Grønlands olie og Rigsfællesskabet

Grønland var ubeboet i 1000 år til ca. 700, da den sene Dorset-kultur fra Canada kom over Nares-strædet og blev i Thuledistriktet. Resten var folketomt, da Erik den Røde kom i 982. Thule-inuitter bosatte sig ved Nares-strædet og kysterne i nord fra 1100. Næsten 300 år efter Eriks ankomst nåede de til nordboerne, som var ca. 3000 i tal, med bispesæde fra 1126.

Fredag d. 5. september 2008
Ole T. Krogsgaard, Direktør  
Emnekreds: Grønlands historie, Rigsfællesskabet, Selvstyreafstemning, Undergrunden.

Folketinget afgør fremtiden for Grønlands olie. Fortidens erfaring vækker bekymring. Grønland kan have større olieressourcer end Nordsøen. Vil Folketinget en gang til forære folkets værdier bort?

Først lidt baggrund for spørgsmålet. I 1917 solgte vi vore vestindiske øer til USA, som lod flåden styre dem. I 1931 fik de civilt styre og i 1936 et vist selvstyre som ”unincorporated territory”. De stemmer ikke ved præsidentvalg, men har i kongressen en observatør, som stemmer i udvalg. USA giver store tilskud og træffer endelige beslutninger. Der er 100.000 beboere som i en lille by i USA.

Noget lignende var sket for Grønland, hvis vi havde solgt eller måttet afstå Grønland til USA under eller efter 2. Verdenskrig på grund af, at flere af de allierede anså vort forhold til besættelsesmagten for at være for godt. Det kunne nemt være sket, hvis Sovjets hær havde nået Danmark før Englands styrker. Vor ambassadør Kauffmann i USA indgik Grønlandstraktaten 9.4.1941, som gav USA ret til at beskytte øen under krigen samt baserettigheder. Regeringen afskedigede, hjemkaldte og rejste højforræderianklage mod Kauffmann for at have handlet i strid med sin instruks. Han blev i USA.

Danmarks stilling var sårbar. Uden traktaten havde USA foretaget en uindbudt besættelse og kunne have overtaget øen efter krigen til militære formål. I 1940 udløb vor personalunion med Island, som opsagde den i 1944 efter tvivl om vor stilling efter krigen. Færøerne kunne med Danmark som taber overtages af England, som besatte dem under krigen. 25.4.1940 fik færøske fartøjer lov til at stryge Dannebrog og føre selvstændighedsbevægelsens flag. Det var så populært, at 25. april blev flagdag.

Havde USA vidst, at Grønland udover den militære også har energistrategisk interesse, ville USA have beholdt landet permanent uanset vilkårene. Grønland er en del af USA’s kontinent med 26 km fra Canada, og USA ønsker ikke Grønland brugt mod sig. Denne realitet må huskes, når skiftende regeringer kritiseres for at gøre knæfald for USA i koldkrigstider. Så viger idealer for realiteter.

Nordboerne boede i Grønland i godt 500 år fra år 982 til år 1500.
Her er en af de bedst bevarede ruiner fra den tid, det er ved Hvalsø i Sydgrønland. (foto an)

Grønland var ubeboet i 1000 år til ca. 700, da den sene Dorset-kultur fra Canada kom over Nares-strædet og blev i Thuledistriktet. Resten var folketomt, da Erik den Røde kom i 982. Thule-inuitter bosatte sig ved Nares-strædet og kysterne i nord fra 1100. Næsten 300 år efter Eriks ankomst nåede de til nordboerne, som var ca. 3000 i tal, med bispesæde fra 1126. Fra 1300 faldt antallet som følge af koldere klima og prisfald i Europa. Ca. 1350 udslettede inuitter Vesterbygden. Ved Østerbygden dræbtes en del nordboer ved et slag i 1379. Ca. 1500 var de sidste fordrevet af misvækst, sygdom og inuitter. Efter 1500 kom ekspeditioner, og med Hans Egede kom der igen nordiske bosættere fra 1721. Grønland blev dansk interesseområde med kolonier, kongeligt grønlandsk handelsselskab etc.

Thule-inuitter bosatte sig ved Nares-strædet og kysterne i nord fra 1100.
Næsten 300 år efter Eriks ankomst nåede de ned til nordboerne i Midt- og Sydgrønland. (tegning an)

Udover sporadisk bosættelse i nord var øen ubeboet i 1300 år, til de nordiske folk kom. Derfor var de et oprindeligt folk. De blev der i 500 år, var borte i 200 år, og vi har været der siden. Domstolen i Haag gav i 1933 Danmark suverænitet over øen, som i 1953 ændredes fra koloni til en del af Riget.

Lov om Grønlands hjemmestyre af 1978, §8, skelner mellem naturressourcer, som loven giver den fastboende befolkning grundlæggende rettigheder til, og ikke-levende ressourcer (undergrunden), hvortil loven udtrykkeligt sikrer rigsenhedens interesser, men også foreskriver, at forundersøgelse, efterforskning og udnyttelse af disse ressourcer forudsætter aftale mellem regeringen og landsstyret.

Nu synes Folketinget at ville lade nationen give afkald på de rettigheder, som loven havde sikret, for i stedet at genopstille vor færøske gavebod. Internationalt set er det en særpræget generøsitet.

