Er Grønland også de unges fremtid?

Først og fremmest må man spørge, om vi nu også har tilpasset folkeskolen, uddannelsessystemet, boligbyggeriet, erhvervslivet og beskæftigelsen i øvrigt til de tusindvis af talentfulde unge, der godt ved, hvad det hele går ud på. Har vi sikret os, at vi kan imødekomme talentet og fremdriften hos de mange unge, der de kommende mange år invaderer samfundet.

Torsdag d. 8. april 1999
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Fritid, Politik, Uddannelse.

TUSINDVIS AF UNGE har deltaget i grønlandsmesterskaberne i påsken. Fem sportssider er det blevet til i dagens avis, og der bliver flere i de kommende numre. Det var et vældigt opbud af mennesker, ikke kun unge, men primært unge, som her mødte jævnaldrende fra hele landet. De kappedes om at blive bedst og leverede deres ypperligste præstationer nogensinde. For nogle få er det nok, et mindretal vinder. Men alle er med. De mødes og inspirerer hinanden på den ene eller den anden måde. Der knyttes venskaber. Grønland bliver mindre og får aldrig sin gamle størrelse og sine gamle grænser tilbage.

Grønlandsmesterskaberne er en fantastisk oplevelse for alle deltagere, år efter år, så længe de er aktive idrætsudøvere.

Det er opløftende at tænke på, at alle disse unge har nogle prima personlige egenskaber af en ene eller den anden art. Sporten er en sund interesse, der skaber personlig disciplin. Den er et slid og en prøvelse, og den lærer os at skubbe grænserne for, hvad man kan, og hvad man kan lære.

For de unge sportsfolk bliver deres idræt et symbol på, hvad de kan opnå ved øvelse, træning og hårdt arbejde. Dygtiggørelse. Resultater.

Og så er der de tusindvis af unge, der ikke dyrker sport eller idræt på eliteplan, men som alligevel ved, hvad man skal gøre for at blive bedre.

Adskillige tusinde, som sætter sig et mål og kæmper for at nå det. Unge, der forstår at planlægge nogle år frem for at kunne forfølge deres ønsker og drømme.

Grønland har et stort potentiale i ungdommen, både idrætsfolket og alle de andre. Ungdommen er Grønlands fremtid. Spørgsmålet er så, om Grønland også er de unges fremtid.

DER ER FLERE TING at sige om den sag.

Først og fremmest må man spørge, om vi nu også har tilpasset folkeskolen, uddannelsessystemet, boligbyggeriet, erhvervslivet og beskæftigelsen i øvrigt til de tusindvis af talentfulde unge, der godt ved, hvad det hele går ud på. Har vi sikret os, at vi kan imødekomme talentet og fremdriften hos de mange unge, der de kommende mange år invaderer samfundet.

Sidst vi beskæftigede os med et lignende emne og fremsatte den uundgåelige kritik af ungdomspolitikken, blev borgmesteren i Nuuk vred, fordi hun kunne dokumentere, at der bliver gjort en hel del for at imødegå de unges problemer i forhold til skole, uddannelse, beskæftigelse og bolig.

Avisens påstand er dog stadig, at vi gør alt for lidt. Indsatsen er for lille, og den kommer for sent. De unge har ikke meget at se frem til. I alt fald ikke dem, der er unge i dag.

Hvad venter der dem, når de kommer drønende i mål efter et dramatisk Super G eller 3x10 kilometer langrend enten som lykkelige vindere eller som glade deltagere, der har ydet en personligt tilfredsstillende præstation?

Jo, de kan få lov til at skøjte ind i deres by, hvor der er opsat en skov af skilte med "alt optaget! " Hvor der er lukket og slukket for de unge - i alt fald i en overskuelig fremtid.,

Måske søger de væk, finder andre steder at bo og arbejde. Steder, der har mere brug for dem, end man åbenbart har i Grønland.

OG HVAD SÅ?

Er der noget galt i, at grønlændere søger arbejde og ophold i Danmark eller udlandet?

I de uddannelsessøgendes forening har der flere gange været udtrykt forargelse over, at en del unge ikke kommer hjem efter endt uddannelse for at aftjene deres "værnepligt".

Men hvad er det for en forpligtelse, de har? Står de i gæld til hjemmestyret, fordi de har været dygtige nok til at tage en uddannelse med hjemmestyretilskud. Andet og mere er uddannelseslønnen jo ikke. Det er de færreste, der med hjemmestyrets hjælp alene kan klare sig igennem et hårdt og langvarigt studium langt fra hjemmet - måske ligefrem i et fremmed land. Og hjemmestyret er naturligvis ikke berettiget til at håndhæve en usynlig kontrakt mellem den unge og hjemmestyret, som binder den færdiguddannede til et arbejde i Grønland. Vedkommende kan jo have fået faglige eller personlige, familiebetingede interesser i at bo et andet sted?

De unge skal naturligvis bevæge sig frit rundt i verden som alle andre mennesker, og vi, der er ladt tilbage, skal være glade for - og stolte over - at der er grønlændere, der på grund af deres personlige og faglige dygtighed er eftertragtet andre steder i verden. Det er lang mere værdifuldt for Grønland end med djævlens vold og magt at kalde dem hjem til tvangsarbejde. Verden bliver mindre og mindre, og det er ikke dårligt at have gode "ambassadører" rundt om på nøgleposter i andre lande.