Erhvervsudvikling på bekostning af hvad?

... alligevel synes matematikken at tale sit tydelige sprog: Hvis ikke antallet af tilkaldte skal forøges yderligere, kan en reel erhvervsudvikling og etablering af nye arbejdspladser kun ske på bekostning af eksisterende stillinger og samfundsfunktioner

Fredag d. 1. marts 2002
Ian N. Wennerfeldt
Emnekreds: Erhverv, Politik, Uddannelse.

Gentagelse fremmer forståelsen siger man, og i mange tilfælde kan det vel også være rigtigt, men når det handler om myter - eller ligefrem udsagn, der fremsættes mod bedre vidende, kan man da godt komme lidt i tvivl.

I en tid, hvor Grønlands selvstændighed står højt på dagsordenen, er det sjældent at opleve en politiker, som ikke på en eller anden vis får sneget et par ord ind i enhver sammenhæng om behovet for henholdsvis øget erhvervsudvikling og nedbringelse af arbejdsløsheden. Lige så sjældent er det at åbne en avis uden at kunne finde mindst en artikel eller læserbrev, som berører samme emne - i sidstnævnte tilfælde ofte krydret med synspunktet om, at den væsentligste årsag til alle ulykker kan findes i arbejdsgivernes helt uhæmmede rekruttering af tilkaldt arbejdskraft.

Det burde skære i øjnene, at man i den ene avis efter den anden kan læse om de eksisterende fabrikker, som end ikke kan skaffe tilstrækkeligt arbejdskraft til at sikre en rentabel produktion, eller entreprenører og håndværksmestre - ja stort set enhver type arbejdsgiver, som savner medarbejdere i hobetal - når man på siden ret overfor kan læse om nødvendigheden af at skabe yderligere arbejdspladser. Alligevel er der langt imellem, at nogen forsøger at sammenholde kravene om øget erhvervsudvikling med de arbejdskraftressourcer, som vi reelt har at sætte bag en sådan udvikling. Dette kunne i sig selv være relativt uinteressant, hvis det ikke lige var fordi, det grønlandske samfund spenderer formuer på netop erhvervsudvikling og (ofte mindre vellykkede) forsøg på at skabe nye arbejdspladser - samtidigt med at væsentlige samfundsfunktioner indenfor uddannelses-, social- og sundhedssektoren halter længere og længere bagud på grund af manglende bevillinger.

Der er i dagens Grønland cirka 2.500 egentligt "tilkaldte" - det vil sige personer i den arbejdsdygtige alder, som har boet mindre end syv år sammenhængende her i landet. Samtidigt oplyser Grønlands Statistik, at stort set samme antal "rammes af arbejdsløshed" i løbet af et år.

Fraregnes antallet af de, der er i "jobskifte," langtidsledige eller af den ene eller anden årsag reelt ikke har nogen interesse i eller chance for at komme i arbejde, står vi tilbage med den sørgelige kendsgerning, at vi end ikke antalsmæssigt er i stand til at erstatte de nuværende "tilkaldte".

Ingen tvivl om, at antallet af henholdsvis arbejdsløse og ledige jobs desværre er endog meget ulige fordelt imellem kommunerne, men alligevel synes matematikken at tale sit tydelige sprog: Hvis ikke antallet af tilkaldte skal forøges yderligere, kan en reel erhvervsudvikling og etablering af nye arbejdspladser kun ske på bekostning af eksisterende stillinger og samfundsfunktioner.

Spørgsmålet er så blot, hvad vi vil være villige til nedlægge eller undvære ...