Canada har med Nunavut Land Claims Agreement på 292 sider og Nunavut Act givet vidtgående selvstyre til Nunavut, som med ca. 60% af arktisk Canada er næsten så stort som Grønland. Lovene skal sikre inuitfolkets rettigheder og livsgrundlag, men også Nunavut som en del af Canada. Canada giver permanente tilskud og andre fordele, herunder ejerskab til 16% af områdets overflade og 2% (35.000 kvadratkilometer) inklusive formentlig værdifuld undergrund samt en andel af Canadas årlige royalty fra Nunavuts undergrund med 50% af de første 2 mio. dollars og 5 % af resten.

USA prioriterer selvforsyning med energi ekstremt højt, og Grønlands olie kan give et stort bidrag. Olien er svært tilgængelig, men udvinding er et mindre problem end afhængighed af import. Den høje oliepris flytter formuer fra køber- til sælgerlande, og Ruslands olie og gas giver økonomisk og militær styrke, som bekymrer USA og andre. Flere nabolande behøver Ruslands olie og velvilje.

USA vil gå langt for at sikre sin olietilførsel. Hvis Danmark opgiver magt og rettigheder i Grønland, er USA’s hensyn til godt 50.000 fastboende i et næsten øde land på 2.166.000 kvadratkilometer underordnet i forhold til 300.000.000 amerikaneres velfærd og sikkerhed. Med 40 kvadratkilometer for hver fastboende og 6.000 amerikanere for hver fastboende er synspunktet forståeligt. Over 50% af grønlænderne bor i 6 små byer uden mulighed for at beskytte det store øde område. I takt med at Danmark opgiver, kan USA udfylde tomrummet, sikre sin olietilførsel og beskytte sig mod andre landes militære og civile udnyttelse. Grønland som selvstændig nation vil blive en kort illusion.

USA kan nemt give hjemmestyret et tilbud, det ikke kan afslå. Danmark har få rettigheder tilbage i Grønland udover retten til at give tilskud på 4 mia. kroner årligt og kan dårligt hindre hjemmestyret i at lade øen indgå i USA mod passende privilegier. Ingen protest kan forhindre det, men Danmark kan måske få lidt for at medvirke. USA kan give større tilskud, og hjemmestyre-accept af at indgå i USA mod garantier og betaling er mere attraktiv for befolkningen end en mindre venlig overtagelse.

USA vil naturligvis ikke bekræfte sådanne mulige udsigter, men når hjemmestyret og Danmark gør Grønland grydeklar til en overtagelse, kan en stormagt som USA ikke undlade at benytte sig af en så oplagt og risikofri mulighed for at sikre det amerikanske folk en god økonomisk fremtid.

A.P. Møller-Gruppen fik 8.7.1962 eneretsbevilling til efterforskning og indvinding af råstoffer i den danske undergrund. Knap 2 år før den dansk-norske aftale af 8.12.1965 om olieudvindingsgrænsen og senere frarådede bevillingshaveren regeringen aftaler med Norge alene og foreslog alle grænser fastlagt på en gang for ikke at få den ringeste løsning overalt. Norge pressede på, Per Hækkerup fik sympati for det norske ønske om midterlinieprincippet, udenrigsministeriets embedsmænd opgav deres ønske om at vente, og Udenrigspolitisk Nævn opfyldte ønsket, selv om Danmark ville få langt større fordele af dybdeprincippet. Så ville vi bruge midterlinien over for Tyskland, men domstolen i Haag afviste os med afgørelsen ”landenes naturlige forlængelse ud i havet”.

Danmark mistede det ekstremt rige Ekofisk-felt uden modydelse, fordi Folketinget tog større hensyn til Norge end til os.

Med svaghed skabte vi forventning om enorme gaver. Når vi sætter hensyn til grønlænderne højere end til helheden, vil magthensyn give USA fordelen, når Grønland står alene. I Nordsøen, Færøerne og snart vel også Grønland synes regering og Folketing fast besluttet på at ville formøble folkets ejendom. Canadas gennemarbejdede inuitlove afspejler langt større professionalisme og omtanke.

Hvorfor forærer vi enorme værdier til nordmænd, færinger og grønlændere uden folkeafstemning? Er det samvittighedskval over fortiden? Vil vi købe sig fra ansvaret for grønlændernes velfærd? Den er ikke det samme som olie?

Måske anser vore politikere det for god moral at forgylde fastboende grønlændere, men det er tvivlsom moral. Hvis olien kan udvindes, er der nok til alle. Ingen spørger folket, selv om det skal bære tabet. Er regeringerne i permanent gavehumør på folkets vegne? Det er de ikke i andre lande, og ingen lande vil protestere mod at undergrunden tilhører hele folket.

Har Folketinget også tænkt sig at lade rigsfællesskabet give afkald på kulbrinteafgift og skat. Hvis Folketinget afgiver suverænitet og overfører enorme værdier fra hele befolkningen til 1% af den, ser det stærkt ud som en krænkelse af Grundloven og ansvaret for at beskytte nationens værdier.

Som i Canada kan ordentlige livsvilkår godt sikres uden at gøre grønlænderne til oliekapitalister.

Har Folketinget tænkt over, hvordan oliemilliarderne skal bruges? Skal alle være rige og flytte til et mildere klima? Skal enkelte udvalgte blive meget rige og andre få understøttelse?

Hvem har ansvaret?