Nu rejser jeg tilbage til Danmark!

Jeg føler mig ikke på nogen måde tilkaldt. Jeg søgte og fik en stilling, som Grønlands Hjemmestyre havde opslået. Jeg var til ansættelsessamtale og blev ansat, præcis som hvis jeg havde søgt en stilling i Ishøj.

Tirsdag d. 16. juni 1998
Sven Gudman
Emnekreds: Informationsteknologi, Politik, Rigsfællesskab og selvstyre, Sociale spørgsmål, Uddannelse.

I debatten om problemerne i den grønlandske folkeskole er det blevet nævnt, at det er et væsentligt problem, at mange danske lærere rejser tilbage til Danmark efter tre års forløb

Mange grønlændere mener, deres land er i et urimeligt afhængighedsforhold til Danmark.

Rent objektivt er der naturligvis tale om afhængighed, men dog en afhængighed, som indebærer mange fordele. Jeg tænker ikke blot på den rent kontante fordel, men også på unge grønlænderes muligheder for at uddanne sig gratis i Danmark, og jeg tænker på de cirka 10.000 grønlændere, der bor i Danmark.

Nogle af dem, fordi det er lettere, mere anonymt og mindre skamfuldt at være bistandsmodtager i en stor by. Andre fordi de foretrækker at tilbringe deres pensionisttilværelse i Danmark. Og endelig andre igen, fordi de har valgt at bo og udnytte deres uddannelse i Danmark.

Men alt i alt må det konstateres, at cirka en femtedel af verdens grønlændere synes det er bedre/lettere/ mere attraktivt at bo i Danmark end i Grønland.

Det kan synes underligt, at Grønland, som er så meget i bekneb for veluddannet grønlandsk arbejdskraft, tilsyneladende ikke overvejer, hvordan man kan få disse mennesker til at vende hjem og arbejde i Grønland. Man har tilsyneladende accepteret, at mange grønlændere vælger at bruge deres uddannelse i Danmark.

Jeg taler naturligvis ikke for, at hjemmestyret skal lave en lov om, at grønlændere ikke må flytte til udlandet. Men måske kunne hjemmestyret spekulere på, hvordan man kunne gøre forholdene i Grønland så attraktive, at grønlændere i udlandet ville strømme hjem og arbejde i Grønland. Tænk om man kunne ansætte sådan nogen i stedet for tilkaldte danskere.

Måske kunne man ligefrem - nu da grønlændere er fritaget for værnepligt - indføre en slags pligt til, at grønlændere, der har fået en gratis uddannelse i Danmark, med støtte fra det grønlandske samfund, i en årrække skulle lade sig ansætte i nogen af de mange stillinger i Grønland, der i dag bestrides af tilkaldte danskere.

Jeg har det dårligt med udtrykket "tilkaldt arbejdskraft". Det er en term, der alene skaber modsætning mellem grønlændere og danskere. Den har ingen reel betydning. Historisk er termen opstået, da Grønland fik hjemmestyre, og man afløste den "udsendte arbejdskraft" med "tilkaldt".

Jeg føler mig ikke på nogen måde tilkaldt. Jeg søgte og fik en stilling, som Grønlands Hjemmestyre havde opslået. Jeg var til ansættelsessamtale og blev ansat, præcis som hvis jeg havde søgt en stilling i Ishøj.

Jeg betaler skat, husleje, vand og el etc., lige som andre borgere gør.

Der er specielle problemer med hensyn til boliger i Grønland. Derfor har man bestemt, at INI administrerer den offentlige boligmasse, og tildeler boliger til den nødvendige arbejdskraft, grønlandsk eller dansk. Men det er ikke sådan, at danskere står foran i boligkøen. Enhver grønlænder eller dansker, der bliver ansat i en "boligberettiget" stilling får også en bolig før eller senere.

I det ansættelsesbrev man får, når man bliver ansat som lærer, står der, at hjemmestyret betaler flytning til og fra Grønland, hvis man bliver i Grønland i tre år.

Den bestemmelse resulterer i, at nogle danske lærere vælger at rejse tilbage til Danmark efter tre års ophold.

Jeg er selv en af dem. Jeg kom i 1995. Jeg har haft tre forrygende, spændende og gode år i Grønland. Men jeg rejser altså tilbage nu.

HVORFOR DET?

