GU skal snart til serviceeftersyn

Gymnasierne i både Grønland og Danmark er i den ubehagelige situation, at de af og til skal smide elever ud, som faktisk arbejder og lærer noget - bare fordi de har lidt for stort fravær. Samtidig må de beholde elever, der ikke en gang prøver at lære noget, bare deres krop er til stede i timerne. Og selvom de får dårlige karakterer, bestemmer de selv, om de vil fortsætte i næste klasse. Det er blevet sagt, at gymnasiet er »Verdens dyreste varmestue«.

Torsdag d. 11. juni 1998
Peter Colding-Jørgensen
Emnekreds: Uddannelse.

Jonathan Motzfeldt sagde for nogen tid siden, at GU-uddannelsen i Grønland var en af de vigtigste uddannelsespolitiske begivenheder siden Hjemmestyrets indførelse. De gymnasiale uddannelser er på godt og ondt krumtappen i de videregående uddannelser, og kvaliteten af de gymnasiale uddannelser bestemmer, hvadenten vi vil det eller ej, kvaliteten af de videregående uddannelser. En langsigtet diskussion af de videregående uddannelser må derfor altid have de gymnasiale uddannelser som et af sine temaer. Gymnasierne i både Grønland og Danmark er i den ubehagelige situation, at de af og til skal smide elever ud, som faktisk arbejder og lærer noget, bare fordi de har lidt for stort fravær. Samtidig må de beholde elever, der ikke en gang prøver at lære noget, bare deres krop er til stede i timerne. Og selvom de får dårlige karakterer, bestemmer de selv, om de vil fortsætte i næste klasse. Det er blevet sagt, at gymnasiet er "Verdens dyreste varmestue". Lærerne og skolen bruger alt for mange kræfter på elever, der hellere ville være et helt andet sted - i hvert fald i timerne. De fleste er nemlig glade for at "gå på gymnasiet", for det er der, de finder de gode kammerater. Ungdomskulturerne i dag drejer sig ikke om "boglig" eller "ikke-boglig". Det er andre ting, der tæller, og mange vælger uddannelse efter hvem de vil være sammen med, snarere end hvad de vil lære. Men de uinteresserede eller uegnede elever er ikke gymnasiets eneste problem. Et andet er de elever, der ville og kunne lære meget mere, hvis de fik lov. Det gælder måske især GU i Grønland. Her har man valgt at bruge tre år på det, som et dansk HF-kursus bruger to år på. Som situationen er i Folkeskolen, er der mange, som ikke er tilstrækkeligt rustet til gymnasiet, og derfor bruges det første år stort set på at reparere mangleine. Men hvis det er forkundskaberne, der er mangelfulde, er det forkundskaberne, der skal gøres noget ved, og helst inden eleverne optages på GU. Det var bedre med en "forberedelsesklasse" for dem, der har brug for det. Man kunne oprette GU-forberedende efterskoler eller forskoler i tilknyning til GU-skolerne. Nogle af eleverne er nemlig klar til gymnasiet. Jeg hørte for nylig en lærer udtale, at der var elever i hans klasse, som stort set ikke fik lært noget nyt i hans fag hele første år på GU. De kunne det i forvejen, for det meste af det han gennemgik var folkeskolestof. Med begejstret elitedyrkelse indenfor sport, mode, musik, politik og erhverv er det mærkeligt, at ingen tager skoleeliten alvorligt. Sat en smule på spidsen svarer GU-ordningen til ikke bare at træne langrendseliten sammen med begynderne, men samtidig forlange af eliten, at hver gang de har løbet banen rundt, skal de vente på de andre, før de fortsætter. Den skitræner, der i demokratiets navn valgte den pædagogik, ville hurtigt blive fyret. En matematiklærer får ros for at gøre det samme med sine elever. Langrendseliten skal ikke træne sammen med motionisterne. De kan være fælles om løjper og klubhus, og en motionist kan være bedste ven med en eliteløber. Men de træner hver for sig. Man skal heller ikke træne engelsk eller matematik sammen, hvis man er alt for forskellige. Mange lærere mener, at "de gode skal nok klare sig". Derfor hjælper man kun de jævne og de svage. Det er meget sympatisk; men ideen er forkert:De gode klarer sig heller ikke uden hjælp. De får måske pæne karakterer; men de får ikke udnyttet deres evner, og de får aldrig lært at lære noget svært! Og det er ellers deres opgave i livet. Grønland bruger mange kræfter på at udvikle sportseliten, så den kan gøre sig gældende internationalt. Hvorfor bruger man ikke tilsvarende energi på eliten indenfor sprog og matematik. Der