Ja, priserne er høje - men hvorfor?

Lad os adressere problemerne der, hvor de er! Hvis vores transport- og forsyningsvirksomheder skal løse de opgaver, som vi pålægger dem, skal vi enten betale de priser, der svarer til virksomhedernes omkostninger - eller over skattebilletten.

Fredag d. 29. oktober 2010
Henrik Leth, formand for GA’s brancheudvalg for fiskeri og eksporterhverv
Emnekreds: Bosætning, Erhverv, Levevilkår, Sælfangst, Uddannelse, Økonomi.

Alle klager over priserne i Grønland. Internettet er alt for dyrt. At rejse er alt for dyrt. Fødevarepriserne er alt for høje og de generelle leveomkostninger stiger og stiger. Det er alt sammen rigtigt, men hvad er årsagerne? Er det de enkelte virksomheders skyld? Er det politikernes skyld? Eller skal vi omsider til at se på de mere grundlæggende årsager, hvis vi vil have en seriøs diskussion om vores prisstruktur? Der er ingen tvivl om, at vi alle ønsker os lavere priser. Men en af de vigtigste grunde til vores høje omkostningsniveau er, at vi har en samfundsstruktur, som pr. automatik driver omkostningerne i vejret. Vi har for det første store afstande, et besværligt klima og et spredt bosætningsmønster, som tilsammen bevirker, at vores infrastruktur bliver uhyggelig kostbar. Dette er ikke et indlæg mod den nuværende fordeling af befolkningen byer og bygder, men vi må se i øjnene, at den er en af årsagerne til en række af de høje priser, som vi alle klager over. En anden årsag er vores erhvervsstruktur, som betyder, at mange ufrivilligt bidrager negativt til samfundshusholdningen. Dette skyldes ikke kun et uddannelsesniveau, der er lavere end i de lande, vi skal sammenligne os med, men også opretholdelsen af visse erhverv, der kun kan eksistere via tilskud. Det er som bekendt dyrt på kort sigt. Men endnu værre er det, at det er med til at fastholde mennesker i urentable erhverv og derved forhindre arbejdsstyrkens fleksibilitet og mobilitet. Det er vigtigt, at vi tør se kendsgerningerne i øjnene og tage en folkelig debat om disse grundlæggende vilkår. Lad os adressere problemerne der, hvor de er! Hvis vores transport- og forsyningsvirksomheder skal løse de opgaver, som vi pålægger dem, skal vi enten betale de priser, der svarer til virksomhedernes omkostninger - eller over skattebilletten. Hvis vi vil have lavere priser, som eksempelvis flatrate hos TELE, billigere takster eller hos RAL, Air Greenland, Nukissiorfiit etc., skal pengene med andre ord findes et andet sted. Hvor? Hvilke samfundsmæssige prioriteringer skal ændres? Det må vi spørge os selv om, for landskassen er just ikke i stand til at påtage sig flere store udgifter i den nuværende situation. Det korte af det lange er, at vores samfundsstruktur og lille befolkningsgrundlag er de største enkeltfaktorer i omkostningsdannelsen her i landet. Disse grundlæggende årsager diskuterer vi kun i ringe grad. Men det er der, vi er nødt til at begynde, hvis vi for alvor vil have gjort noget ved priserne. Ellers skubber vi bare omkostningerne rundt i et indre kredsløb blandt virksomhederne - indtil de banker i udlandet, der er med til at finansiere vores samlede forbrug, siger stop og sætter betingelserne. Underskuddet på de offentlige finanser er allerede et problem, og det bliver ikke mindre fremover. I øjeblikket sløres en del af underskuddet via landskassens gældsætning i det nye boligselskab, men det forsvinder det ikke af. Det bliver heller ikke bedre af, at man forsøger at vælte flere samfundsopgaver over på samfundets egne virksomheder. Dette hører vi gang på gang forslag om i debatten - senest omkring IT i undervisningen og flatrate for internettet. Hvem bliver den næste i køen, der skal have særlig vilkår? Formålene kan være nok så relevante, men hvis kunstigt lave priser til fx udvalgte offentlige institutioner ikke dækker omkostningerne, kan selvstyrevirksomhederne kun sikre sig ved at hæve prisen over for andre kunder. Nemlig de private husstande og erhvervslivet, som i forvejen er tynget af høje priser. For mange år siden blev det besluttet, at vi gennem dannelser af aktieselskaber skal holde politik og virksomhedsdrift adskilt, og at krydssubsidiering på tværs af forskellige opgaveområder skal afløses af klare politiske valg og gennemskuelighed. Det er desværre ikke lykkedes i fuldt omfang endnu, hvorfor alle bestræbelser bør sættes ind på at opfylde denne strategi. At gå den anden vej vil være et uhyre risikabelt tilbageskridt i forhold til det, som trods alt er opnået. Hvis virksomhedernes direktioner og bestyrelser giver efter for et politisk og folkeligt pres til at levere billige ydelser til udvalgte formål - uden kompensation - vil det være uforsvarligt. Det løser nemlig ikke det grundlæggende problem, at det høje omkostningsniveau er et politisk problem og et resultat af mange års berøringsangst og manglende beslutningskraft overfor landets strukturelle problemer. Det er i det politiske system, at de politiske opgaver skal løses - ikke i bestyrelseslokalerne i Royal Arctic Line, KNI, Air Greenland, Royal Greenland, TELE Greenland med flere.