Jeg rejser tilbage, fordi jeg skal leve af at være lærer, og er man ansat i det grønlandske skolevæsen, kommer man meget let bagefter den udvikling i undervisningen, som skoler i Danmark gennemløber i disse år. Det grønlandske skolevæsen er et meget gammeldags og stillestående foretagende. Selvom jeg naturligvis har lært mange ting, mens jeg har været her, er det meste alligevel ting, der hører fortiden til. Ligesom den uddannelse, det grønlandske skolevæsen giver, er en uddannelse til fortiden snarre end til fremtiden.

i den forbindelse synes det forbløffende, at et land med verdens mest moderne og avancerede telekommunikationsselskab, og et land, der samtidig er "plaget af" store afstande og en lille spredt befolkning, hårdnakket og bevidstløst klamrer sig til gammeldags katederskoler, hvor børnene kommer til skole hver morgen.

Mange steder i det grønlandske uddannelsessystem ville det være en åbenbar gevinst at lave skoler, hvor undervisningen kom til eleverne via telenettet. Enten hjem til den enkelte studerende, eller hen i skolen i den bygd, hvor der kun er fire elever i 7. klasse.

Den slags skoler er en realitet mange - ihverfalt flere - steder i verden. I Australien for eksempel har man den slags skolegang med særdeles godt resultat. Den måde at lave skole på er altså opfundet, man behøver ikke opfinde forfra, man skal beslutte sig, og dernæst investere.

Og hvis man ikke synes, man vil tage helt til Australien, laver man også den slags undervisning i tyndt befolkede egne i Danmark. Ringkøbing Amt for eksempel.

En anden grund til, at jeg rejser er, at demokrati og retfærdighed er væsentlige begreber i mit liv. I Grønland har jeg mødt en ganske utrolig vilkårlighed overalt i den offentlige administration og en hang til nepotisme, der er særdeles ubehagelig. Havde jeg været 22 år, ville jeg overveje at blive her i mange år og forsøge at slås for at ændre disse ting. Jeg er midaldrende, og jeg synes ikke, jeg vil bruge mange år af mit liv på at arbejde i et - med al respekt - udygtigt offentligt system som det grønlandske.

En tredje årsag er, at jeg blandt mange elever har mødt en utrolig ulyst til at lære noget. I de ældste klasser er ulysten til at gå i skole så stor - både i klasser med danske og i klasser med grønlandske lærere - at man har besluttet at betale de unge mennesker for at komme i skole. Resultatet er, at mange - og det betyder mange - elever ikke kommer for at lære noget, men for at indkassere betalingen. Nogen vælger at bruge deres skoledag på at sove - og jeg mener sove. Andre laver fis og ballade og ødelægger mulighederne for de kammerater, der gerne vil lære noget. Jeg gider - oprigtig talt - ikke skulle skændes med elever om, hvorvidt det er rimeligt, de skal undervises i fag og lære det pensum, de grønlandske skolemyndigheder har bestemt, de skal lære. Men jeg er enig med eleverne i, at mange af de ting, de skal lære, er urimelige i forhold til den verden og de muligheder, de har fremover.

ENDELIG har jeg efterladt min kone og min familie - jeg er lige blevet morfar - i Danmark, og selvom jeg har været gift i mange år, synes jeg nok, det er svært at være så langt væk fra sin kone.

Men jeg synes i øvrigt, det er ubehageligt, at jeg skal rejse. Jeg har fået venner og bekendte. Jeg er efter nogen turbulens endt på en hyggelig skole, med rare og imødekommende kolleger. Jeg bor i et lillebitte hus med verdens flotteste udsigt og med gode og venlige naboer. Jeg har dyrket den utrolig grønlandske natur. Og jeg synes, der er så mange, mange fornuftige ting, der mangler at blive gjort her i Grønland, og som jeg kunne være med til, men som sagt synes jeg - ligsom mange andre mennesker, grønlændere og danskere, ikke, at forholdene indbyder til et længere ophold.

Tre år kan naturligvis synes kort. Hvis jeg ser mig om blandt mine danske kolleger, er der nu rigtig mange, der har været her i landet 10, 15, 20 år og længere, og i 1995 var den gennemsnitlige tid, en dansk lærer blev i Grønland lidt under 10 år.

Ser jeg mig om i det grønlandske samfund, kan jeg konstatere, at rigtig mange mennesker skifter arbejde, rigtig tit. Hvem som helst bevæger sig. Og har man en uddannelse, flytter man sig endnu hurtigere.