mangler "Uddannelsernes Team Grønland". Ikke for at skaffe flere penge til de dygtigste studerende; men for at sikre dem de bedst mulige "træningsbetingelser". De skal ikke have større studiestøtte end andre. Men vi skal finde en uddannelsesstruktur, der giver sprog- og matematiktalenter lige så gode udfoldelsesmuligheder som bold- og skitalenter. Eliteskoler har udspillet deres rolle på ungdomsområdet. Der er brug for skoler med udfoldelsesmuligheder til både de bogligt svage og den boglige elite. Traditionelt skilles ungdomsuddannelserne ad, så det almene gymnasium, handelsgymnasiet og teknisk gymnasium m.v. hører til forskellige institutioner. Det var måske godt nok, den gang det var uddannelserne, der bestemte ungdomskulturerne - altså før man havde brug for begrebet ungdomskulturer. Den gang kendte man som ung stort set kun sine skolekammerater, eventuelt havde man en omgangskreds gennem en sportsklub eller lignende. I dag findes omgangskredsen før og tildels uafhængigt af uddannelsen. GU er et godt sted at gå for en meget stor del af en ungdomsårgang, men læseplanerne passer ikke til elevernes store spredning med hensyn til lyst og evner. Det dur ikke at alle skal lave det samme, hvis alle skal have lige meget ud af det. Måske kunne man overveje en slags "High School", hvor den enkelte elev kan få sine individuelle uddannelsesønsker opfyldt, samtidig med at ønsket om at være sammen med de andre opfyldes. Mange har glæde af hinanden i musiktimerne, uden at drømme om at læse matematik sammen. Og omvendt! Og selv de, der aldrig har timer sammen, mødes i fælleslokaler og ved "social events". Den pædagogiske filosofi bag ændringen fra det toårige HF, som vi startede i Nuuk i halvfjerdserne, til det treårige GU med de samme eller mindre fagkrav må være, at jo længere tid man er om et bestemt stof, desto bedre lærer man det. Det passer ikke. Man bliver ikke 100 m løber af at jogge hundrede meter i roligt tempo. Og man lærer aldrig at bestille noget, hvis man altid skal sætte farten ned for at vente på de langsomme. Tempoet i uddannelserne i Danmark er tit det største chok for studerende fra Grønland. Det påstås, at det er til skade for de svage, hvis der er mange valgmuligheder. De fristes til at vælge for lette kurser og lærer derfor ikke nok. Det gælder kun nogle ganske få, og det er slet ikke sikkert at de lærer mere, selvom de vælger et højere niveau. Ligesom indenfor sporten kan man få mere ud af et lavere ambitionsniveau, hvis man til gengæld kan folde sig ud. Hvis niveauet er for højt, sidder man bare stille og lader de dygtige snakke. Men det er ikke kun de svage, der lades i stikken på GU. Hvis vi ikke stiller krav til de såkaldt "stærke", får de aldrig lært at bestille noget, og vi bliver ved at se dem komme tilbage efter et halvt eller et helt år i Danmark med et opgivet studium bag sig. Et problem er, at man ser for meget på eksamenspapiret og for lidt på studieegnetheden, fordi optagelsesreglerne til de videregående uddannelser kun lægger vægt på valgfag og karakterer. Men den som bruger tre år på at få et tital i matematik tilvalg er ikke nødvendigvis mere studieegnet end den, der får otte efter to år. Når stoffet læres i små bidder, som hver for sig fordøjes helt, før næste emne dukker op, får man aldrig sammenhæng i fagene. Og det er sammenhæng, der skal til, når man vil studere. En veluddannet ungdom er Grønlands måske eneste ressource, og derfor må der gives langt større mulighed for, at alle uddannes bedst muligt. Der skal være plads til forskellige faglige ambitioner, og derfor skal der være flere niveauer i flere fag. Lad den enkelte udfolde sig bedst muligt på sit niveau og i sine fag. Der skal være plads til alle. Både de svage og de stærke. Grønland har ikke råd til at nogle af de bedst begavede unge marginaliseres, fordi uddannelsessystemet er for kedeligt. Der er alt for mange unge, som ikke får lov at vokse og udfolde sig i de gymnasiale uddannelser, som i dag er helt tilpasset middeleleverne. De gør, hvad der forventes af dem, og de får pæne karakterer. Men hverken de bogligt "svage" eller de bogligt "stærke" får udnyttet deres tid tilstrækkelig godt. Vi svigter både de stærkeste og de svageste. Det er et reelt, udbredt og meget alvorligt problem.