- Indholdsfortegnelse:
- Hvad er der galt med folkeskolen ?
- Der er nogle hellige kø'r, der skal pilles ved
- Og hvad er det, at landsstyremedlemmet er op imod for at få råderum til de nødvendige handlinger ?
- KANUKOKA agerer ikke ud fra kommunernes situation og gebærder sig politisk som ansvarsfri
Hvad er der galt med folkeskolen ?Med forskellige gradbøjninger fremstår problemerne sådan:- Folkeskolen er baseret på en arbejdsform, hvor den enkelte underviser har ansvaret for egen undervisning - et ansvar, der reelt kun varetages af 1/3 af underviserne.
- En betydelig del af den kvalificerede undervisning varetages af undervisere, der knokler op imod 80 timer ugentligt, og på den anden side får mange af underviserne løn for en arbejdsindsats, der kun delvist bliver leveret.
- En meget stor del af undervisningen - i vor kommune langt over halvdelen - gives af undervisere, der ikke har fuld seminaruddannelse; men enten af lærere, der med enkelte undtagelser - for at pynte lidt på statistikken over andelen af grønlandske lærere - er tjenestemandsansatte efter et diminutivt eller kortere kursusforløb og således har opnået en sådan livsstilling - eller u-uddannede timelærere, der på det seneste i stigende omfang er uden kvallifikationer.
- De fastansatte uden seminarieuddannelse opretholder en indkomst på det dobbelte af en ufaglærts og en stadig større gruppe af de uddannede sniger sig op imod det tredobbelte.
- Forældrene står usikre med deres børneopdragelse. Den traditionelle opdragelse duer ikke længere, og er ofte erstattet med ingen opdragelse. Skolerne får derfor en stor ekstrabelastning, da elevmaterialet er vanskeligt og det nødvendige samarbejde med forældrene ofte ikke lader sig praktisere.
- For en stor dels vedkommende trives eleverne ikke og lærer ikke det de skal.
- Der er færre elever end i 60'erne; men et langt højere udgiftsniveau. Der lønnes mange undervisningstimer, som børnene var bedre stillet med at være foruden.
- Folkeskolen skal give alle elever den samme undervisning. Der er ikke tale om, at de skal opnå samme kundskabsniveau, og der tages ikke tilstrækkeligt hensyn til bygdeforhold og andre svage skolestrukturer eller svage sociale miljøer.
- Trods alle mulige landspolitiske beslutninger om kvalitetsforbedringer, leveres der ikke et produkt til erhvervsfaglig og anden videreuddannelse i nødvendige omfang således, at der fortsat må tilkaldes arbejdskraft til en række ikke særligt specialiserede jobs.
Set i dette lys, er det ikke muligheden for lige netop denne sommer at kunne tilkalde lærere fra Danmark der synes at være det største problem - omend det stiller den svage folkeskole i en meget alvorlig situation.
Vi bør vel egentligt råbe højt hurra og takke lærerorganisationerne for, at vi nu tvinges til den længe udeblevne debat om hvad der kan og skal gøres ved vor folkeskole.
Der er nogle hellige kø'r, der skal pilles vedDen danske "metodefrihed" - efter sigende findes den kun i Danmark og i princippet også Grønland - dækker over, at den enkelte lærer selv er ansvarlig for sin undervisning - og altså er sin egen leder. Er det ganske indlysende, at vi i Grønland skal have en folkeskole og et lønsystem baseret på dette princip, der stiller et kvalifikationskrav, der reelt kun opfyldes af noget der ligner 1/3 af underviserne ?
Kan vi fortsat være tjent med, at det alene er folkeskolelærere der fra lovgivere til klasseværelse opretholder en monopollignende stilling i de evindelige og resultatløse diskussioner om skolens indhold og produkt ?
Kan vi stiltiende se på, at de fleste skoleledere går af indenfor et par år, og der fortsat eksisterer et system, hvor lederne fagforeningsmæssigt er organiseret sammen med deres medarbejdere, og som følge heraf finder sig i, at omkring 1/3 af deres uddannede medarbejdere har en indtjening, der ligger langt over lederne selv ? Fortjener den kommende lederkreds ikke en helt anden opmærksomhed både på uddannelses- og lønsiden ?