Overalt i det grønlandske samfund er gennemstrømningen af arbejdskraft overordentlig stor. Mennesker - grønlændere og danskere skifter job med en hastighed, der gør det næsten umuligt at bevare kontinuitet og sammenhæng noget sted.

Prøv for eksempel at tælle hvor mange rektorer, der har været på Ilinniarfissuaq de sidste 10 år. Eller prøv at tælle hvilke sagsbehandlende medarbejdere, der har været ansat i mere end tre år i KIIP. På enkelte undtagelser nær, er alle skiftet ud. Sådan er det stort set overalt.

Måske er det virkelige problem slet ikke, at nogen danske lærere flytter tilbage til Danmark efter tre års forløb. Måske drejer det sig i virkeligheden om, at arbejdsforholdene i den offentlige sektor i Grønland - herunder skolen - er så dårlige, at mange prøver at finde arbejde andetsteds. Måske er det også årsagen til, at de veluddannede grønlændere, der arbejder i Danmark ikke ønsker at vende hjem, for at arbejde i Grønland.

I stedet for at gøre det suspekt at lærere rejser tilbage til Danmark efter tre år i Grønland, var det måske værd at undersøge, om de forhold, offentligt ansatte i Grønland arbejder under, er gode nok.

Jeg kan sagtens sætte mig ind i den følelse af afhængighed, mange grønlændere føler overfor Danmark. Den svarer meget godt til - vil jeg tro - den følelse cirka halvdelen af Danmarks befolkning har til EU.

Man bryder sig ikke om, at nogen ukendte mennesker i Bruxelles bestemmer, hvad er skal foregå i Danmark, og hvordan det skal foregå.

Ligeledes forstår jeg meget godt den grønlandske forundring over den grønlandske skolelov - både hvad organisation og indhold angår.

Undervisningsvæsenet i Grønland har i mange år trængt til at blive set efter i sømmene, børstet igennem og løbende taget op til drøftelse og revision.

Man kan undre sig over, at KIIP - som jo er dem, der har overblikket og anledningen - ikke har gjort noget, og først dukker op, når lokummet brænder - reverenter talt. Men det er måske, fordi den hastige udskiftning af medarbejdere netop forhindrer overblik, initiativ og sammenhæng.

Det oplæg "Med børn skal land bygges", KIIP har udgivet, kunne vel være baggrunden for en debat om, hvorfor Grønland skal nøjes med at have en kopi af det danske skolesystem. Et system, der er født og udviklet efter nogle helt andre traditioner og til et helt andet samfund end det grønlandske. Og efterfølgende hvordan det vil være muligt at designe og udvikle et grønlandsk skolesystem, der tager udgangspunkt i grønlandske forhold.

En sådan analyse og debat skal erfaringsmæssigt forberedes grundigt. Den tager tid, og man får som regel kun en chance for at løse den slags opgaver. Historisk er det lige meget, om den først kan træde i kraft om et eller to år. Det vigtige er, at nogen virkelig bestemmer, at der nu skal skiftes spor, og at der nu skal investeres i uddannelse af den grønlandske befolkning. En investering, som vil være mere sikker og endnu vigtigere på nuværende tidspunkt, end en investering i udvinding af den olie, der måske findes på Fyllas Banke, og de diamanter, man måske kan få flået ud af Grønlands indre.

De børn og unge, som i fremtiden skal sikre, kæmpe for og forhandle om den uafhængighed, der er så påtrængende nødvendig for rigtig mange grønlændere, de børn og unge som i fremtiden er dem, der skal administrere og styre den olie, der måske findes engang, fortjener og har brug for uddannelse, uddannelse og atter uddannelse. Den bedste, der kan fås.

Den investering er uendelig meget vigtigere end alverdens landingsbaner, kulturhuse, musikskoler og hvad de øvrige fantasifulde prestigeforslag, som hjemmestyret går og pudsler med hedder. Det er et spørgsmål om prioritering.

Uden et godt, fleksibelt og moderne uddannelsessystem kommer Grønland aldrig ud af den behagelige dvaletilstand, det bekvemt har anbragt sig i, hvor alting er nogen andres skyld, og hvor importeret arbejdskraft er nødvendig, for at landet overhovedet kan fungere på et moderne niveau.