»Den gode skole« og de »svage« elever

Det er ...ikke ualmindeligt, at man putter 5-8 børn og 2 lærere ind i et rum på 12-15 kvadratmeter, som alligevel ikke kan bruges til andet

Tirsdag d. 11. september 2001
Torben Alne
Emnekreds: Kultur og samfund, Politik, Sociale spørgsmål, Uddannelse.

Foranlediget af Werner Pelmans artikel om lukning af PPR vil jeg gerne komme med følgende betragtninger. Jeg har haft tæt kontakt med det grønlandske skolevæsen siden 1972, hvor jeg faktisk var ansat 1 år ved "Seminarieskolen" i Nuuk, den der i dag hedder Qorsussuaq. Siden da har jeg i mit arbejde som socialkonsulent, forstander på Meeqqat Illuat og ikke mindst som far, fulgt skolevæsnet tæt. Der har i den forløbne tid været diskuteret og gennemført mange skolereformer, og nu er det så "den gode skole", der skal reformere undervisningssystemet. Uden at tage stilling til nogen af de mange reformer, vil jeg godt stille spørgsmålstegn ved, hvor de "svage" elever er placeret i alle de gode intentioner. Når jeg siger svage elever, så tænker jeg på: De elever, der har et indlæringshandicap såsom tunghøre, svagtseende, ordblinde, minimale hjerneskader og lignende De elever, der har et socialt handikap såsom omsorgssvigtede, misbrugte og lignende Disse elever, som alle har et potentiale, der gør, at de kan lære ligeså meget som såkaldte "normale" elever, bliver i den grad svigtet. Der er lavet mange former for resursekrævende specialundervisning, hvor man har alle mulige gode intentioner for, at børnene skal komme på samme niveau som de "normale" børn. Problemet er bare, at man bruger: Lærere uden specialviden omkring de enkelte børns problemstillinger. Vikarer uden nogen som helst baggrund for at lave specialundervisning. Naturligvis er der lærere, der brænder for disse børn, de får yderligere reduktion i deres timetal, men man gør alt for lidt for at specialisere dem, gennem kurser og videreuddannelse, med det resultat at de udbrænder meget hurtigt. Nu skal jeg jo ikke generalisere, det hænder faktisk, med års mellemrum, at der bliver ansat en lærer med specialviden, og man bruger denne til disse elever. For yderligere at påvise, hvordan disse børn bliver prioriteret, så: Er det ikke ualmindeligt, at man putter 5-8 børn og 2 lærere ind i et rum på 12-15 kvadratmeter, som alligevel ikke kan bruges til andet. At deres timer meget ofte bliver lagt på tidspunkter, hvor det passer systemet bedre end eleverne, nemlig så sent, så det krudt, de skal bruge for at modtage, er brændt af. Når eleverne så har gået ni år i skole, og stadigvæk ikke har lært de elementære skolekundskaber, så stopper al specialundervisning, for nu hører de under voksenundervisningen, og det er dem selv og forældrene, der skal tage initiativ til, at der sker noget herefter. Skolen vasker hænder. Hvis de fortsætter i skolen, og det er eleverne nødt til, hvis de for eksempel skal på efterskole efter 11. klasse, så går de der "bare", og mange udvikler endnu mere forstyrrende adfærd, måske kriminalitet, og måske påvirker de, de elever, der ellers ville have haft udbytte af de sidste år i skolen. Jeg kunne fortsætte længe om dette emne, og ville da også gerne have trukket nogle flere af de positive ting frem, men de drukner i de negative, så jeg vælger at slutte af med at postulere: At der hvert år bliver lukket mindst 10 analfabeter ud af skolerne i hele landet. Jeg har boet her i 30 år, det vil sige, at der går mindst 300 analfabeter rundt. Hvad gør man for at nedbringe det tal? Hvad gør man for dem, der allerede er ude af systemet?