskelige omkostninger, det fører med sig at sende i hundredvis af unge grønlændere til skoler i Danmark. PÅ FORHÅND kunne situationen være imødeset og derfor også imødegået. Men den mulighed er forpasset. Vi må erkende, at afgangsklasserne er mere eller mindre tabt, og vores vågne opmærksomhed må på kortere sigt rettes imod de næste tre-fire år, hvor den tabte undervisning for de øvrige klassetrin skal indhentes. På længere sigt gælder det folkeskolens fremtid. Og her skal der helt andre boller på suppen. Der skal folk til med en helt anden entusiastisk holdning til den udfordring, der ligger i at skabe de bedste muligheder for den grønlandske skoleungdom. Vi skriger på uddannede grønlændere. Rigtigt dygtige folk er en mangelvare inden for alle brancher, men muligheden for at tilkalde kvalificeret arbejdskraft har været en sovepude for de ansvarlige for både folkeskole og uddannelse. Der har ikke på nogen måde og på noget tidspunkt været fokuseret - sådan rigtig for alvor - på folkeskolens betydning. Jo, der er snakket meget. Men det har været ordskvalder uden handling, og det billede, der tegner sig i øjeblikket er resultatet af en vattet og lemfældig politik på området. Politikerne har spillet fallit. Konrad Steenholdt i særdeleshed. Men adskiller problemerne på uddannelsesområdet sig i virkeligheden væsentligt fra de problemer, vi kender i sundhedsvæsenet og på erhvervsområdet - eller for den sags skyld alle de øvrige hjemmestyreområder? Er det i virkeligheden ikke hjemmestyret, der har spillet fallit? Det kan godt være svært at få øje på de væsentlige forbedringer, der er sket siden hjemmestyrets indførelse. Udover det rimelige i, at det nu er os selv, der har ansvaret for, at vi kører i grøften.