Og hvad er det for nye problemer skolen skal tackle de kommende år ? Den vestlige verdens grundskoler er ude af trit med udviklingen. Skolebørnene gør oprør mod de eksisterende læringsfomer, og ny teknologi stiller helt nye krav til forældre, lærere og politikere. Vil det ikke være nødvendigt med disse udsigter, at stille større krav til lærerkvalifikationerne, med det behov der bliver for at de kan sætte normer, værdier og standarder for børnene ? Kan vi ikke forvente, at denne udvikling kommer meget hurtigere hos os med de svagheder vor skole er præget af ? Med disse udsigter skal vi i hvert fald være forsigtige med snævert at fokusere på skolen som en virksomhed.
Og hvad er det, at landsstyremedlemmet er op imod for at få råderum til de nødvendige handlinger ?Landstinget har altid været sammensat af rigtigt mange lærere. Debatterne gennem tiden har mest haft præg af klynkende indlæg om hvor hårdt det er at være lærer, og at nu kan man da ikke forlange mere af dem. Hvordan det går med skolens kerneydelser - undervisningseffektiviteten - gås der let hen over. Senest hørte vi det i en evalueringsdebat et par år efter folkeskolereformen af 1990.
Så landsstyremedlemmet har til opgave at formå landstinget til at gøre op med 17 års laden-stå-til om folkeskolen, og få realiseret folkeskole ved at den hidtidige lærerstyrede skole bliver slagtet.
KANUKOKA agerer ikke ud fra kommunernes situation og gebærder sig politisk som ansvarsfriDe Grønlandske Kommuners Landsforening udtrykker ofte holdninger der enten ikke er tilslutning til i kommunalbestyrelserne eller holdninger, der går imod indlysende kommuneinteressevaretagelse. Eksempelvis tilsluttede foreningen sig kommunalreformkommissionens forslag til, at folkeskoleområdet organiseres helt uden om kommunalbestyrelsernes indflydelse, og det tog kommunalbestyrelserne næsten 2 år, at få foreningens kurs lagt om. Landsstyremedlemmet skal så til gengæld have ros for, at han hurtigt handlede herefter, og i juni sidste fik gennemført styrelsesændringer i overensstemmelse hermed.
Senest har Kanukoka - ganske hen over hovedet på medlemskommunerne - i sit delegeretmøde gennemført at landsforeningen skal stå for ansættelse af folkeskolens undervisere - en opgave, kommunerne gennem snart 10 år har ønsket selv at varetage. Ingen kommunalbestyrelser blev levnet noget kendskab til planen forud for beslutningen herom, og der forestår nu et større tovtrækkeri i den kommunale verden med at få dette forhold på plads.
Foreningen forhindrer kommunalbestyrelserne i reel indflydelse, og kommunerne belastes herved og må gang på gang bruge mange kræfter på at rette foreningens kurs op.
Så der er ikke meget reelt samspil med KANUKOKA, som Landsstyremedlemmet kan bruge til noget.
Kommunalbestyrelserne vil noget. De har både forældrene og arbejdsgiverne på nakken, ligesom de også står med det økonomiske ansvar direkte over for skatteyderne. Samtidigt er alle borgmestre og kommunalbestyrelser sig meget bevidste om, at der næppe er en kommunalvirksomhed, som skatteyderne hellere vil have anvendt deres kroner på end folkeskolen - især når der er udsigt til, at midlernes anvendelse bliver effektiviseret. Vi så kommunernes villighed til at indgå i uddannelsesfinansieringen i 1988 ved opstart af STI-uddannelserne, hvor alle kommunalbestyrelser var glade for - uden økonomiske byrdeforhandlinger - at indgå i finansieringen haraf.
Der skal således et nært parløb mellem landsstyremedlemmet og kommunerne til for at få ændret holdningerne hos landsting og lærerorganisationerne således, at landets handlingslammelse på folkeskoleområdet bringes til ophør.
|