Landsstyret har mulighederne - har de også viljen?

I 1995 blev vi mødt med et ultimativt krav fra Landsstyret om afskaffelse af frirejseordningen, og da vi ikke ville acceptere det, blev det ved lov fastsat, at vores lønninger skulle fortsætte uændret i 2 år uden så meget som 2 øres forhøjelse. Alle andre grupper end tjenestemændene fik 2 procent eller mere.

Mandag d. 27. april 1998
Claus Jochimsen
Emnekreds: Løn og overenskomster, Uddannelse.

Til næste år vil folkeskolen befinde sig i en ynkelig situation. Det fremgår med al ønskelig tydelighed af den redegørelse, som KIIP har udarbejdet.

Hvorfor er vi havnet i den situation?
Man kan umiddelbart få det indtryk, at det skyldes, at Danmarks Lærerforening har etableret blokade mod den grønlandske folkeskole, og at Grønlands Lærerforenings tjenestemandsansatte medlemmer har opsagt deres tilsagn om at læse overtimer i næste skoleår; men det er blot dråben, som får bægeret til at flyde over - og det er i virkeligheden konsekvensen af den politik, Landsstyret har ført over for lærerne i de seneste år.

Selv om organisationerne ikke har reageret, så vil muligheden for at fastholde de nuværende lærere og rekruttere nye lærere blive reduceret p.g.a. de løn- og ansættelsesvilkår, man tilbyder lærere i folkeskolen. Det fremgik da også tydeligt af redegørelsen, at der allerede i indeværende skoleår er en betydelig mangel på uddannede lærere, og sådan har det været i de seneste mange år.

Lærerne i folkeskolen har i de seneste ti år afbødet den betydelige lærermangel ved at læse overtimer. Med den behandling, man har givet lærerne ved de seneste overenskomstforhandlinger i 1995 og i 1997, har vi valgt at sige, at vi ikke længere stiller vores arbejdskraft til rådighed for folkeskolen ud over normal arbejdstid, når den merindtægt, som overti-merne indbringer, bliver anvendt i Landsstyrets argumentation for, at vi ikke skal have mere i løn.

Hvad er der da sket med løn- og ansættelsesvilkårene?
I 1995 blev vi mødt med et ultimativt krav fra Landsstyret om afskaffelse af frirejseordningen, og da vi ikke ville acceptere det, blev det ved lov fastsat, at vores lønninger skulle fortsætte uændret i 2 år uden så meget som 2 øres forhøjelse. Alle andre grupper end tjenestemændene fik 2 procent eller mere. Ved overenskomstforhandlingerne i 1997 sagde lærerne nej til det forlig, der var opnået i foråret 1997, fordi lærerne fandt, at de var forfordelt i relation til andre grupper. I efteråret søgte vi en genforhandling, men Landsstyret var helt afvisende over for at forbedre lærernes lønforløb, bl.a. fordi man ikke mente, at der var rekrutteringsproblemer for lærergruppen, og fordi man mente, at lærernes faktiske lønindkomster var høje. Vi havde ikke indvendinger mod, at Landsstyret tilbød bl.a. sygeplejerskerne at stige 5 løntrin med henvisning til rekrutteringsvanskelighederne, men vi kunne - og kan fortsat ikke acceptere - at lærerne igen skulle opleve stort set ikke at få noget. Derfor sagde Grønlands Lærerforening nej til Landsstyrets tilbud til NAK, og derfor blev vi smidt ud af NAK, som derefter indgik forlig med Landsstyret - også gældende for lærerne i folkeskolen.

Ser man på lønudviklingen for lærerne siden 1991, så er den markant lavere end andre betydende grupper af lønmodtagere i Grønland. Det er naturligvis en udvikling, som Grønlands Lærerforening må reagere imod - og det har vi gjort.

Vil Landsstyret have ro om folkeskolen, så må man se i øjnene, at man ikke kan sætte lærerne uden for indflydelse på deres egne løn-og ansættelsesvilkår - og man må tilbyde os forhandlingsresultater, som er rimelige i forhold til, hvad man har været parat til at give andre grupper her i landet. Selv om det er hypotetisk, så tror jeg ikke, at jeg gætter forkert, når jeg fastslår, at der ville være ro om folkeskolen og uro i sundhedssektoren, hvis man havde tilbudt lærerne en stigning svarende til den, sygeplejerskerne fik tilbudt og omvendt.

Hvad skal der til? Landsstyret må straks anerkende Grønlands Lærerforening som centralorganisation for tjenestemændene i folkeskolen. Hvis IK ønsker det, må de gerne være med i centralorganisationen, men vi skal have forhandlingsretten med eller uden IK's deltagelse. Dernæst må vi sammen se på, hvad der skal til for at fastholde lærerne i folkeskolen.

Landsstyret bliver også nødt til at sætte sig til forhandlingsbordet med Danmarks Lærerforening og drøfte overenskomstansættelse af lærere. Vi har noteret os, at Landsstyret har udsendt signaler om at indgå overenskomst med centralorganisationen, men den sag må man altså afklare med Danmarks Lærerforening, hvis der skal findes et grundlag for at ophæve blokaden.

Redegørelsen fra KIIP indeholder også forslag, der er rettet direkte mod lærerne. Det drejer sig blandt andet om at inddrage den efter- og videreuddannelse, som en del lærere var stillet i udsigt. Hvis disse forslag realiseres, vil vi betragte det som en optrapning af konflikten fra Landsstyrets side - og vi vil finde passende modforanstaltninger. Hvis Landsstyret derfor ikke ønsker konflikten optrappet, så er det nu, man skal tænke sig godt om. Endnu bedre ville det naturligvis være, hvis denne eftertænksomhed førte til, at man satte sig sammen med os og Danmarks Lærerforening og fandt en rimelig forhandlingsløsning.

Jo før den findes, jo før kan folkeskolen komme på ret spor igen, men det haster. Landsstyret har mulighederne - har de også viljen?