Stop grønlandsk-undervisning for danske elever i Nuuk

De er her kun for få år, og de har ingen ønsker eller visioner om at have en fremtid i landet. Derfor skal de ikke have grønlandskundervisning og dermed heller ingen berettigelse til at få uddannelsesstøtte fra landet!

Torsdag d. 13. april 2000
Else Løvstrøm
Emnekreds: Kultur og samfund, Oprindelige folk, Sprog, Uddannelse.

Stop grønlandsk undervisning i det danske M klasser, og beslut at alle elever som går i M klasserne tilhører en gruppe i befolkningen, som ikke har til formål at have en fremtid i landet, derfor skal elever der har gået i M klasserne heller ikke kunne opnå at få udbetalt en uddannelsesstøtte fra Grønland!
På den måde vil landet også spare en masse kræfter og ikke mindst en bunke penge! De få grønlandske lærere vi har ville med glæde kunne bruge deres kræfter til at tilrettelægge en god undervisningsplan for det grønlandske klasser. I stedet for at "spilde" deres kostbare tid og kræfter på uinteresserede danske elever.

Undervisningssektoren ville kunne bruge pengene til andet. Eventuelt til at indføre flere kreative fag?..

Og landet vil stadig have råd til at bruge penge til uddannelsesstøtte til landets børn, og spare penge på dem, som alligevel aldrig har haft planer om at vende tilbage til landet.

Desuden kender vi danskerne så godt, at de ville få en "god grund" til at motivere deres børn til at lære og interessere sig for det grønlandske sprog. Dermed vil de elever, der vælger at gå i de grønlandske klasser, også være mere seriøse og have en oprigtig interesse i at lære sproget.

Problemet er måske størst i Nuuk. Derfor skal det i Nuuk være muligt at have en M klasse. Men de skal så også være bevidste om de vilkår, de får. Nemlig, at de er som det er: De er her kun for få år, og de har ingen ønsker eller visioner om at have en fremtid i landet. Derfor skal de ikke have grønlandskundervisning og dermed heller ingen berettigelse til at få uddannelsesstøtte fra landet!

Desuden vil det nok være mere attraktivt som dansker at vide, at ens børn ikke ligefrem behøver at blande sig med grønlandske klasser, men have lov til at gå i danske klasser i de få år de er i landet.

Til slut for dem der ikke lige ved det, så er en M klasse en ren dansksproget klasse!